Vølvens Spaadom
Vøluspá
Vøluspá
1.
Hør mig alle hellige Slægter,
Heimdals Sønner store og smaa!
Valfader vil det, vel skal jeg nævne
Slægters Skjæbner, jeg skued først.
2.
Jeg mindes Jætter i Oldtid baarne,
de som fordum mig fostret har.
Ni Hjem veed jeg, Verdensrum ni,
Skabnings-Træets skjulte Rødder.
3.
I Aldres Old Ymer bygged;
ei var Sand, ei Sø, ei svale Vover;
Jord ei havdes, ei høi Himmel,
Ginnungs Gab var, men Græs ei saaes.
4.
Jordkredsen Bors Børn da løfted,
de det mægtige Midgaard skabte;
Sol fra sønden paa Stenbund sken:
groede af Grund grønne Urter.
5.
Aser mødtes paa Idesletten,
Helligdomme høit de bygged,
Esser de grunded, Guld de smeded,
virked Tænger, Værktøi danned.
6.
Paa Tun de tavled, trøstig’ var de,
— gyldent var Alt hvad Guder aatte —
til der trende Thurse-Møer kom,
Jævninge stærke fra Jætte-Hjem.
7.
Verdens første Feide veed jeg,
da med Geirs-Od Guldveig stødtes
og i den Høies Haller brændtes;
trefold brændtes trefold Baaren.
8.
Heid hun hed, hvor Hus hun søgte,
spaaende Vølve, viis i Trolddom;
Seid hun øved, seided ivrig,
altid onde Kvinders Yndling.
9.
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
om Aser Afgift yde skulde,
eller alle Guder Offer gives.
10.
Odin sit Spyd slynged mod Hær;
Verdens første Feide var det;
Gudeborgens Ringmur brødes,
stridsfro Vaner paa Sletten vrimled.
11.
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
hvo havde Luft med Lede blandet
og Ods Mø til Jætter givet.
12.
Kun Thor slog til i Trods og Harm,
sjelden han sidder, naar Sligt spørges;
da blev sveget svorne Eder,
helligt Forlig, haandgivne Løfter.
13.
Hun veed Heimdals-Hornet fjælet
under det høie hellige Træ;
det ser hun vædes med vandrig Fos
af Valfaders Pant. Veed I end, eller hvad?
14.
Ude sad hun, den Aldrende kom;
Skrækguden hende skued i Øie:
"Hvorom fritte I? hvi friste I mig?
Jeg veed, Odin! hvor Øiet fjæles."
15.
Jeg veed Odins Øie fjælet
udi Mimers mægtige Brønd;
Mjød hver Morgen Mimer drikker
af Valfaders Pant. Veed I end eller hvad?
16.
Odin skjænked Ring og Smykker;
Visdom hun eied og Vølve-Kraft.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg,
saae vidt og vidt over Verdner alle.
17.
Saae Valkyrjer vide komme
rede at ride til Gote-Riget;
Skuld holdt Skjoldet, Skøgul dernæst,
Gunn, Hild, Gøndul og Geirskøgul.
18.
Jeg saae Balders, den blodige Guds,
Odin-Sønnens skjulte Øde:
høit stod voxen over Vænget
myg og meget faur Mistelten.
19.
Fra hin Væxt kom — saa veg den syntes —
Smertes-Spydet, slynget af Hød.
Frigg i Fensal fælded Taarer
for Valhals Ve. Veed I end? eller hvad?
20.
Knytte kan hun Krigsbaand stærke,
vundne haardt af Vales Tarme;
saare sorgfuld Sigyn holder
Vagt hos Vennen. Veed I end eller hvad?
21.
Aa rinder vest fra Edderdale
med Sværd og Saxe, Slid den hedder;
— — — — — — — — — —
— — — — — — — — — —
22.
