Ak, hvilke Vintermorgener, hvor Dagen fødes
som i usalig Smerte, gispende af Kulde;
hvor Lyset frysende med Mulmet mødes
og slaar sit hvide Lagen over Mulde.
Hvor er den Sol og Glans, hvoraf vi skulle
i Dagens korte Timer gennemglødes.
Døsig jeg hører Arbejdskærrer rulle,
af disse Lyde mine Drømme brødes!
Jeg rejser mig i Sengen, ser mod Ruden,
mod denne Røg af Dag. Lad graane, graane,
du Dag for Himlens gustenhvide Maane!
Et lille Barnehoved løfter sig fra Puden,
min Dreng — det røde Haar! Og se, han smiler!
Hans Blik i Dagen fuld af Tryghed hviler.