Jeg løfter blikket fra min fod,
der ledig træder løv og torn;
det var som skingred mig imod
fra skovens brune dale
en frejdig klang af horn; —
den sødlig ramme dvale,
der gør mig veg i marv og sind
og synet dunkelt dæmper,
forgår som røg i vind;
jeg løfter blikket fra min fod
og hilser dig, September,
med dugget spind på gule strå,
med langvejs lyd og stille sol
og himlens skære blå!
Du styrker mig til vågen vagt. —
I sommerdagens hede stund
jeg droges af en døsig magt,
der røved viljens værge
og dyssed den i blund;
jeg gad mig ikke bjærge
men dreves mod en slugen kyst
med løse, lade hænder
i drømmens blinde lyst.
Du styrker mig til vågen vagt,
du hærder mig og spænder
min hånd til værk, min hu til agt
og sliber viljens hvasse stål:
jeg styrer farten som jeg vil
og mod mit eget mål.
Hvis dagen aldrig kunde dø,
hvis livet var en evig vår,
hvis verden var en åben sø,
hvor stormen aldrig træder
og intet skib forgår;
hvis ej den enes glæder
kan volde andre sorgens gråd,
hvis ikke tusind følger
har rod i hver en dåd, —
hvis dagen aldrig kunde dø,
jeg gik hvor duften bølger
af røde roser under ø,
og vejed lidet, hvor jeg fór,
og fanged vel den lette lyst
og skøtted ej mit ror.
Men bød os verden vrede kår,
og jager nattens sorte hund
og sluger dagens hvide får,
og syder bratte vover
i vejens snævre sund, —
jeg klager ej derover:
Langt heller dyste ryg mod ryg
og fælles skib bevare
end sejle ene tryg.
Og bød os verden vrede kår,
vi høster frugt af fare
og hærdes ved vort sår:
Når sjælen råder selv sin færd
med mande-viljens faste tag,
får livet rigest værd.