Lille pige, fem år gammel:
»Far, Vorherre sidder oppe
over alle træers toppe,
og af skyer er hans skammel,
den må være meget skør;
og hans hår er langt som mit,
men mit er gult, og hans er hvidt.
Og når nogen af os dør,
farer ud af vores næser
sjælen gennem røg og sky
lige til Vorherres by,
når det rigtig voldsomt blæser.
Så tar han sjælen på sit skød
og gir den rene tørre klæder
og alle himmeriges glæder.
Han er så almægtig sød:
de slemme børn får mange ris,
de gode leger paradis;
og ved himlens porte stå
to på vagt med lange sabler
og med bjørnehuer på.«
»Barn dog, sikke nogen fabler!
Det er noget, som din mor
nok har bundet dig på ærmet.«
Hun (fornærmet):
»Ikke spor.
Det er noget, som jeg véd;
det står forresten i en bog;
men du er også kun en mand,
så det går over din forstand.«
»Lille du, som er så klog,
sig mig nu engang besked:
hvad er fire lagt til fem?«
»Far, nu blir du mig for slem.
Hvor skal jeg dog kunne sige
dig et tal, som er så svært?
jeg er kun en lille pige,
så langt har jeg ikke lært.«