Om os regnens røster mangelunde
fylder mulmets ørken; under gren
drypper tunge dråber; tusind munde
mellem skovens våde blade summer.
Ikkun havet, som mod strandens sten
højt sin sorte bølges kamme krummer,
før med drøn den brede tinde falder
brudt i brænding-hvirvlens hvide kog,
døves ikke. — Dog, hvor dybt du kalder
mig til møde, ej din røst jeg følger
nu som fordum, når dit jætte-sprog
drev mig ud, hvor sol og grønne bølger
lo og leged. Thi min hånd sig vugger
over unge bryster, som en båd
blødt i runde dønning-vover dukker:
tvende hede, store bølger stiger
hvidt og højt for bør af fryd og gråd,
sukker, synker, løftes frem og viger. —
Nej, forgæves maner du mig. Lede
fik jeg til at fare. Store mål
sank som luftsyn; mig blev sorg og vrede
davre-drik; min seng hed megen møje. —
Nok! — Af asken over arnens bål
purpurdunkle emmers stille øje
lig et blodigt valmubæger byder
glød og duft og dvale. Lifligst vin
dog den røde mund, hvis blomst jeg bryder,
bød min læbe; mildt jeg ser dig smile,
stolte frue, der på dun og lin
hos dig gav mit trætte hoved hvile. —
Langt jeg fór, og grånet blev min tinding;
al min kløgt jeg øved, stræbte strengt
vågen sent og årle; se, hvad vinding
lønned striden: nøgen som en hærget
fyrr på næs har livets sø mig slængt
her til side. Sjælden fik jeg bjærget
høst af tankens sædekorn. Når varlig
vid og snille knytter, let og lindt,
garn til lykke-dræt, og håbet klarlig
lover fangst — som spindeltråde flænger
dagens lune dem, tilfældig, blindt.
Fattig trøst, om stundum tykket slænger
held i grams på lade tankers leje:
ikkun åndens arbejd giver værd,
kun vor viljes værk er sødt at eje.
Bittert må jeg forske: hvi forstandens
sene frugt, når gylden lød den bær,
evig vorder aske? Dog er mandens
vide tankes rappe, vågne fugle
verdens smykke; sindrig deres flugt
rundes lig den lydeløse kugle,
eller furer lige vejes strage
rene streger, børn af lov og tugt.
Derfor fødes sjælens vrede klage.
Stenens død og livets mylr lærer:
mandens vid er ikke verdens lov.
Alt, der var og øjnes, åbent bærer
vidnesbyrd, at jordens gamle skaber
famled som en fusker, valen, grov;
tanketilløb, ufuldbårne, taber
sløve sig i vildskab, næppe farer
kraftens bør så langt, at kløgtens spor
anes. Alt, hvad mandens snille klarer,
renser, giver skønhed, runder, retter,
vrangt i alnaturens søle bor.
Se, hvor by i bjærge, hus på sletter
håner landet, løfter sig i ranke
linjers samklang, formed strengt og fast,
fjendsk mod jordens slaphed. Mandens tanke
langsynt ser sig viden om og springer
let til målets rand; men halvvejs brast
verdens herres. Hvor hans stive finger
drog et fjæld, den klare form, han aner,
brudt og glemt forvirres; dalens vang
bugtes skævt og blindt. Som græs mod graner
står hans kunst og kløgt mod vor, som mørke
står mod solens lys og skrig mod sang!
Fremfor os kun ét han har: sin styrke,
kraft som hval og is og storm; han bygger
slet, men vandt, til bod for viddets brist,
hang og ævne til at slå i stykker.
Dog fra rovdyrsvælden rap sig bjærger
stundum mande-viljens vævre list;
mod hans dårskab ingens vid sig værger.
Vár dig; styr som mellem bråd på klipper
tankens fartøj; nytt, hvad du erfor:
tit du møder dis, og sansen glipper;
da, når sjælen spejder frem i tågen,
må den, tvungen, drage tankens snor
rent og ret, forstandig, vis og vågen,
har ej skævsind til at spå den gale
slingre vej, han graver, jordens gud;
hvem kan vide, hvor den viltre svale
slår sin krysgangs stier? Derfor strømmer
mod os kval fra ham, hvis lov er brudd,
verdens vilde, feber-syge drømmer;
derfor harmes hver, hvis hjærte loven
bredfuldt fylder, de, der venter trygt
agt for tankens helligdom fra oven,
åndens kæmpers æt, de få, de sjældne, —
ej den flok, hvem døsig drift og frygt
gav lidt liv, — der kun formår at skelne
bugens trang og dumpe sansers stemme,
blot kan kløve vêd og løfte sten, —
de har kun hos dyr og guder hjemme.
Længst fra dem er lifligst. Heller fjæle
løv i skoven mine brune ben,
før mit navn får liv af deres mæle!
