Hvor tindred kløgten lutret i hans blik!
Hans tunge ramte myndig, klar og hvas og kvik,
hans fine smil bar bud om vid, før lyd af læben gik.
Og dog blev al hans tale kun en vissen gærning.
Hans tanker tynger føje vægtens skål.
Han finder let nok verdens linjers mål,
når først han skær den til så simpel som en tærning.
Han ser kun hvide lam og sorte får,
véd ej, hvor livets bølger brudt og bugtet går:
hans sjæl blev stiv og stansed, før han vel var atten år.