Før snart for evig tid min mund er stum
og mulden synker mellem mine tænder,
jeg samler al min vrede i en sum
og slynger ud med både mine hænder
det gamle had, den isnende foragt,
hvoraf mit hjærte inderst inde brænder.
For dem, der ejer verdens tunge magt,
men ikke lyder lovens stille stemme,
for folkets flok, der klager sig forsagt,
men ikke vover hånd om skaft at klemme,
for gamle mænd, der går i høje sale
og ikke søger strømmens vold at hæmme,
for unge svendes mod og stærke tale,
der aldrig løses ind i ærlig dåd, —
de lyder blindt, hvad herrerne befale.
Jeg ser de rige, der letsindig åd
i ødsel vellyst mad for hundred munde,
jeg ser, hvor armod stirrer uden råd,
men ynker ikke tårerne, der runde;
så længe de er flest og ejer kræfter,
hvi ligger de og døser hen i blunde?
Ej større brøde sig til slægten hæfter
end sløvheds dynd, der alle hjærter svækker,
selv dem, der fulgte fjældets ildsky efter,
om stakket stund den store mose dækker.
De fleste fødes uden ild i sindet,
og ingen mester luen i dem vækker,
de kryber om fornøjed’ og forblinded’
og ofrer gærne hver, hvis sjæl er flamme,
når blot de selv får lov at vare skindet.
Det er et kuld af tudser, træge, klamme,
hver fager blomst med slimet fod de træder,
hvert græs på marken mægter de at ramme,
og lærken, der i højen himmel kvæder,
de jager sløve ungerne fra reden.
Jeg hader dem, der går i lange klæder
og giver fattig trøst for evigheden,
og dem, hvis tale er som røg på vandet,
der vifter hen fra vest til østerleden.
Jeg tror at denne verden er forbandet.
Af ord og dyre eder dagen syder,
men alt, de taler, løber ud i sandet,
og hver en ed, de sværger, frit de bryder.
Jeg kendes ikke ved min moders mål,
den gamle mening intet mer betyder,
nu præker de en ny med stav og stål,
som jeg er altfor ældet til at lære.
Min sjæl er led ved deres øde skrål,
de tunge tider hvert mit håb fortære,
jeg længes efter snart at vende ryggen
til disse mænd og kvinder uden ære;
med mødigt øje stirrer jeg fra bryggen,
om ej det sorte skib i havnen glider.
På disse strande grønnes aldrig lykken,
den mand, der lever, idel ufærd lider,
hans håb er vind, hans glæde vorder kummer;
måske han vinder fred og rast omsider,
når tabt i dødens nat hans røst forstummer.