I
Her er det gode gamle, som vi kender;
det taler til os med vor faders stemme;
lad os det ny bag lås og lukke gemme;
de nye ting er alletider fjender.
Her er det ny som guld i dagens hænder;
det unge liv og lys kan ingen hæmme;
lad os det gamle inden aften glemme,
og hvis det dvæler, rub og stub vi brænder.
Men det er kun en ringe kunst at slå
sig blindt og lydt til et af disse to
og råbe hurra eller svinge riset.
Den rette vej er vanskelig at gå;
thi smal som knivens egg er dommens bro,
der leder ind til sandheds-paradiset.
II
Der siges tit, at skønheds falske druer
har vundet mangen digter guld og gunst,
endskøndt han ikke ejed nogen kunst;
thi dyd og røde roser alle huer.
Og disse ord er ikke idel dunst.
Men når en bog er hed af lystne luer,
den prises højt, hvor lidet digtet duer;
thi den forskønnes af sin læsers brunst.
Men er det kun Alcina’s lund, de ser,
— en øde spejling i den golde luft —
så tit de råber »land!« fra skibets mers,
da vil jeg heller vandre med Homer
i sangens rene evig unge duft
og søge Miltons kongelige vers.