Og kom den øde Vinter —
og knejser Frostens haarde Sind
i Skrænter og i Klinter
mod Nordens bitre Vind —
og kryber alt i Hi og Skjul,
saa ler dog Hjerterne mod Jul.
Halvglemte Kilder springer
og klinger.
Det haarde isblaa Øje
faar Drøm i Barnets Aftenstund.
Da synger mod det høje
saa mangen stivnet Mund,
da smelter frem en Frydesang,
et ungt „Frisk op endnu en Gang”,
hvorved de Sind, som troede,
de groede.
Fra Stjerner straaler Kulde,
fra Maanen Alderdom og Ve,
den tænder over Mulde
en Stjernehær i Sne —
de gamle Himles Tropevind
dog aander ned, saa slidte Sind
ser Barnets Kongedømme
i Drømme.
Ja, Aaret har en Aften,
da Hovmod styrter fra sin Stol,
da Barnet ejer Kraften,
som styrer Jord og Sol.
Og næppe i det hele Aar
har Lykkens Blomster bedre Kaar.
Hvert Himmelhvælv staar klarnet
for Barnet.
Af Barndoms Kilder vandes
al Livets store grønne Tro.
Ved dem skal alle Landes
Udødelighed gro.
Der alle Evners Haner gol,
og alle Tiders Morgensol,
som frem af Østen sejler,
de spejler.