Thøger Larsen (1875–1928)

Hør mig nu alle

hellige Slægter,

store og smaa

af Heimdals Sønner.

Valfader vil, at jeg skal melde

om Mænd i Oldtid,

det ældste, jeg veed.

Jeg saa’ Oldtids

første Jætter,

de har forhen

selv mig fostret.

Jeg husker ni Verdner,

ni Hjem i Træet,

Al-Træets Ungdom

i Underjorden.¹

Aar var aarle

over Ymers Bolig.²

Ej var Sand, ej Sø,

ej svale Bølger;

Jord fandtes ikke,

ingen Himmel,

Ginnunga-Gab var,

men Græs aldrig.

Før Burs Sønner³

lod Lande stige,

da de mægtigt

Midgaard skabte.⁴

Sol sken sønden

paa Sten i Salen,

da groed af Grund

grønne Urter.

* Sol kom sydfra

sammen med Maane,

højre Haand

greb Himmelranden.

Sol kendte ikke

sine egne Sale,

Maane kendte ikke

sine egne Kræfter,⁵

Stjerner kendte ikke

deres egne Steder.

* Da steg alle Guder

til Skaber-Stole,

hver hellig Gud,

for Raad at holde.

Nat og Næet

gav de Navne,

Navn fik Morgen

og Middagstid,

Mørkning og Aften

for Aar at tælle.

Aserne mødtes

paa Idesletten,

der de Helligdom

og Hove bygged,

Smedjer blev opført,

og alting prøvet,

ædelt Metal ved

Esser hamret,

dannet Tænger

og tungt Værktøj.

Tavl paa Tunet

tit de leged,

intet de savned,

alt var gyldent,

da kom tre mægtige

Tursemøer,

avlet af Jætter

i Jotunheim.⁶

* Da steg alle Guder

til Skaber-Stole,

hver hellig Gud,

for Raad at holde

om, hvem der skulde

skabe Dværgfolk

af Blod-Brænding

og af blaa Ben.⁷

* Da blev Modsognir

øverst mellem

alle Dværge,

og dernæst Durin.

I Mands Lighed

dannedes mange

Dværge af Jorden,

som Durin sagde.⁸

* Til tre Aser

af Asaskaren,

stærke, gode

Guder kom gaaende,

fandt ved Stranden

svage og arme

Ask og Embla⁹

uden Skæbne.

* Aande de drog ej,

Aand de ej havde,

ej Liv, ej Farve,

ej Blod, som leved.

Aande gav Odin,

Aand gav Høner,

Lød gav Loder

og Blod, som leved.

* Ask veed jeg stande,

kaldet Yggdrasil,

staar med hvide

Stænk paa Grene.

Derfra kommer Duggen,

som falder i Dale,

over Urds Brønd Asken¹⁰

evigt grønnes.

* Derfra kommer Møer,

mangt vidende,

tre fra den Sø,

som under Træet ses,

[Urd er den ene,

den anden Verdande,

Skuld staar der skaaret

i Stav til tredje,]¹¹

Lov de lagde,

Liv for Verdens

Børn de valgte,

voldte Skæbner.

Ene sad hun ude,¹²

da den oldgraa kom,

Anelsers Asa,

og saa’ i Øjet dybt.

Hvem spørger mig?

Hvi friste mig?

Alt veed jeg, Odin,

hvor du Øjet dulgte.

I Mimers Brønd,

den meget kendte.

* Mjød drikker Mimer

hver en Morgen

af Valfaders Pant.¹³

Veed I mer eller hvad?

Hærfader gav hende

Ringe og Halsbaand,

Sandsigergave,

Spaadomsstave.

Vidt saa’ hun, vidt ud

i hver en Verden.

Hun saa’ Valkyrjer,

vidt fra komne,

færdig at ride

til Goters Folk.

* Skuld holdt Skjoldet,

Skøgul ogsaa,

Gunn, Hild, Gøndul

og Geirskøgul.

Den Krig, hun først i

Verden mindes,

kom, da Spydet

stak Gulveig,¹⁴

og hun i Højs¹⁵

Hal blev brændt,

tre Gang’ brændt,

som tre Gang’ baaren.

— — —

— — —

Heid hun hed,¹⁶

hvor i Hus hun kom,

Spaadomsvølven,

Ulve hun tæmmed,

Sejd hun evned,

Sejd hun øved,

altid elsket af

onde Magter.

Da steg alle Guder

til Skaber-Stole,

hver hellig Gud,

for Raad at holde

om, hvem der List i

Luften blanded

og Ods Mø skænked¹⁷

til Jætteslægten.

Tor ene heftig

Harme viste,

han sidder sjældent,

naar han saadant spørger,

da revned Eder,

Ord og Løfter,

Overenskomster

brødes alle.

Hun veed, hvor Heimdals

Horn er under

det hellige lyse

Løvtræ lagt.¹⁸

Over det øses

Fossevældet

af Valfaders Pant.

Veed I mer eller hvad?

Øster sad den oldgraa

i Urskoven¹⁹

og fostred der

Fenres Yngel;

deriblandt er

den, som bliver

Sols Tyv

i Trolds Ham.

Den ved Baarer

fylder Bugen,

oversprøjter med Blod

Guders Bolig.

Sort bliver Solskin

de næste Somre.

Alt Vejr værres.

Veed I mer eller hvad?

Han sad paa Højen

og slog Harpen,

Gygens Vogter,²⁰

gladen Egdir.

Nær ham gol i

Galgegrenen²¹

en skøn rød Hane,

den, som hedder Fjalar.

Gyldenkammen

gol hos Aser.

Den vækker Helte

hos Hærfader.

En anden galer

under Jorden,

Hanen som Sod

i Hels Sale.

