Det sidste purpurskær fra skyen viger,
og sort i luften kirketårnet rager;
der skreg en hjejle fra den mørke ager,
men kragen tavs og træt mod skoven higer.
Der brænder lys i kirken; sangen klager —
snart sagte suk og snart i nød det skriger,
til skarpt en enkelt røst i mulmet stiger:
På himlen stjærne funkler frem ved stjærne,
de svæver medynkløse let i rummet, —
i gylden ro de store kloder lyser.
Og havet taler til mig fra det fjærne,
al anden lyd på jorden er forstummet,
og guddomsgreben jeg i natten gyser.