Stod mod Nord paa Nidesletten
Sal af Guld for Sindres Ætter;
stod en anden paa Okolne,
Ølsal, Jætten Brimer aatte.
23.
Saae hun stande fjernt fra Solen
Sal paa Naastrand, Dør mod Nord vendt;
Edder drypper ind ad Lyren,
Ormerygge Salen ringle.
24.
Saae i stride Strømme vade
mensvorne Mænd og Mord-Ulve;
Nidhugg suged Nedfarnes Lig,
vild sled den Viking. Veed I end? eller hvad?
25.
Øst i Jernskov sad den Aldrende,
der hun fødte Fenres Slægter;
af dem Alle een skal vorde
Stjernens Tyv i Trolde-Ham.
26.
Den i Feiges Fedme fraadser,
rødner med Blod Guders Bolig;
Solskin sortner, Somre efter
er Veiret vildt. Veed I end eller hvad?
27.
Sad paa Høien og Harpen slog
Gygens Vogter, gladen Egder;
for hannem goel i Fuglevang
faur-rød Hane, Fjalar hedder.
28.
Goel for Aser Gyldenkammen,
der Hærfaders Helte vækker.
En anden goel under Jorden,
sod-rød Hane i Hels Sale.
29.
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, bort løber Ulv.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.
30.
Brødre blive hinandens Bane;
monne Sødskende Slægtskab spilde,
haard bli’er Verden Hor gaar i Svang,
ingen Mand den anden skaaner.
31.
Mims Sønner lege, maner om Fald
lydt den gamle Gjaller-Lur;
Heimdal blæser, Hornet i Sky:
Odin mæler med Mims Hoved.
32.
Stærkt Yggdrasils-Asken skjælver,
Oldtræet brager, Jætten er løs;
Alle ræddes i Hels Rige,
indtil at Surts Slægtning løber.
33.
Hvad er med Aser? hvad er med Alfer?
Jættehjem gnyer, Aser tinge;
Dværge stønne ved Stendøre,
Vægbjergs-Vise. Veed I end eller hvad?
34.
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, Ulv løber bort.
Vartegn veed jeg videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.
35.
Hrym farer østfra, Skjold han ryster,
Slangen sig vrider i Jætte-Vrede,
Orm slaar Vover, Ørnen gjælder,
Nebbleg slider Lig: Naglfar er los.
36.
Skib kommer nordfra: stevne mon Hels
Skarer over Sø, og Loke styrer;
mod Fenre alle Frygtelige fare,
de have Byleipts Broder blandt sig.
37.
Surt med Flammer farer fra Syd,
skinner fra Sværd Slagguders Sol;
Graabjerg ramler, Gygen raver,
Helt gaar Helvei, Himlen kløves.
38.
Haver da Hlin sin anden Harm,
naar Odin drager mod Ulv i Dyst,
og Beles blonde Bane mod Surt;
monne Friggas Fryd da falde.
39.
Hlodyns store Søn fremstander;
Jordens Gjord om Luften gaber,
Glød den spruder, Gift den spyer;
Odin-Sønnen Ormen møder.
40.
Vred den veier Midgaards Vogter —
monne Mænd da Mandhjem rømme —
Fjorgyns Barn ni Fjed vakler bort,
saaret af Snogen, den svig-smidige.
41.
Sol alt sortner, i Sø Jord segner,
klare Stjerner fra Himlen styrte,
Dampen hvæser og Livsvarmeren,
Luen høit ved Himlen leger.
42.
Glammer Garm ved Gnipahule:
Bolte briste, bort løber Ulv!
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.
43.
Ser opstige for anden Gang
Jord af Havet grøn og herlig:
Fosser falde, Ørn flyver over,
den paa Fjeldet Fiske fanger.
44.
Aser mødes paa Idesletten,
Midgaards-Ormen der de mindes
og det store Skjæbne-Stevne
samt Fimboltys Fortids Runer.
45.
