Hjærtets længsel flagrer slagen som en fangen fugl i bur;
langlig søger synet over røde tag og sodet mur;
men hvor tårnets snoning tyndes, mod den rene himmels blå
brat det springer og fortabes som en flygtig svunden svale,
og min tanke løber let og glemmer, hvi den brødes så,
bredes som en blomst i dagning, dugget efter nattens dvale.
Klare lys på luftens tinde, gyldenblåning, stråleglans!
Hvor du funkler over mulde, sommervindens sangerfølge
drager med og vækker bløde fugle-fløjt i lund til lands,
og en talløs lyd af latter bryder frem i brus af bølge,
og et tavl af gyldne linjer leger over søens bund. —
Hil dig, højlys over lande! Selv i byens bur du kvæger,
når du bringer, sol- og sanggud! gavmild mig dit blanke bæger,
sad jeg brudt og lå jeg bastet, gør din drik mig fri og sund!
Sund og stærk og rank og rørig! — Var da fordum sygt mit blod?
Nej, men jeg var meget mødig, træt i blik og tung i fod,
bøjet under dagens byrde drog jeg med forbitret sind,
følte årets vande ebbe, så’, hvor livets løv blev gule,
veg af vej, som den, der vandrer harm og hed med slagen kind,
stirred avindsyg mod høstens snare tog af frie fugle.
Bag mig! — Jeg er vadet over mismods voveløse elv,
skyggen, der mit hoved hylled, rev jeg sønder som et klæde,
tog et spring og favned dagen, ånded ud og var mig selv,
og jeg går med løftet bryn og smiler sund mod solens glæde.
For det bobler i mit hjærte, og det lysner for mit blik,
og det røde blod i åren suser som en sød musik.
Hvad om ulven over lammet viser verdens rette lov! —
Vend da livets hårde vilkår til et mere højt behov!
Styrk din hånd, at du kan fælde ulven, før den fanger rov!
Er du kun et fnug i vinden, hvirvlet hen en føje stund? —
Vel, lad fare! Børen bærer. Virk imens med hånd og mund;
flyv selvstændig frem med stormen, før den dysses bort i blund!
Er du kun en enkelt dråbe slugt af verdens vilde hav? —
Våg og virk, og der er langt og længe mellem svøb og grav.
Gør dig til en strøm i havet! Kend din styrke, rejs dit krav!
Er din vilje hård og vågen, højnes ævnen i dit bryst;
fnuget som en falk kan fare, let i vingen, fri og trøst,
dråben driver store bølgers hvide brus fra kyst til kyst.
Men lad ske, du ene ejer dråbens lod i havets skød, —
syng en sang om søens rigdom; tusind suser, hvor du sød,
evig varer havets fremgang, selv om dråben længst er død.
Dog den trøst er ej fornøden: du er én og agt derpå,
herre til en indre verden, ingen fremmed magt vil nå,
hæmmes ej af lås og lukke, når du lyster, kan du gå! —
Dybe væld af lyse vande, klare kilde, stærke strøm!
Se, jeg luder over voven, vugget mod en liflig drøm,
hvor en fugl i løv, der leger under lette vindes gang,
fløjter langlig, víst og dristig, hidser lyst, der sælsomt sårer,
ene jeg i sjælens stilhed lyder på den dunkle sang,
ingen véd, hvor hjærtet svulmer, fuldt af jubeltunge tårer.
Tyste lunde, ingen træder, køle lysning, ingen véd,
her, hvor hellig dæmring bredes, o min tankes dulgte dale!
mod din mur en hær i harnisk, gram i hu forgæves red;
ingen drot i al sin vælde bag din vold tør frit befale;
om han tvang min hånd og tunge, slog mit hår i vejens støv,
hvad han vandt, var lyd i luften, drag i sand af dødmands finger:
men af dybets hvide vande sangens sus som fordum klinger,
og den frie fugl i lunden fløjter bag det lette løv.