I
Vi gik en Solskinsdag
igennem Foraarsskov
og i vort Aandedrag
en Lykkelængsel sov.
Jeg brød en Bøgegren
og slog i Vejens Støv;
da flænged Grus og Sten
det friske, grønne Løv.
Du blegned, standsed, saa . . . .
du brast i Graad og løb.
— Henover Stammer graa
din rædde Skygge krøb.
II
Jeg fangede dig ind.
Du blev min lyse Vaar,
du blev det dybe Sind,
der lytter, hvor jeg gaar.
Du blev et frodigt Løv
højt over Grus og Sten.
— Jeg hader Vejens Støv,
min friske Bøgegren!
III
Jeg købte til min Søn
et lille Bøgetræ;
hver Kvist var stor og skøn
for ham, det lille Kræ.
Han er en livsglad en
trods Vugge, Svøb og Baand.
Du brød en spinkel Gren
og stak den i hans Haand.
Først laa han lidt og saa;
saa blev han mere snu —
med Negle røde, smaa,
han kradsed den itu.
Da lo du — hvor du lo
hoverende og kaad!
— Jeg følte i mig gro
en andagtsstille Graad.
Jeg saa den faldne Gren,
dér, hvor vi en Gang stod
og Vejens Grus og Sten
med Præget af din Fod.
Nu staar en lille Seng
imellem vore Knæ
og gemmer blødt vor Dreng,
frisk som et Bøgetræ.
Mit varme Blik forstaar
din Latter, lys og ren:
Se, i hans Hænder slaar
en flænget Bøgegren!