Alt har jeg øvet med min egen hånd;
selv jog jeg jærnet i min arge fjende,
selv rev jeg sønder mine stærke bånd.
Nedover vilde fjælde vej jeg bryder,
dagsolens luer på min isse brænde,
og nattevinden frossen om mig flyder,
og såret smærter i min stungne side,
men mest dog angstens uro kan jeg kende, —
hvo véd, hvad skæbne jordens børn må lide.
Jeg gav dem åndens ild til arv og lod,
jeg vakte sjælens sult, der aldrig døves,
en evig higen og en søvnløs bråd;
jeg drev dem bort fra dyrets træge veje,
i åndens ledingsfærd de skulde prøves,
at livets dyre lyst de måtte eje:
som guders lige ondt og godt at sande,
og drage modig frem, hvor uret øves,
og aldrig slavisk sænke deres pande.
Der ligger trælle-åg på jordens liv,
og tunge magter kuer muld og vove,
og brødet sudles til i blodig kiv.
Jeg skabte mig en slægt, der turde sætte
en trodsig vilje mod naturens love:
For hadets kampe kærlighedens trætte!
Selvrådig magt sit væsen må forandre!
En mand er mand i hytte og ved hove,
og skulder imod skulder skal de vandre! —
Her ligger landet bredt med stad ved stad,
og røgen stiger op af mange huse,
og marken grønnes under regnens bad.
Jeg hører lyd af folkets tætte skare,
som store vover under kysten bruse;
her vil jeg vandre ind og ret forfare,
hvor trofast mandens æt sit kald har røgtet,
om mørkets yngel de har kunnet knuse,
om selvisk vold af lande længst er flygtet.
Ve mig! Er dette høsten af min sæd?
Er dette lønnen for min lange jammer?
Fly bort, Prometevs, kast dig ned og græd!
Hvi sluktes mine øjne ej i blinde?
Var jeg dog dræbt af lynets røde flammer
og mine lemmer spredt’ af vilde vinde
og hvirvled ned fra fjældets stejle rygning!
Ve mig! Den største sorg mit hjærte rammer,
i støvet styrtet er min stolte bygning!
Jeg bød: Den samme moder eder bar,
hold eders søskendnavn i agt og ære!
Jeg sér dem søndred ved en sø, så svar,
at ingen røst fra hist til her kan række;
jeg sér dem kløved ud i tvende hære,
og nag og mistro byder for dem begge,
avind og angest deres kinder furer,
og søvnen selv er brudt af sukke svære,
mens skele blikke på hinanden lurer.
Jeg hænded dem i skød en lige magt
til bjærgets guld og markens blide gaver —
nu smykkes én med hårde stenes pragt,
mens én i laset klud mod støvet luder;
de mange mødig går — som sultne slaver
for den, der døser mæt i bløde puder;
hisset det klare guld på fede hænder,
her sorte næver, som i grunden graver,
og skammens brand på skægget åsyn brænder.
Alt har de mistet, magt og ret og jord,
den gyldne sol og hjemmets stille lykke,
og usæl urt for trællens afkom gror;
ej lyser håbets dag i deres våde,
men jærnets svøbe slider deres rygge;
den luft, de ånder, er af herrens nåde,
igår han gav, idag sit ord han sletter,
ej voxer loven i hans lunes skygge, —
de skuler skræmte, om hans lyst de gætter.
Mit sind fortørres over dette syn,
min sjæl er syg af harm og bitter lede,
og tunge tanker ruller bag mit bryn.
Ej har jeg agt og ynk for deres kvide,
de har den lod, som de sig selv berede, —
af sløve bønder avles stormænd stride;
ledig de lå og lod i bast sig binde,
og kniven døsed rusten i sin skede, —
nu vil i suk og sorg de frelsen finde!
Jeg skyder fra mig dette blege blod!
Se hvor de stimer til med myge lader
og falder ned for fyrstens stolte fod!
I sværdets skygge smædelig de knæler,
høstens forøder hylder de som fader! —
Jeg nyder næsten dette smil han fjæler,
det kolde åsyn, der mod folket vendes;
så dybt de sank, at næppe mer de hader, —
hvor tør de håbe deres trældom endes.
De føler frygten tære deres sind
som den, der gyser i de store skove,
når løvet røres under nattens vind;
ej tør på tankens grund de livet bygge,
ej tør de selvansvarlig vejen vove,
de råber højt om hjælp til deres skygge
og ræddes over deres egen stemme —
Ve jer, I svage, I hvis sjæle sove!
Jeg viger bort, her har jeg ikke hjemme.
Jeg vandrer heden til det dybe hav,
hvor frit det går med store grønne bølger,
og ikke lyder nogen konges stav;
det bruser trodsig frem mod himlens bue,
og ej sin frydefulde hån det dølger
af angst for lynets skarpe dommer-lue,
men klædt i skum det vælder ud i vrede,
og stormen sort og tudende det følger
og slukker solens glans bag vinger brede.
Jeg råber: Hør, o hav, en frændes røst!
Se, tjørn og tidsel ågrer på min ager,
vend dine vover hid til hastig høst!
Leg ikke længer med din tunge styrke,
men ød de usle, som ad marken drager,
og ej er værd dens dyre muld at dyrke,
da fejgt de lod sig binde og forbande; —
jorden er syg af pest og mange plager,
ryd den da ren med dine dybe vande!
Jeg søger ildens hjem i jordens skød:
Bryd frem, o lue, dagens land at hærge,
bred over livets sot din sunde død;
her avles kun et kuld af onde øgler,
der mangler mod og lyst sig selv at værge,
men træller, døser, græder eller gøgler;
her findes ikke mænd af ædel stamme,
men kun en fattig æt af blege dværge, —
slet dem for evig ud, du stærke flamme!
Da vil jeg drage frem til bjærgets tind,
når søen rejser sig og ilden syder;
der vil jeg sidde tyst med hånd ved kind
og stirre harmfuld ned med stive blikke,
hvor havet hårdt mod borg og hytte bryder
og ildens tunger høje lunde slikke.
Da får jeg lindring for min vrede kummer,
når kullet véd i stride strømme flyder,
og lydt jeg ler, når livets larm forstummer. —
Så bygges atter verdens vide rund,
ikke med liv af mænd og lyd af kvinder,
der kives lade med løgnagtig mund;
men stille hviler blomsterprude vange,
og lyse bække mildt og muntert rinder,
og årle fugle synger blide sange,
og linden suser sødt med sol i løvet —
hver salig duft og fager form jeg binder,
og jorden mindes ej, hvad manden øved.