Ry hos dem har rod i brøst; de skuer
ikkun værkets spraglet-skarpe lød,
ej det lys, hvor tankens solhjul luer,
fik kun sans for dådens avner: heldet.
Blev ej viljens sæd til korn og kød,
selv om hobens eget uvid fælded
åndens ymper, brused deres dadel:
»al din visdom avled tab og skam!« —
bar end tanken samme hvide adel.
Dog, hvad ænser himlen hund, der bjæffer?
De får ej på sjælens billed ram,
vidt fra mærket deres pile træffer. —
Å, jeg ser dem. Ud af mulmet vælder
sky forbi, som mangeføddet kryb
vrimler gråt i fugtig kåg og kælder,
åsynsminder: mund, der aldrig æsked
kvalfuld svar på livets gåders dyb,
hovmodstive øjne, kind, der mæsket
selvglad bær sit tegn som træl for dorske
krøbling-sjæles drifter, mænd, som ej
åndens skarpe hunger drev at forske
verdens højfjæld, unge læbers dumme
lede grin, og én, der slidt og bleg
følte længst sin mande-røst forstumme.
Bort fra dem og deres! de, der kvæler
nutids store sind i trægheds sand,
mens for visne tankers lig de knæler!
Heller eje den, der dem vil vinde,
to mands råb end tretten mænds forstand;
skrigets smitte driver dem i blinde
sanseløst til dåd; men aldrig køber
visdom deres viljedrift. Som får
flokkevis fra bord til bord de løber,
ængsted for at stedes uden følge
midtskibs, der hvor styresmanden står;
derfor slingrer skibet tungt i bølge.
Let nok ser de tankens blå og rødes
brede yderrande; midtens streg,
hvor de fine farver dæmpet mødes,
aldrig hobens svagsyn ser og kender, —
sandheds smalle svimle adel-vej.
Alt for enig stundesløst de vender
retten vrang til uret; ej de ævner
fast at tugte sjælen, til dens spand
lydig-stolt mod målet lige stævner.
Slug dem, mørke! bedre mænd du sluger
dem, hvis hjærte ej var ôs men brand,
tog du grådig til dig; mindet knuger
hårdt mit bryst, og øjets bitre gløden
lindres ej af tårer. Det, jeg helst
nægted, må jeg sorgfuld nævne: Døden
ej de gæve skåner, men de fejge.
Hvo af dem, jeg fulgtes med, blev frelst?
Græsset suser gult om deres leje,
havets kryb i brynets hvælving bygger,
sandet stivner kruset der, hvor før
livet kresed. Kun de tavse skygger
breder armen ud; af længsel listed
de sig lønlig gennem nattens dør.
Ak, hver bro imellem os er bristet.
Han, hvis tale lød, som sølvet runger
dybt og rent, er stum, og han, hvis spot
gav den mætte latter nyfødt hunger,
smiler nu kun tyst med hvide tænder.
Al vor ungdoms rige guld blev gråt;
dyre timer ødtes; angren brænder
nu for sent: hvi søgte jeg så sjælden
eders åsyns lys i livets gry —
det gør sindet tåretungt i kvælden.
En især jeg savner; hvorfor skulde
han, der elsked solens lue, fly,
årle fældet, ind i dødens kulde?
Ven! jeg ser dig, som da først vi begge
dristig hasted mod den brede sø,
spejded frem, så vide syn kan række,
så’, hvor hav og himmel disig mødes,
glimt af lykkens underfulde ø;
lyst og alvor bag din pande brødes,
sangen blomstred dugget på din tunge,
solen leged om dit dunkle hår;
hvor fortrylled da dit hjærtes unge
frodig-sunde håb, din gyldne latter
mig, der aldrig ejed ynglings vår. —
Lig af ledne stunder rødnes: atter
vi to vandrer arm ved arm og våger
ensomt, hvor den tavse hedes vang
gråner under sommernattens tåger;
kun vort fjed i vejens sand vi hører,
klynk af fugl og havets dybe sang
langvejs fra, og mildt min hånd du rører;
tyst mod himlens dæmmersvøbte hvide
tog af stjærner ser du, men dit suk
røber sjælens visdomshungers kvide. —
Nu er blikket brustent. Guders avind
stivned læben; til dit hjærte hug
grådig dødens sorte nidding-glavind,
før dit hoved falmed. Aldrig råber
mer din røst til mig; men tungt dit trin
lyder ind med regnens tunge dråber.
Ven! af dybest hjærte må jeg blues;
jeg, der svælger lykkens røde vin,
ser dig, flygtet fra din muldne stues
trange mørke, bleg i vind og væde
stirre ind med smertedrag om mund,
sår af længsel efter lysets glæde,
syg af attrå efter livets varme,
her til mig, der synker trygt i blund,
favnet blødt af fulde, hvide arme. —