Andreas Peter Liunge (1798–1879)

Os vinker Druens Kraft og Ild,

og Skaalen Evan rækker mild;

han henrykt Thyrsusstaven svinger,

og Faun og Nymphe ham omringer,

og, krystende hans Nektardrik,

Apol begeistres ved hans Blik.

:|: Høit prises han, ved Bægerklang,

med Strængeleeg og Jubelsang. :|:

Paa Rosenstien saligfroe

vi Ranken om vor Tinding snoe.

Naar Manddoms Kraft i Hjertet luer,

det hylder Evan og hans Druer,

og seent, selv nær ved Gravens Skjød,

i Vinen funkler Livets Glød.

:|: Thi tone skal ved Bægerklang,

Gud Evan! dig vor Jubelsang! :|:

Ja Hil dig, milde Druegud!

See, Fryd fremtrylles paa dit Bud!

Naar Vinens ædle Draabe rinder,

i den hver jordisk Sorg forsvinder;

det skabte Alt i kjærlig Lyst

omslutter glad det fulde Bryst.

:|: Dig, Glædens Gud! i festlig Sang

lovprise vi ved Bægerklang! :|:

Godgjørenhedens skjønne Aand

udbreder Rankens Epheubaand.

Omsonst ei Armods Taarer flyde,

vi villig Broderskjerven yde,

og hylde ved Pokalen fuld

Gud Evans milde Faderhuld.

:|: Lovpriser ham ved Bægerklang

i Frydelag med Jubelklang! :|:

Og helst til ærligt Venskabs Lag

han smiler ned med Velbehag,

hvor kraftfuld Lyst og fyrig Gammen

mod Himlen hæver offerflammen;

da dobbelt Ild og Dobbelt Mod

hans Nektar gyder i vort Blod.

:|: Thi tone her ved Bægerklang,

Gud Evan! dig vor Jubelsang! :|: