1 (A 1).
Vaagn op! En Morgen slyngede paany
den Sten, for hvilken alle Stjerner fly.
Og Jægeren fra Øst har fanget ind
Sultanens Taarn i røde Baand af Gry.
2 (A 2).
Jeg rørt af Dagnings venstre Haand har drømt,
en Stemme kurrede i Kroen ømt:
»Op mine smaa, og kom med eders Skaal,
3.
Ved første Hanegal en søvnig Trop
bad udenfor: »Saa luk da Døren op!
Vor Tid er kort — er den een Gang forbi,
vi vaagner aldrig mer ved Morgen op.«
4.
Nu vækker Nytaar gammel Drift af Blund —
den tankefulde fandt en ensom Stund,
mens Moses’ »hvide Haand« af Vaarens Gren
5 (A 5, B 5).
Irám er med dens Roser sunken ned,
og Jamshyds hellige Skaal, hvor ingen veed.
Men endnu svulmer Druen som tilforn,
6.
Og David tier. Men med Kvidder fin
paa Pehlevi om »Vin, Vin, Vin — rød Vin!«
styrker en Nattergal den stille Gløds
7.
Nu er det Foraar! Fyld vor Skaal til Rand!
Kast Angers Vinterdragt i Vaarens Brand!
Thi Tidens Fugl har kun saa kort en Vej —
og se! dens Skygge jager over Land.
8 (B 8).
Baade i Babylon og Naishapur
baade, naar Vin er sød, og Vin er sur —
vil Livets Drik bortsive Dryp for Dryp,
og Livets Løvfald venter al Natur.
9 (A 8).
Hver Dag vil vække Blomster, skabe Frø.
Hver Dag vil Blomster henad Jorden strø.
Vor Sommermaaned, som gav Rosen Liv,
vil lade Kaikobad og Jamshyd dø.
1O (A 9, B 10).
Ja, lad dem dø. Og følg saa med mig, du!
Lad fare Kaikobad og Kaikhosru!
Lad Zál og Rustum prale, som de vil!
11 (A 10).
Saa vandrer vi, hvor Græsset sparsomt staar,
paa Grænsen mellem Ørk og Agres Vaar.
Hvor ingen ænser Sultan eller Træl
ynker vi Sultan Mahmuds høje Kaar.
12 (A 11).
Her — kun et Brød — og under disse Træer,
lidt Vin og nogle Vers — og dig især,
dig ved min Side syngende i Ørk,
og vi har Paradis i Ørknen her.
13 (A 12, B 13).
Hvor jordisk Magt er herlig, tænker somme.
Og andre: Vilde Paradis dog komme!
Tag Pungen i din Haand, stryg alle Krav,
agt intet Bulder fra den fjerne Tromme!
14.
Se Rosen, hvor den ler — lyt til dens Ord:
»Latter skal fylde Verden, mens jeg gror.
Tilsidst jeg river Kvasten af min Pung
og strør dens Rigdom paa den grønne Jord.«
15 (A 16).
I dette store Karavanseraj,
hvor Dag og Nat som Porte aabner sig,
sad Sultan efter Sultan i sin Pragt
sin Time eller to — og drog sin Vej.
16.
Løven og Øglen ejer hvert Gemak,
hvor Jamshyd fordum funklede og drak.
Uænset stamper nu Vildæslets Hov,
17.
Mon nogen Sinde Rosen blev saa rød
som der, hvor Kongeblod i Mulden flød.
Jeg synes, hver en Havens Hyazint,
har døde Pigers Taarer i sit Skød.
18.
Og dette ømme Græs, som Vaaren nys
gav Flodens Bred, hvor vi os hviler — tys —
o, hvil dig varligt, thi maaske det sprang
fra Læber, der engang fik ømme Kys.
19.
Min Elskede! Fyld Skaalen, hvor Idag
er fri for Fremtids Frygt og Fortids Nag.
Imorgen? Da er jeg kanske Mig Selv
20.
