Vindskyggen drager dunkel på det blanke
hvilende vand, og dagningskærets luer
funkler i tusind røde flamme-tuer,
der ind mod skovens grønne dæmring vanke.
Fra hus og hytte stiger frem den ranke
blånende røg, og der, hvor himlen buer
sit blege hvalv, en flugt af hvide duer
solgyldnede slår mod markens gule banke.
O fryd, at træde kystens sand og føle
søvind og sollys over sine lemmer,
og springe glad og gysende til bunden,
og atter stige under sus af køle
mylrende hvide perlers blide stemmer! —
O, sjæl, hvor al din sorg er længst forsvunden!