Den tyste nat i vide ringe rundes
og flyder fra mig, som et hav, hvis vover
ej nogen søfugl breder vingen over
af længsel båret mod de fjærne lundes
hviskende sorte volde. Sløve mundes
og sene fødders lyd i luften sover, —
et sus af sø mod sand, der døsig lover
den blide hvile, som mig aldrig undes.
Thi bag min snare drømme-skude slæber
en lav og frønnet båd, hvorfra en røst,
der ej kan døves, mæler i mit øre:
Vi samler al den dyre tid, du dræber,
de visne håb og hver forsumpet lyst,
og har nu snart så meget, vi kan føre.