Se — nogle, til hvis Fane dyrt vi svor,
de bedste, Tiden saa ved Livets Bord,
har drukket Skaalen ud en Omgang før,
og een for een krøb stille under Jord.
21.
Og vi, som morer os og larmer nu
i Stuen, de forlod — ja jeg og du
maa ogsaa bort. De næste nærmer sig.
Og Somrene vil blomstre da, som nu.
22.
Lad os fuldende det, hvorfor vi stred,
før ogsaa vi i Støv er sunket ned,
er Støv i Støv og under Støv — og glemt
al Vin, al Verden og al Evighed.
23.
Til dem, der gør sig med Idag Besvær,
og dem, der rastløst mod Imorgen ser,
raaber en Muezzin fra Mørkets Taarn:
24.
De hellige og vise Mænd, hvis Ord
om de to Verdener saa vide fór,
var smaa Profeter. Talen blev til Spot,
og Taleren fik Munden fuld af Jord.
25.
Jeg gik, da jeg var ung, med ivrigt Sind
til hellige og lærde, hvor et Spind
af Argumenter hang — men altid kom
jeg ud ad samme Dør, hvor jeg kom ind.
26.
Jeg hjalp dem Visdoms Kerner ud at saa
og ventede de nye, grønne Straa,
men denne Kundskab blev min hele Høst:
»Jeg kom som Vandet, skal som Vinden gaa.«
27.
Hvorfor jeg kom hertil, jeg aldrig tyder.
Og ej hvorfra: Jeg lever. Bækken flyder.
Jeg drager bort, som Vinden gennem Ørk —
hvorhen veed ikke jeg. Jeg dør. Jeg lyder.
28 (A 31).
Fra Dybets syvende Port jeg Slaaen skød,
steg til Saturn, mens undervejs jeg brød
saa mangen Gaades Segl, men ej det Segl,
29.
Der var en Dør, min Evne aabned ej,
en Taage, hvor omsonst jeg søgte Vej.
Jeg syntes, du og jeg blev nævnt en Stund.
Saa talte ingen mer om dig og mig.
30 (B 33).
Jorden var tavs, og Havet stønned mat
i Sørgekaabe, stumt og gudforladt.
Tavs drejed Himlen sig med sine Tegn
formummede i Slæb af Dag og Nat.
31 (B 34).
Da fra det DIG I MIG, som hyller ind
bag Slør sin Virken, bad jeg: »Giv mit Sind
en Lygte her i Mørket.« Og det lød
32 (A 34).
Da greb jeg denne Skaal af Jordens Ler,
at smage Sandhed, skjult i hvad jeg ser.
Og Skaalen mumled: »Drik, mens du er til,
for — een Gang død — du ser mig aldrig mer.«
33 (A 35).
Jeg tænker, Skaalen, som med sløret Røst
gav Svaret, drak engang af Livets Lyst.
Jeg kyssede dens kolde Læbe ømt:
»O kys mig ofte, Skaal, og skænk mig Trøst!«
34 (A 37).
Ja, fyld min Skaal! Hvi spilde mere Mod
paa Tid, som skubber Verden fra vor Fod?
Ufødt Imorgen og et dødt Igaar —
35 (A 47).
Og ender Vin og Kyssets Salighed
i dette Intet, hvori alt gaar ned —
lad dig kun blænde! Intet er du selv,
og mindre bli’r du ej i Evighed.
36 (B 43).
Naar Englen med det sorte Bægers Blink
da finder dig ved Flodens Sommerbrink —
kys kun den Skaal, som gør din Mund til Muld,
37 (B 44).
Thi kunde Sjælen Støvet af sig flaa
og nøgen ride rundt i Himlens Blaa —
var det ej Skam, var det ej Skam for den
i Lerets Hylster længere at gaa?
38 (B 45).
Det er kun Teltet, hvor en Sultan bor
en Dag paa Vej til Riget under Jord.
Sultanen rejser, og en sort Ferrásh
39 (B 46).
Og frygt kun ej, at Livet efter vort
vil miste noget, naar vi rejser bort.
