Lykkerig, ja Guderne lig jeg finder.
ham, du giver lov til at sidde nær dig,
vendt imod dig, lyttende til din Læbes
liflige Vellyd.
O — din længsel-vækkende hede Latter!
Hjertets Banken bæver mig gennem Barmen.
Naar mit Øje hastig din Skønhed møder,
svigter mit Mæle.
Tungen lammes brat, som en Pil, der knækkes,
lette Luer hen under Huden løber,
min Øjne dummes, en Brænding koger
i mine Øren.
Sveden springer ud mig af alle Porer,
Kroppen ryster, og som et Græs jeg blegner.
Alt mit Ydre falmer, som have Døden
rørt ved mit Hjerte.
— — —