Hvem gætter vel den næste dag?
Som søens gang er tidens tog,
og lidet mærke findes bag
for den, der vejen følger, —
et flygtigt skum, som kølen drog,
et lig, som drev, og gods af vrag, —
og for os havets tunge kog,
et liv, som mulmet dølger.
Tag varsel af det gamle år.
Hvad var det råb, som stærkest lød? —
Et søfald over verden går
og vide vil det drage!
Og om et andet år er fød,
det bringer næppe nye kår,
men strømmen flyder som den flød, —
tilbage og tilbage.
Der kæmper to i varig dyst:
en drift mod ret, en drift mod rov
der siges: lev, som du har lyst!
der bydes: du skal bindes! —
Det gælder: hvad er bedste lov?
Har hvermand ret til jordens høst?
Er den til deres særbehov,
der intet arbejd mindes?
Der strides mod forskelligt mål:
om ånd skal hævde sig ved ånd,
om det skal hedde: ti og tål!
til gode mænd og gæve.
Den ene axets gule vånd,
den anden svinger spir af stål,
her rækkes frem en åben hånd
og hist en knyttet næve.
Nu hyler ulv om land og by,
og fyrstens stav er skarpen sværd,
der høres som et våben-gny,
når man mod vejret lytter;
og borger-sind har ringe værd,
og axets guld er uden ry,
og lighed går i stodder-færd
og helst i lave hytter.
Dog er det værd at prøve på
at tjene under åndens flag,
om end den blev og mødig må
med fattigt følge vandre.
Om selv vi øjner ej den dag
de lade kan dens magt forstå,
den er dog slægtens bedste sag
og hellig fremfor andre.
Vi fører varsomt over sø
til andre tiders bedre muld
vor kundskabs kostelige frø,
og rolig frem vi stævner.
Vi bringer med et fagert kuld
af tanker, som skal ikke dø,
en fremtids-arv af lødigt guld,
og tiden tiden hævner.