I
Decemberdagens sejge nat
og døgnets travle dværge-tog
har gjort min hjærne hed og mat,
og rastløs foden gulvet træder;
da vinker mig fra hyldens krog,
blandt rips og raps i gråt papir,
en gammel bog
med gyldne linjers simple sir
og bindets slidte brune læder.
Jeg ser de fine stregers rad
— som kruset vand, der risler hen —
papirets hvide, tynde blad,
det sorte tryk på dine sider; —
hvor stryger jeg dig ømt igen!
det er, som banked på min dør
en prøvet ven,
jeg tit og gærne fulgte før,
men ikke traf i lange tider.
II
Du bringer sagn om fordums flid,
da tyst en bog mod lyset skød,
og tanken stod sin fulde tid,
til ordets frugt blev gul og moden;
en god og ærlig kost de nød,
hvor nu en hæs fabrik er fyldt
med bark for brød,
der læsses af hvert år forgyldt
blandt andet gøgl i jule-boden.
Da gik en bog på egne ben:
hvis den var slet, den sank som dunst,
hvis gæv, den stod så fast som sten
og smeded selv sin lod og lykke;
nu blir det klærkens største kunst,
når selve bogen alt er endt,
at vinde gunst
og blive rost og vidt bekendt
og puste boblen frem et stykke.
III
Du sidder trøstig ved dit bord, —
jeg ser, hvor gåsefjærens drag
de sirlig stive snirkler snor,
men tanken frisk og smidig flyd
så læner du dig lidt i mag
og hører gennem stuens fred
i trygt behag,
hvor ilden flænger ovnens vêd
og sneens fog mod ruden syder.
Du ser mod kærtens ranke spær
og kender vel, den lod er din:
et lys i verdens dæmring-skær,
og sorte skygger fylder krogen;
da smiler munden fast og fin,
og hånden skyder rolig væk
dit ærmes lin
og prænter atter sindig kæk;
og smilet lyser nu af bogen. —
IV
Jeg ånder bogens svage duft,
og tiden bag mig stråler klar:
jeg kender havens høje luft,
hvor først jeg mod dit blad mig bøjed,
og blev den ranke poppel vâr,
syrenens løv og svalens leg,
hvor let og snar
mod himlens spæde blå den steg,
når stille glad jeg løfted øjet.
Da var jeg let og ung og varm,
nu falder støvet for mit blik
og gør mig træg til lyst og harm;
hvor blev jeg vred på dine vegne,
når den, jeg bød din gode drik,
kun grumme trevent lytted til
din ånds musik,
men heller søgte dans og spil
og anden lyst i lave egne.
V
Jeg ser i bogen gamle spor
af dem, der før din stille vej
med samme lyst i sindet fór,
som den mit hjærte atter kender;
den tanke her, som fryded mig,
slog også ned i ham, der drog
den stærke streg;
jeg nikker til ham bag vor bog
og trykker tavs de døde hænder.
De døde hænder! Nok et spor.
Lidt aske ned i bogen fløj
— o ven, som nu er støv i jord! —
hin kvæld, hvor mindet gærne vanker,
da arm ved arm vi sad og røg alene
to en hellig jul
med munter spøg
og nød som festens stærke sul
den gamle herres frie tanker.