Flyv rolig frem, du fredløse ravn, i din sorte, fattige kofte!
Jægeren jager dig bort fra skov, bonden dig driver fra tofte.
Hunden glammer fra bondeby, når stille du luften kløver;
ungerne skriger imod dig op: Tvi dig, du svarteste røver!
Flyv rolig hen! Du véd, om et år vil hunden i dammen ligge,
den jæger vil fly over vilde hede og bonden gå rundt og tigge.
Du véd, inden længe vil drengen bag lo, der hujer dig hånlig imøde,
fjæle sig ind i den mørkeste skov og dér for sin kniv forbløde.
Da vil du sidde stille på gren med stive luende blikke, —
men stormen suser i skovens øde, når ravnene mandsblod drikke.