Salig Fryd besjæler mig
Mel.: Vil du være stærk og fri.
Mel.: Vil du være stærk og fri.
Salig Fryd besjæler mig,
hver en Sorg sig fjerner;
henrykt Aanden hæver sig
op til Himlens Stjerner.
Dog, jeg bliver heller her,
kan jeg ærligt sige:
Sang og Viin, o Brødre! er
nu mit Himmerige.
Undrer eder, Brødre! ei,
jeg er saa til mode.
Ei der findes, mener jeg,
nogen bedre Klode.
Nei den bedste denne er,
jeg for Sanden siger:
har vi ikke Druer her,
Venskab, Sang og Piger?
Da vi sidde nu engang
her saa smukt tilsammen,
tænker jeg, maa Glassets Klang
tone til vor Gammen.
Mange Venner skille ad
vel en hundred’ Mile,
derfor skal man her i Rad
snelt til Glæden ile.
Leve Drot og Fædreland!
er min første Lære.
Synge hver, som drikke kan.
dem bør Lov og Ære!
Hver en Borger, gjæv og fri,
bør den Anden gjelde,
Mod ei være Praleri,
Frihed ei en Bjelde!
Saa vi hilse frydelig
Møerne de vene!
Hver sig tænke ridderlig
hvem han vel kan mene;
synge saa af Hjertens Lyst,
Vivat for sin Pige,
love fast, af ærligt Bryst,
aldrig hende svige!
Venskab er det næste Glas,
Venskabs Himmelglæder!
Dog, i støiende Collaz
ei jeg om det leder.
Hil det Par, som troe, men tyst,
Alting med mig nyder,
som i Sorg mig skjænker Trøst,
i mit Held sig fryder!
Hjertet strømmer i vor Sang,
Skaal hver lystig Frater!
Leve høit ved Glassets Klang
brave Kammerater!
som paa Livets brede Vei
dele froe dens Gammen;
som i Vanheld svigte ei,
ærlig holde sammen!
Som vi her nu sammen er,
ere sammen Mange;
gid, som vi, at nu Enhver
Held og Glæde fange!
Hver, som Aander, virker, boer
mellem os hernede;
til den hele vide Jord
smile Fred og Glæde!