Nu er lykken vundet
gennem blod og brand,
nu har livet skænket mig
gylden vin for vand,
nu først er jeg ovenpå,
ræddes ingen mand,
hele verdens herre,
konge uden land!
Bag mig hænger røgen
over stadens bål:
byens sten jeg agter ej
mer end bondens kål,
løfter kæk min bannerstang,
svinger glad mit stål; —
ligg som I har redet,
jeg har større mål.
Ned i grønne dale,
op mod bakkens tind!
Hestens rappe hov-musik
synger i mit sind,
morgen-luft og sommer-sol
danser om min kind;
over høje bøge
går den brede vind.
Kronens blege kulde
gav mig tunge kår:
Før dit folk, hvor langt fra land
høje bølger går!
Døb påny med ånd og ild,
bind dem blad om hår: —
gør til ranke løver
denne flok af får.
Dåd af bundne hænder:
det var kaldets krav! —
hærde dem, der kryber dvask
mellem svøb og grav!
Aldrig kan en lunken bæk
svulme til et hav;
stål slår ild af stene,
ej af frønnet stav.
Ingen fagre tanker
fæsted hos dem bo:
helst de tændte alter-ild
lejred om en kro,
råbte hurra himmelhøjt
uden trang og tro,
siden over øllet
halvt forlegent lo.
Kun for mad og penge
fik de mod at slå,
stred og tramped ned i dynd
svage mænd og små;
vejen mod det hvide sølv
løb de let på tå,
ærens stejle stier
vinked kun de få.
Hil, I strænge herrer,
langt fra ve og savn!
I, som under vuggens dun
sov jer trygt i havn!
når, til løn for gods og guld,
gør I landet gavn?
Kun blandt dem, der dobler,
nævnes eders navn.
Præster, véd jeg, snæred
folk i frygtens bånd,
bønder med lidt skolepuds
løfted tankens vånd,
krammed livets sommerfugl
bag den plumpe hånd,
råded over sjæle
uden gnist af ånd.
Kræmmerfyrsten ager
brøsig, bred og svær,
dømmer mænd og manddoms værk
efter penges værd,
køber ind, til pynt og pral,
kunst og dristig færd,
sanser ikke flammen,
kun det gyldne skær.
Kundskabs mester! årle
gik din flid af kog,
slægt på slægt du lærer mildt
samme slidte bog;
kun det ny, som styrred dig
hadsk og hårdt du slog.
Dø i fred! din pode
får din lune krog!
Tro og kære borger!
glad du gav din uld;
sank, når blot du så’ min kusk,
næsegrus i muld;
ak, jeg véd, min gale nar
blev du lige huld,
lagdes om hans isse
kronens røde guld.
Sløv i stank og tummel
står den sorte træl,
krum i ryg og ram af sved,
uden håb om held,
springer op engang i rus,
hyler, slår ihjel,
dræber livets skønhed.
Vilde dyr, farvel! —
Klin de sprukne ruder,
tigg jer mel og malt!
Sneen tør, og snart forgår
skammen, fra I faldt, —
I, hvis dorske hånd og hu
sveg mig, da det gjaldt
klogt og kækt at vove
intet eller alt.
Nu er byrden kastet,
fod og tinding let;
landets grønne vovevug
bær mig rank og ret;
frem i flugt jeg hilser glad
luftens rene tvæt,
stryger fra min pande
herskersorgens plet.
Hvor min styrke stiger,
nu da jeg er én,
ikke mer skal drage frem
følgets tunge sten,
værge ross, der bag min ryg
fejgt og dovent tren; —
mand, der slår mod brystet,
gør mig ikke mén.
Lov og tak! nu sluktes
al den lånte glans!
Fy for den, der bær med bram
ry, som ej er hans;
hæv din hånd og bind dig selv
ærens dyre krans,
ikke kongens smykke,
kun en ærlig mands.
Frem mod dåd og fare!
Under dunkle trær,
over hedens lyng jeg trygt
fløjter som en stær.
Hid! nu har jeg rum til hugg,
høvding uden hær!
Frem og vís i verden
mænd, hvad mand er værd.