Jeg saa’ Balder,

blodig Guddom,

Odins Barns

skjulte Skæbne.

Jeg saa’ vokse

højt paa Volden

tynd og yndig

Mistelten.

Hød traf med Buen,²²

Træet var Pilen,

som mig syntes

sorgbevinget.

Men Frigg begræd²³

i Fensale

Valhals Ve.

Veed I mer eller hvad?

En saa’ hun ligge

under Kilde-Lunden,

en, som ligned

Loke i Lænker.

Der sidder Sigyn²⁴

støt ved hans Side,

smiler aldrig.

Veed I mer eller hvad?

Da snor Vale²⁵

viede Tove,

haardt de holder,

tvundet af Tarme.

Aa gaar af Øster

i Edderdale,

Sværdenes Blod-Aa,

som hedder Slid.

* Nordligt stod der

i Nidefjælde²⁶

Sal af Guld

for Sindres Ætter.²⁷

En anden Sal

saas i Okolne,²⁸

Jættens Brygsal,

som hedder Brime.²⁹

Sal saa’ hun stande

fjernt fra Solen

paa Dødningestrand

med Døren mod Nord,

Edderdraaber stænker

ind ad Lugen,

slynget henad Vægge

er Slangerygge.

Der saa’ hun vade

i sejge Vande

Meneds-Mænd

og Mordulve,

den, som faar Elskov af

andres Kvinder,

der suged Nidhugs

Næb de døde,

Ulv sled i Aadsel.

Veed I mer eller hvad?

Frem ser jeg længer,

meget kan jeg sige

om Ragnarok,

Faldets Rædsel.³⁰

Brødre hinanden

Banesaar hugge,

Børn af Søskende

Blodsbaand bryde,

Grundene larme,

Gygerne flyve,

og ingen Mand

skaaner andre.

Vildt lever Verden,

Hor saa vide,

Hugtid, Hærtid,

halve Skjolde,

Vindtid, Ulvtid,

saa vælter Verden.

Mims Sønner ile,

thi Skæbnen galer³¹

ud af det gamle

Gjallerhorn.

Højt blæser Heimdal,

Horn er i Luften,

Ord skifter Odin

med Mims Hoved.³²

Da skælver Yggdrasils

Ask, det gyser

gennem det gamle Træ.

Da løses Jætten.

Garm glammer højt³³

ved Gnipahulen.³⁴

Lænken brister,

og Ulven løber.

Hrym ager østfra

med Skjoldet hævet.

Jordslangen snor sig

i Jætteharme.

Ormen slaar Dybet,

og Ørnen skriger,

har Ligkød paa Næbet,

Naglfar løsner.³⁵

Skib gaar østrfra,

Muspels Mænd kommer,³⁶

over Hav ledet,

og Loke styrer.

Alle Uvætter

med Ulven følger,

Byleists Broder³⁷

er med paa Færden.

Surt kommer sydfra³⁸

med svaje Luer,

Valguders Sol

fra Sværdet skinner.

Klipper knage,

og Gyger klage,

døde træder Helvej,

Himlen kløves.

* Hvad nu med Aser?

Hvad nu med Alfer?

Nu gnyr al Jotunheim,

Aser gaa til Tinge.

Dværge stønne

ved Stendøre,

Bjergvægs vise.

Veed I mer eller hvad?

Da kommer Hlins³⁹

Harm anden Gang,

naar Odin gaar

til Ulvkampen,

og Beles lyse

Bane mod Surt,⁴⁰

da falder Friggs

Fryd i Kampen.

* Da maa den store

Søn af Sejrfader

Vidar kæmpe

med Valdyret,⁴¹

haardt han hugger

Hvedrungs Søn sit⁴²

Sværd til Hjertet,

hævner sin Fader.

Da kommer den stærke

Søn af Hlodyn,⁴³

harmfuld Midgaards Vogter

nedhugger Ormen.

Ni Fjed gaar da

Fjørgyns Søn,⁴⁴

isnet af Øglen,

men uden Angest.

Folk har ej mer

i Midgaard hjemme.

Sol ser hun sortne,

synke Land i Hav,

haste af Himlen

herlige Stjerner.

Røg formørker

Maaneskiven.⁴⁵

Højt leger Hede

ved Himmelbuen.

Op ser hun komme

andre Tider

Jord af Vande,

grøn af Vaaren.

Fosser falde,

Ørn flyver over,

som paa Fjældet

Fisken hugger.

Aser mødes

paa Idesletten,

mindes den slagne

Muldomslynger,⁴⁶

og mindes der

de mægtige Domme

og Fimbultys⁴⁷

første Runer.

Der skulle atter

underfulde

gyldne Tavler

i Græsset findes,

dem, som i Oldtid

[Guders Førers

og Fjølnes Slægts]⁴⁸

Ætter havde.

Da skal usaaede

Agre vokse.

Bittert skal bedres,

Balder skal komme,

Høder og Balder bebo

Hropts Højsale,⁴⁹

de gode Valguder.

Veed I mer eller hvad?

Selv faar Høner⁵⁰

sin Lod i Hænde.

Sønner af begge hans

Brødre bygge⁵¹

i Vindhjem vide.

Veed I mer eller hvad?

Sal ser hun straale,

mer end Solen,

gyldne Tage

i Gimle.

Der skal det bedste

Folk da bygge,

og alle Dage

dejligt leve.

Da kommer den høje

til Herredømme

hid fra oven,

han raader for alting,

siger Domme

og hævner Sager,

hellig Lov

fra ham skal holdes.

Frem flyver den skummelt

skinnende Drage,

Øglen dernede

fra Nidefjælde.

Paa Flugt over Val

ved Nidhugs Fjedre

Lig hænger ned. —

Nu maa hun synke.