Det summer og syder i ørets hule,
jeg mærker en stivnende ild i panden,
tankerne splittes som klagende fugle,
der drives i fygende storm fra stranden;
dagen tog ende og slidet holdt op,
byrden blev væltet til højens top,
de trætte hænder fik blegn og bule, —
nu ruller stenen sig ud over randen.
Min ævne brydes, mit mod forsvinder,
min hjærne er sløvet og gold og mager,
som flygtigt sand mellem fingre rinder
mit virke løses og fra mig drager.
Mit liv er ej i min egen vold,
jeg jages af vætte og plages af trold,
mødig om dagen jeg bygger og binder,
om natten de spreder det vidt over ager.
I dagens sol jeg formår at glemme;
mit hjærtes uro med ord jeg døver,
jeg vandrer på flugt og finder et gemme,
når døgnets smulrende værk jeg øver,
men føres jeg nøgen ad nattens elv,
da tvinges jeg til at skue mit selv
og hører en bitter tungsindig stemme,
der søvnens salige død mig røver.
Jeg stirrer spørgende, hed og bange
og ruger på gåder, som standser min ånde,
timerne sniger sig endeløst lange,
og mylrende tvivl går frygten til hånde.
Er stjærnernes skær ikke blodige blus?
Levende lys for guds gyldne hus?
Var klodernes sang, om du kunde den fange,
ej verdens samlyd af vé og vånde?
Det sukker i drømme fra kvist og kælder:
Ve over kampen for fattig føde!
Ungdommen stænges og evig træller,
skønhed visner i modgang og møde.
Ve over livets usalige lov!
Den svage er altid den stærkes rov;
retten kues og uretten gælder,
ingen er lykkelig uden de døde.
Var der en gud, han had vilde høste,
det vilde true i grønne lunde,
alle de liv, der døje og dyste,
de vilde skrige med tusinde munde:
Den, der véd om vor bitre nød
og giver sten, når vi beder om brød,
den, der har magt, men ikke vil trøste,
hvis han er gud, er gud for de onde.
Mit hjærte forlængst er mæt af at lide,
det lyster mig snart fra livet at flygte,
freden spirer af dødens side,
hvad kan jeg tabe? hvad kan jeg frygte?
Der hvisked en røst, hvor var det den lød
Heller levende træl end død!
Kendte du, konge, til trællens kvide,
jeg tvivler på, du hans kår forsøgte.