Nu Sommerens gyldne Tid er endt,
og Træernes Løv er falmet;
forlængst har Storken os Ryggen vendt
og Markernes Aks er samlet;
og inde i Skoven — hør blot, hør,
hvor Egen sukker og knager,
mens Efteraarsvindens første Tag
vildt gennem Skoven jager.
Bag sorte Sky sig viser en Streg
af Oktobers klamme Maane,
og tunge Bølger tumles i Leg,
hvor Skrænter mod Havet sig skraane;
og inde i Brystet — hør blot, hør,
hvor Hjertet i Vemod banker,
med Smerte Du mærker, Somren dør,
— at Vintren har kastet Anker.