I.
En tung og grådækket himmel med skyer, som aldrig riftes,
og havet ruller derunder sit sorte, isnende vand,
og vinden toger fra østerleden, og ingen sinde den skiftes,
klam og død som et druknet lig den ligger på den nøgne strand.
Skoven luder over leret skrænt med tyste vippende toppe,
der fødes ej sus i de tynde grene, der kendes ikke klangen klare,
træerne strækker i stivnet vånde de tunge rynkede kroppe,
ikke en fugl, der fløjter på kviste, og ikke en springende hare.
Man burde gemme sig langt af led og søge sig helg og hygge
og ikke leve et krøblet skyggeliv under det døde år;
hvor solen luer og lyset leger, der vilde jeg bo og bygge
og ikke vandre ad dyndede veje med tåge-væde i hår.
Jeg kunde kaste mig ned ved gærdet og vildsomt tornene knuge,
og råbe over det onde tykke, der livet til døden lænker,
men modet ebber, og mulmet kommer min slappe vilje at sluge,
og trøstløs sætter jeg fod for fod og mødig mit hoved sænker.
II.
Der er ej lindring for min hu at finde,
jeg drives frem ad sene, vilde veje,
hvor foden snubler over stub og sten
og hånden famler feberhed i blinde.
Hvor hastig glassets golde sandskorn rinde!
Jeg er som én, der øder arv og eje
og ser i rådløs angst sit boskabs mén
og ser de sidste gulddukater svinde.
Var det et syn i drømme, mens jeg sov:
de hverken æder, drikker eller blunder —
Hvi denne hast? Giv jer kun gode stunder!
Det arbejd, I har fore, når I nok,
og I som andre har vel hvil behov.
Da svared én, som grov:
Vort værk er ikke tid og times fange,
det raster ej, når sol går ned bag vange.
Her er kun en af mange!
Kom hid, min spade, kom mit blanke våben
Gør graven legemlang og dyb og åben.