Natten skrider, hyllet i Taage;
tro paa Skansen Vagterne vaage;
Nordens Stjerne dølges i Mulmet,
intet Glimt bag Skyernes Rift!
Tunge Tider gik over Norden!
vrede Norner raade paa Jorden;
Midgaardsormen, edderopsvulmet,
glædes ved sin Sejersbedrift.
Hvor er alt det store, vi drømte?
hvor er Løftets Bæger, vi tømte?
Prøvens store Time var kommen;
fandt den kun en smaasindet Æt?
Folkerøst fra Fjeldet og Dalen,
var du kun som Skum i Pokalen?
og, naar Saga stævner til Dommen,
skal din Vægt da findes for let?
Købes maa, hvad værd er at eje;
ej paa Medgangs banede Veje,
ej med Vid og lellende Snilde
vandt et Folk udødeligt Ry;
Synd maa sones, Daarskab maa bødes;
Sejre vindes kun, hvor der blødes;
Mod til Offer, Kraft til at ville,
det er Prisen, den tør du ej sky.
Daarer tvivle, Nidinger svige;
blev vi færre, hvad vil det sige?
højt og stolt vi løfte vor Fane,
ængstes ej, for Stien er trang.
Om end mangt et Øje skal lukkes,
aldrig skal dog Haabet udslukkes;
tæt vi fylkes, trofast vi bane
Vej for kommende Slægters Gang!
Naar en Storm gaar hen over Jorden,
kommer atter Prøven for Norden;
da skal Avner skilles fra Kerne,
alle Kræfter vækkes af Blund;
er der da fra Fædrenes Dage
Mod og Marv i Folket tilbage,
da skal Nordens funklende Stjerne
varsle klart Forjættelsens Stund.