Derpaa findes under-fulde
gyldne Tavler, i Græsset glemt,
dem i Oldtid selv de aatte.
— — — — — — — — — —
46.
Agre monne usaaet voxe,
Ondt mon bedres, Balder kommer;
han boer med Hød i Hropts Haller,
Valguders Sal. Veed I end eller hvad?
47.
Ønske-Kvisten Høner kaarer
— — — — — — — — — —
og Tveggs Brødres Børn vil bygge
i viden Vindhjem. Veed I end eller hvad?
48.
Sal ser jeg staa mer faur end Sol,
udi Gimle gylden-tækket;
skal der skyldfri Skarer dvæle
og i Livstid Lykke nyde.
49.
Kommer herlig Stor-Herskeren,
stærk fra oven, Alt han styrer;
Dom han siger, Strid han stiller,
fæstner Vedtægt, som vare vil.
50.
Kommer dunkel Drage flyvende,
ful fra neden Nide-Fjælde;
slæbes i Fjer frem over Sletten
Lig af Nidhugg: nu han synker.
INDSKUD I VØLUSPÁ
I. Midnatssol og Maane.
5.
Sol greb sønden — var Maanens Sinde —
med høire Haand om Himmelrand;
Sol ei vidste, hvor Sal den aatte,
Maane ei vidste, hvad Magt den aatte.
6.
Mødtes Magter til Maalstevne,
Nat og Næde Navn de gave,
Morgen nævned og Midje-Dag,
Unnen og Aften, Aar at tælle.
II. Dvergenes Skabelse.
9.
Mødtes Magter til Maalstevnet,
hellige Guder handled derom:
skulde Dverges Skare skabes
af Brimes Blod og Blains Ben.
10.
Var Modsogner mægtigst vorden
af alle Dverge, dernæst Durin;
i Mands Billed danned de mange
Dverge i Jord, som Durin sagde.
11.
Ny og Næde, Nør og Sønden,
Øst og Vester, Altyv, Dvalin,
Naar og Nain, Niping, Dain,
Bifor, Baafor, Bømbor, Nore;
12.
Aan og Onar, Ain, Mjödvitner,
Vig og Gandalf; Vindalf, Thorin,
Traar og Thrain, Thek, Lit og Vit,
Nyraad, Regin, Nyr og Raadsvid.
13.
File, Kile, Funden, Naale,
Heptefile, Haanar, Svior,
Fraar, Hombore, Fræg og Lone,
Ørvang, Jare og Egeskjold.
14.
Tid er for Mænds Slægter at tælle,
fra Dvalins Flok til Lofar Dvergene,
som stræbte frem fra Sten-Grunden
til vaade Vænger, til Val-Pladser.
15.
Der var Drøpner og Dolgthraser,
Haar, Høispore, Hlevang, Gloin,
Dore, Ore, Duf, Andvare,
Skirfer, Virfer, Skaafinn, Ain.
16.
Alf og Yngve og Egeskjold,
Fjalar, Froste, Finn og Ginnar;
mindes monne, mens Mænd leve,
Lofars Ahners lange Række.
III. Menneskets Skabelse.
17.
Til der kom tre af deres Tal
Stærke, gode Guder til Hus;
Paa Land fandt de, lidet mægtige,
Ask og Embla, øde-løse.
18.
Aande ei havde, Hu ei aatte,
ei Blod, ei Lader, ei liflig Lød;
Aande og Hu, gav Odin og Høner,
Blod gav Løder og liflig Lød.
IV. Yggdrasil og Nornene.
19.
Ask veed jeg staa, hedder Yggdrasil,
Veddet stænket med hvid Væde;
deden kommer Dugg, i Dale falder; —
staar evig grøn over Urds Brønd.
20.
Deden komme Mø’r, mangt-vidende,
tre fra den Sal, under Træet staar;
Lov de lagde, Liv de kaared
for Slægters Børn og Skjæbne sige.