Antologier

Digter-Krands (1826)
En Samling af udkaarede ældre og nyere Selskabssange

Alt da jeg var en Purk
Alting
Alt i Verden koster Møie
At Verden for mig præke maa
At Verden til Feide har udrustet sig
Amici
Arrig slog Stærkodder Rynker på Næsen
At al Verdens Levemaade
Bacchus kalder, deler hans Trone
Broder! see Dampen af Bollen sig hæver
Broder! tag Glasset! vort Løsen er Glæde!
Brødre! lader Sangen stige!
Den samfulde Verden nu taler om Fred
Du spørger
De Vise laste vores Jord
Det hedder, at de unge Piger
Druen voxer paa vor Klode
Du Abekat! som grunder alle Dage
Hvad man ei bli’r kjed af
Ei du skal af Harme revne
Enhver sine Griller forjage
De fem Skaaler
En tungsindig melankolisk Mand
Evan bli’er dyrket paa mangen Slags Maade
Evan byder os at drikke
For at være, som man bør
For Jordens Lykke blev Druen til
Før Noah Tid var Adams Børn kun Tosser
Hr Bacchus er en skjønne Mand
Hver glædens Ven
Hver Mand, som er værdig at hedde Soldat
Hver paa Jorden har sin Skik
Hvi rose i saa vore Fædre
Hvis et godt Raad I følge kan
Hvor Fader Evan troner, Glæden smiler
Hvor skjønt, naar Aftenstjernen venlig blinker
Hør til enhver, som Viisdom ynder!
Ja Vinen fryder Mandens Bryst
Ja! Vinen fryder Mandens Sjel
Jeg aldrig det for Vellyst kjender
Jeg er en af Mørkets Sønner
Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret
Jeg priser Druens ædle Saft
Jeg reiste saa vide omkring paa vor Klode
Jeg veed mod Bekymring den ypperligste Kuur
I et Viinhus vil jeg sige
Kom Brødre! kom! nu vil vi til at drikke!
Kom hid, du Vinens muntre Gud!
Kommer! Bacchus vil vi dyrke!
Lad Aaret forandres og væltes omkring,
Lad os drikke, lad os synge
Mahomed Tyrkerne skjændig forraadte
Manden med Glas i Haand
Man kan baade lee og græde
Rødviins Berømmelse
Midnats klokkens Slag alt lyder
Mihi est propositum
Naar fra Kroen jeg kommer tilbage
Naar jeg min Flaske tømmer
Naar man sit Glas har tømt i Ro
O Bacchus! rul til Jorden paa din Tønde
O, Flaske! som bragtes forseglet herhid
Om jeg paa min Samvittighed
Om Punschens Smag, om Punschens Kraft
Op Musernes Sønner!
Os den vise Syrak lærer
Os Flaskerne vinke til Glæde
Os vinker Druens Kraft og Ild
Skal jeg være glad, saa maa jeg drikke
Skjenk i Glasset, thi nu vil vi drikke,
Snart bortile Livets Dage
Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord
Søde Drue! dig vi hylde
Tag Sæde, Ven!
Til Viindruens Priis
Tit faaer jeg, naar jeg drikker
Tøm ud dit Glas, gjør mig Besked!
Ud til Kampen os Flaskerne byde
Var Odin ei den Viseste i Norden
Vel Danmark med enkelte Druer sig pryder
Velkommen, varme Purpurskaal
Venner! vælg, som jeg, en Talisman
Venskab, Kjerlighed og Viin
Vil du være stærk og fri
Vinen til alle Drikkes Fyrste
Vingudens Gaver alt Bordene pryder
Grammatikalsk Drikkevise
Af fyldte Bægre vinkes vi
At være glad er det en Kunst
Bland ei din Røst med Daarens Klage!
Datter af Ungdom, Munterhed
De Boglærde stundom har maadelig Sands!
Den som er klog, leer ad Tossernes Spot!
Der er et Land, Citronen blomstrer vildt
Dersom det er sandt, Man siger
De store Cirkler som Pesten jeg hader
Du vort Selskabs Skytsgudinde
Ei Guld og Gods jeg spørger om
Endnu har vi Sommer
Enhver, hvis Sjel er stemt til jævne Glæder
Enhver, som har Glæde og Munterhed kjær
End sidde vi ved Vennebord
End smiler Glæden over hele Jorden
En Perle jeg kjender, saa reen og saa skjøn
Et evigt Baand af Liv og Glæde
Et Bal er dog ret en herlig Sag!
Forglem mig ei! naar Glæden dig indbyder
For Glæden i Venskab at finde
Fra Barnet, som i Vuggen hviler
Fryd dig ved Livet
Glæde! du som mild udbreder
Glæden er Himlens velgjørende Gave
Glæden vinker os igjen
Her, hvor vi forsamles til Glæde
Hvad plage de Folk paa Guds yndige Jord
Hvad spørger jeg om Gods og Guld
Hvad var Livets største Glæder
Hvo lystig er, som jeg, kun han
Hvorfor med Griller Sindet plage
Hvor Livet blomstrer i dets Fylde
Nei, nei, det ei saa let gaaer til
Hvor skjønt i Vennekjæde sammen
Hvor var det skjønt, ifald vi kunde med hverandre
Hvo vilde sig med griller plage
Ja Folk maae sige alt hvad de vil
I dag vor Røst er Jubellyd
Jeg bærer respekt for hver Krone
Jeg elsked’ meest det kjere Land
Jordkuglen i sin Cirkeldands
I Salen Festens Jubel gjalder
I talrigt Lag her Fader Evan smiler
Kom lad os drikke egen Skaal
Lad Aaret komme, Aaret gaae
Landflygtig Glæden var paa Jorden
Livet er tit ved et Blomsterbed lignet
Man tumles blandt Sysler og Glimmer og Larm
Man væver os immer om Fædrenes Tid
Mildt, som Aftenstjernen, smile
Nyd Livets korte Morgenrøde
Og dette Glas, som Druen fylder
Presser Druen! Glasset fyld!
Saa glade vi hæve den fulde Pokal
Salig Fryd besjæler mig
Samles her til milde Glæder
Sangen toner, Druen blinker
Skjønne Guddomsstraale, Glæde!
Skjøn og herlig er vor Jord
Som Mænd og Brødre vi samles her
Tage Verden som den er
Til Glædens Priis lad Hjertets Toner strømme
Til Glæde! til Glæde!
Tre venlige Stjerner de blinke
Ud i Verdens vilde Larm
Uskyld, vor Lyksalighed!
Ustandset Timeglasset rinder
Vaagn op til Fryd
Vil du den sande Lykke finde
Vi ældes, vor Isse bli’r skaldet og graa
Vort Liv ustadigt er og kort
Vær du vort Samfunds Skytsgudinde