I
Jeg er slimet og grå
af det dyndede vand
som det bobler om sidernes plader;
og for længe vi lå
ved det støvede land
med de stenede, stinkende gader,
hvor de tripper og tramper og hvæser og støjer
i kiv, klammerier og løjer,
hvor de ler så elendig, —
jeg vil hjem!
I må rappe jer, hiv så lidt hændig!
Ombord! og gør los og gå frem
II
Og jeg hæver min røst
med forfærdende gny;
de skal høre den døvende runge
over strand, over kyst
i den larmende by:
der er gjaldende jærn i min lunge;
og de pramme og joller, der piler og roder
som rotter i rendestens-floder,
de forsvinder forskrækket
ved det bud,
at giganten, der slumred, er vækket,
og atter går brusende ud.
III
På min skummende sti
hver en vippende jagt
med det rolige lys under staget
går jeg vældig forbi,
og jeg pumper i takt:
jeg vil vove den dyst,
I har vraget,
I, der putter jer sammen forsigtig for anker
og ræddes de rullende banker
li’som frysende måger, —
mit farvel!
jeg vil ud, hvor det bryder og koger,
så prøver vi styrke og held
IV
Ingen skrig, ingen støj,
ingen flimrende blus,
kun lanternernes vågende lue,
kun den summende røg
og det baskende brus
af den snurrende, finnede skrue,
kun et drøn af en låge, en kuppel, der klirrer,
og skroget, der sagtelig dirrer:
jeg har flugt som for vinger,
og så kækt
som et barn, når det danser, jeg svinger
de skinnende stållodders vægt. —
V
På min ensomme vagt,
hvor det mælende tav,
kan jeg høre den gamle, der taler;
og jeg møder en magt
i det vældende hav,
så jeg mærker, jeg stiger og daler;
i det tågede mørke jeg ser, hvor de farer
de skummende søhestes skarer
med de snehvide manker. —
Kom kun an!
jeg er med, når I byder og banker,
så vover vi jærn imod vandt
VI
Og det grønlige skin
og det vinrøde blus,
hvor de spejder og sitrer og vugger
over sprudende tind
over strittende krus,
når jeg slingrende søerne hugger!
Og mod skyernes gråning med masternes spidser
usynlige krese jeg ridser.
Over boven det plasker,
og en bæk
kommer sydende, skummer og vasker,
og havet har fejet mit dæk.
VII
Er du rede til fest?
Her er gilderum nok
mellem bølger, der bryder og sprøjter.
Vær mig velkommen, blæst!
du, der driver din flok
som en hyrde for vædderne fløjter.
Der er herlig musik i den trodsige vove
og sang i de hujende tove
som i brus gennem lunde; —
fra en by,
hvor der halses af mænd og af hunde,
må tonerne skrigende fly.
VIII
Så går natten på hæld,
og et gryende skær
under skyerne gysende siver
som en mismodig træl,
når han løfter sig tvær,
når hans herre af lejet ham driver;
og de gråkolde vande sig mødige kaster
og vindene sukkende raster.
Er I tunge og trætte
Ikkun jeg
over havets urolige slette
ustanselig drager min vej.
IX
Se de rødmende lag
over kimingens rand,
og det ulmer i skyernes dyne;
det er lysende dag,
der er flammende brand,
og den luende sol er til syne.
Og dens stråler i hop over søtoppe haster,
de skinner på duggede master
og i glas og metalting.
Den har magt
over verden den vide, og alting
til vildere higen er vakt.
X
Og da vågner påny
både himmel og sø
og imellem dem stormen, der suser:
Har du mod til at kny?
Vi har magt; du skal dø;
du er dømt, og vi kommer og knuser!
og de ruller og rejser sig, grønne og gramme
med frådende, fygende kamme
de ustyrlige vover,
og de tror,
når de brølende krænger mig over,
om lidt har de slettet mit spor.
XI
Men jeg drøner af trods:
Vil I hindre min vej?
jeg kan trampe så hårdt I kan trille.
I skal kende, I slås
med en større end mig, —
det er menneskens modige snille.
Og mod vandenes volde fra boven jeg slynger
to bølger, der danser og synger,
når de stiger og dukker;
og et tog
af de hvideste søliljer vugger,
hvor damperen dystende drog.