[Tit hun mindes], hvordan engang vi leved,
da Gudinden i dig hun saa,
og hun valgte din Sang for alle Sange.
Nu i Lydien straaler hun blandt Kvinder,
som saa tit efter Solnedgang
naar den spreder sit Skin paa salten Hav og
Mark, hvor Dug over Roser faldt,
over Kørvel og frodig Honningkløver.
Tit naar hun paa sin Vandring venligt mindes
Atthis’ ømme Hengivenhed,
lægger Sorgen sin Byrde tungt i Barmen.
Og hun raaber og højt os to hun kalder,
Natten tværs over Havets dyb