Οἰά, ἐότι, τὰ τὢν ϰαϰοδαιμὀνων
ἀνϑοώπων όπονδάόματα.
Lukianos.
Jeg sér kun tvist og kvide over jord,
så vidt som søen går og solen skinner,
snart strides de med odd og snart med ord,
med jærn de lænker og med guld de binder;
jeg sér hvor angsten hvidner deres kinder, —
de går og lurer i den store stad,
de sniger varsomt gennem snævre gyder,
hver mand, de møder, ufreds-kår dem byder,
og panden rynker sig i frygt og had:
Slå ham! Hvis ej, dit eget liv han bryder.
Dit liv! — En gusten ting af ringe værd!
En gave givet dig i guders vrede,
en skænk, der stinger som et broddet sværd,
en dragt, der brænder dig med giftig hede,
en dyndet drik, der avler sot og lede, —
det er en skærv, der kastes for din fod,
almissemønter, få og falske penge — —
Hvor har du kunnet bære det sålænge?
At du har kraft dertil! At du har mod!
At du formår at leve, lide, trænge!
Der står i smudsig bod en mager mand,
med anspændt øje sukkende han slider,
der går en træl bag oxens træge spand,
de pløjer mødig bakkens brune sider.
Jeg sér, hvor skibet op mod vejret strider,
og manden knuger næven om sit ror, —
jeg sér en flod af åsyn, trætte, tomme,
fra byens tunge smitteluft de komme,
i mark og skov, på hav og fjæld de bor,
og alle sukker: Var dog dagen omme!
Hvad håber de at vinde? — Verdens agt, —
om dagen voxen og om natten vissen;
og guldets herskerstav og sværdets magt
med vågne nætters tvivl og bange gissen;
og elskovs lyst — hvor brat den gråner issen,
hvor bitre blade bær’ dens søde frø!
Og fattig mad, der smager salt i munden,
og visdoms blege frugt med smærte funden, —
hvo deraf æder, se! hans sjæl skal dø,
og hver hans glæde evig er forsvunden.
Se hvilket liv! En ungdom uden brød;
hver frodig ævne får kun fattig væde,
hver modig tanke lister om i nød
og kastes snarlig bort for guld og glæde.
Men sure sorger mandens hjærte æde,
nu trælles der for børn og hus og viv,
han får ej hvile og er aldrig vågen,
tilsidst han sidder oldingsløv i krogen, —
hvor blev hans år? Hvad fik han for sit liv? — —
Så bærer de ham ind ad kirkelågen. — — —
Der spredes skygger over land og lund,
og solens gyldenskive sagte synker,
nu løses draget om den lukte mund,
og hånden glatter pandens dybe rynker;
nu lindres hver, der klager eller klynker,
nu søger bonden trættet til sit tag,
og aftenklokkens malm vemodig ringer,
og sorte krager slår de tunge vinger,
nu er den mat og mod den onde dag,
og natten stakket fred til jorden bringer.
Det bliver stille; — kun et dæmpet brus,
hvor vandets dønning slår mod strandens stene,
og kvægets brølen under stråtækt hus,
og droslens søde sang bag skovens grene.
Og himlen er et væld af farver rene,
og søen låner himlens lyse lød;
men fjærnt i vest, hvor purpurskyer svømme,
hvor gyldne luefloder sagte strømme,
der stiger frem et land af havets skød,
et land for salig lyst og søde drømme.
Der lyser himlen i en evig vår,
der dufter grønne gran og roser hvide,
den svale søvind gennem løvet går,
der kendes ikke nød og kval og kvide,
der sidder freden stille ved din side, —
O du, der vandrer verdens hårde vej,
hvi går du ikke ad de blanke vover
did hen, hvor jordens sorg og smærte sover? —
O stakkels mennesker! Kom hid til mig!
Kom hid til mig! Jeg færger eder over!