Der var himlens rene blåning over skovens køle skygge,
fugtiggrønne brede marker for mit unge øje lå;
mand gik mand forbi på vejen, sang og så og vandred trygge,
vinked venlig hånd til hånde, ingen svig de pønsed på,
jordens skød gav brød i fylde, og dens liv var lys og lykke.
Den, der hæfted ved sin ære, holdt sit ord med tro og love,
den, som så’de korn i mulde, sanked ind den gyldne høst,
den, der virked dagen gennem, nød om natten fred at sove,
det, der lå på mandens læber, lød som stemmen i hans bryst,
den, der øved skæl mod alle, havde helg på vej og vove.
Livet lyste mig imøde som en frugt i mine hænder,
liflig glat og rund at finde, stærk i duft og sød i smag. — —
Frugten blev en bitter løgurt, og dens skøre skal jeg kender;
jeg har plukket den i stykker, skal for skal og lag for lag,
og jeg vandt kun våde øjne og den salte gååd, som brænder.
Magten skifter lod og lønning, retten ejer ingen vælde,
vifter hen som røg i luften, trædes som det gule græs.
De, der var til værn og værge, vegne bort som blege trælle,
de, der skulde retten vinde, kævler kægende som gæs.
Onde ord gik ud på hærtog, guld og dårskab, død og ælde.
Brede mænd stod op og taled ord, der ægged folkets skare,
høje råb imod dem rulled, hænder raktes frem til ed.
Ak! hvad blev det dengang alle stedtes i den store fare?
Blind og gavnløs gik den ene, vidste ingen ret besked,
Jeg har set, hvor folk, som sulter, stirrer mod de rige huse,
magre kvinder græd på gaden, havde ej det sorte brød.
Jeg har hørt en sagte kære gennem mørke nætter suse:
Hvorfor åd vi deres smuler, nøjed med den skærv de bød?
Hvorfor slæbe som en slave, når vor hånd kan herren knuse.
Det er tungt at bøje nakken under slid, der aldrig standser;
håbet fælder sine vinger, tanken visner veg og tynd.
Den, der drog sin vide bane, klædt i viljens hårde panser,
sniger nu med megen møje gennem dagens træge dynd,
luder træt mod jordens stene, skaldet, sløv og uden sanser.
Dumhed rider over marken, blank og rund og rød at skue,
guldet ringler i hans lomme, mættet mund og sorgløst sind;
fattig kløgt fortvivlet virker, snubler over mindste tue,
foden glider, hvor den træder, — slunken bug og revet skind;
kløgt er kun en ringe tærne, rigdom er så fin en frue.
Højt som himlen over havet manden over dyret rager!
Vej det sandsagn vel og nøje, før du tager det for vist.
Sænk dit hoved, lyt opmærksom efter slægtens tusind klager.
Er vi ikke dyr i vånde? Er vort fortrin ej en brist?
Er vi ikke syge arter, hvem bevidsthedsvanvid plager?
Langs med livets øde veje voxer tvivlens seje nælder,
i mit eget hjærtes indre flyver ind de sorte frø.
Selvets sikre, faste former løses brat og lidet gælder;
angst jeg ser en genfærdsskare stige frem af sindets sø;
hver jeg når at gøre fange, føder ti, jeg aldrig fælder.
Tunge råb fra jorden stiger, bårne frem af nattens vinde,
klager sender de mod himlens stjærnestrøde vide rum:
Hvorfor fare for at falde? Hvorfor fødes for at svinde?
Himlen giver intet gensvar, ti dens mund er død og stum,
men et evigt spørgsmål lyder: Hvem har gådens løsning inde?
Jeg vil gå til fortids skrifter over svundne dages slette;
sent og årle vil jeg granske, bøjet over dødmands bog,
vende mange gule blade, mange tanketråde flette,
søge sindig, varsomt gætte, til jeg bliver vis og klog,
til jeg finder livsens æde, som kan sultne sjæle mætte.
Store ånder vil jeg mane. Sig mig, hvad er tidens tanke?
Skoven suser eders tale! Havet synger eders sang!
I, som drog, hvor ingen trådte, I, som brød hver hævdet skranke,
vis mig vej i livets vildskov, lær mig strømmens dybe gang,
vár mig for de skarpe klipper og for sandets side banke.
Ak, det er den samme vise! Vold og vanråd styrer huset.
De, der vil det gode, sover, onde mænd står op i gry.
Kun en enkelt stordåd lyser som et guldkorn gemt i gruset,
magre mænd med blege åsyn bærer verdens bedste ry,
men i store glemte dynger smulrer de, som kampen knused.
Jeg må stræbe; den, der tøver, som en såret trækfugl synker. — —
Hvad er det for lyd i luften? Det er sus af årets flugt.
Se, min hånd er tynd og gusten og min stemme kraftløs klynker,
håret bleges på mit hoved og mit blik er mat og slukt,
armen sitrer, ryggen bøjes, og min hud er fuld af rynker. — —
Hvorfor sidder du og venter? Er det mig, du leder efter?
Jeg har ikke tid at møde. Gå den vej, hvorfra du kom!
Å, det stive golde øje, som sig evig på mig hæfter!
Der er endnu mangt at lære, meget jeg må spørge om.
Ak! Jeg har så langt tilbage, og jeg har så ringe kræfter!