Der er vel dag til suk og gråd,
en tid til: lid og tål!
Men nu har året andet råd,
og slægten andet mål:
Frem i tugt og takt!
frem til værk og vagt!
stærk til at møde striden uforsagt!
Thi sorgen er en troløs ven,
han står i fjendesold,
og ordet trøsted mangen svend,
så hånd og hu blev kold.
Hold din tanke hed!
Virk og vær bered;
læmp med en lukket mund, hvad ondt vi led!
som trodser år og dag,
og jærnets skarpe sejersråb
og jærnets tunge slag:
Søgt kan vorde set!
To kan blive ét!
hvo har vel gransket det, som ej er sket
De planted nælder i vor grund,
vi sad med hånd i skød;
de drev os ud med magt og mund,
og markens frugt de brød.
Dog det gule korn
fylkes som tilforn
frem over nældegift og pigget torn.
Vi ser vor fremtid fast imod,
om også den er grå,
med trøst, fordi vor sag er god,
men tyst, for vi er få.
Selv om håbet veg,
ingen sagen sveg,
ej er retfærdig mand om kinden bleg.
Så drag da kæk mod dagen frem
trods livets lykkespil!
Du ejer dog dit eget hjem,
sålænge selv du vil.
Frem i tugt og takt!
frem til værk og vagt!
stærk til at møde striden uforsagt.