Ørnen og skarnbassen
(Efter en Aisopisk fabel)
(Efter en Aisopisk fabel)
I
Haren ræd over marken sprang;
der var ej ly af træ eller tjørn,
og nærmere, nærmere, nærmere svang
de susende vinger den sorte ørn.
Hvor fandtes en frelser nær eller fjærn?
Ikkun en skarnbasse var at se;
i hjælpeløs nød, forvildet af ve
trygled den ham om værn. —
Han sagde: vær bare ved trøstigt mod!..
Ørnen slog ned som et brus af fjær;
skarnbassen løfted sig, der han stod:
vov ikke at komme min hare nær;
den sidder hos mig i lovens læ!
Ørnen gad ikke svare,
den så’ til det uselig kræ
og hug sine klør i den bævende hare;
bort den fløj som et stormende vejr,
og bag den drypped der blod.
II
Ørnen har bygget sin rede
på højfjældets knejsende væg;
hvor aldrig sig fæster en springende hov,
der ruger den sine æg.
Men årle den flyver at lede
i grønne dale om rov;
tryg den drager på langvejs færd
og lader sit hjem alene:
hvor findes en fjende fjærn eller nær?
Da pusler det sagte i redens ris;
æggene røres på sælsom vis
ud mod de yderste grene;
langsomt vandrer de spand for spand,
mens timerne sniger sig sene;
så skubbes de over den lave rand,
der stryger et glimt i solens brand,
og de knuses mod dybets stene. —
Men skarnbassen sidder en stund i ro
og hviles i ørnens rede;
så sejler han hjem til sit ringe bo
og brummer af gammel vrede;
sin vinge han vel må spænde,
han haver så lang en vej . . .
Men hele den tindrende nat til ende
fløj ørnen om fjældet og skreg.
III
Ørnen er bleven en jaget fugl,
kan ikke sin yngel værge;
i stejle skove den søgte skjul,
bag øde, isnende bjærge;
den vogted sin rede i sol og slud
og gøs af kvide og hunger,
vilde ikke flyve om føde ud,
inden dens æg blev unger.
Men nødtes den dog af sin slunkne bug, —
hvor listig den drog, hvor snart den strøg
over dalens kedel og markens dug,
hvor vildt den jog, og hvor hårdt den fløj
tilbage mod redens dunede gem
og tænkte, at ingen det vidste:
hvor solen luned et hjem,
traf natten alene et leje af kviste.
IV
Zevs han sidder i himlens stol
og råder alverden vide;
hans hånd kan røre den blanke sol,
hans kåbe er blå som en vårviol
og falder i folder side.
Ørnen fløj til ham tung og mod,
og sene dens vinger skride;
begge dens øjne rinder af blod,
kun lidet de fjære prale;
den stedes for gudens hvide fod,
og så den føjer sin tale:
Er jeg din fugl, da vær mig vagt;
jeg drives fra bjærg og dale;
de fagre æg, jeg med ve har lagt,
når fjærnt jeg røgted den sure jagt,
en fjende isønder brød.
Giv mig, o gud! et sted, hvor tryg
jeg mægter at ruge de arme æg
og bjærge min slægt for død.
Da smiled Zevs i sit sorte skæg;
med løftet finger han mæled:
byg din rede her i mit skød!
V
Nu bruser ørnen i højen sky
og higer mod blodigt bytte;
dens hjærte skogrer af lyst.
Då og hare af vangen fly,
fuglene tier i løvets ly,
og lam hos hunden sig hytte. —
Skarnbassen kendte den stolte røst,
han roded i muld på hede;
han rulled en kugle af markens møg
og tog den ind til sit lådne bryst,
slog ud sin vinge og steg fra jord
og brummed af gammel vrede.
Hvem mærked det sorte fnug, der fløj?
Over de hegnede gårdes røg
svimlende stammer forbi han fór,
i dybet blåned den runde høj
og takkede tinder, hvide
af sneens stivnede klæde;
aldrig hans vinge hvile nød,
før solen stod ved hans side
og under ham Zevses sæde.
I luftens guldhav han stille flød,
og varlig han da lod falde
kuglen, han bar i sin kralle,
i gudens lysende skød.
Smuds er Zevs en usigelig gru;
og rysted sit purpur led i hu; —
da trillede ned i samme nu
ørnens æg af hans skød og knak.
Men skarnbassen stod i det dybe blå
så højt, som selv ikke Zevs kan nå. —