Den evige Sáki har af Bobler blæst
40 (B 47).
Naar du og jeg forlængst bag Sløret gled,
o — lang lang Tid vil Verden vare ved,
mens den kun husker vort Goddag — Farvel,
som Havet husker Stenen, der sank ned.
41 (A 38, B 48).
En Ørkenfærd i bælgmørk Evighed,
et stakket Hvil paa Livets grønne Bred —
Dødsskyggens Karavaner er i Drift
mod Intets Morgengry af Sted, af Sted!
42 (B 50).
Et Haar maaske adskiller Falsk og Sandt;
maaske et enkelt Ciffer, ingen fandt,
var Nøglen til de skjulte Skatte — ja
43 (B 51).
Han Selv fordulgt i alles Aarer gaar;
han gækker al den Søgen, vi formaar,
tager hver Ham — fra Máh til Máhi — se,
44 (B 52).
Et Gaaders Nu saa svinde som et Skælv
i Mørket udenom hans Dramas Hvælv,
hans Drama, som til Evighedsfordriv
han digter, spiller og betragter selv.
45 (B 53).
Men om forgæves ned mod Jordens Ler
og op mod Himlens lukte Dør du ser
i Dag, mens du er dig — hvorledes da
i Morgen, naar du aldrig bli’r dig mer?
46 (B 57).
Om mine Regnestykker Rygtet gaar,
at de har skabt et mer nøjagtigt Aar —
ak nej; jeg strøg kun af min Almanak
47 (B 55).
Jeg holdt et Gilde nys med Svir og Sang,
idet jeg gifted mig for anden Gang —
bar gammel gold Fornuft af Sengen ud
og gav til Rankens Datter Brudens Rang.
48 (B 59).
Thi Druen har Logik, som spøgefuld
slaar alle hidsige Sekter helt omkuld —
den kaade Alkymist, som i et Nu
forvandler Livets graa Metal til Guld.
49 (B 64).
Hvor sælsomt, at de mange, som før mig
befôr den Dal, som Solen kender ej
blev alle borte. Jeg har aldrig hørt
50 (A 26, B 63).
Kom til Khayyam den vise hid og hør:
Een Ting er vist, at Liv er Sus i Rør.
Een Ting er vist, og alt det andet Tant:
Den Blomst, som een Gang blomstred, evigt dør.
51 (A 45).
Lad Kævlet koge! Gaa af Taabens Vej,
naar han med Universet gør Staahej!
Og lad os øve — i en Vrøvlets Krog —
52 (A 46).
Thi mellem Himlens Hvælv og Jordens Ring
et Intet staar forklædt i alle Ting.
Og i en Sal, hvis Lampe er en Sol,
53.
Drivkraftens Finger sine Skrifttegn snor.
Om al din Kløgt og Fromhed den besvor,
den aldrig strøg en skreven Linje bort —
og al din Graad ej tvætter ud et Ord.
54.
Det første Ler i Jordens første Land
har givet Stof til Jordens sidste Mand.
Og Verdens Skabelse skrev selv den Bog,
som Dommedagen truer med sin Brand.
55.
Du, som af muddret Ler gav Manden Liv
og gav ham Eden, Slangen og — en Viv!
Naar han for dig af Synder sodet staar,
* * *
56 (A 67).
Aa, ræk mig Vin i Livets Aftenrødt,
tvæt mig deri, naar Legemet er dødt
lad mig 6begraves, klædt i Rankens Løv,
og ved en Haveside hvile sødt.
57.
Da slynger jeg en Snare af min Duft
om dem, der gaar forbi i Dagens Luft,
saa mangen Troende skal svimle om
imellem Salighed og sund Fornuft.
58.
Hver Afgud, jeg har dyrket mangen Gang,
har gjort min Færd i Verdens Øjne vrang,
druknet min Ære i saa flad en Skaal
og solgt mit gode Rygte for en Sang.
59.
Ja, — Bod og Bedring tit, mens Tiden fór,
jeg svor, men var jeg ædru, naar jeg svor?
Og stundom kom der Vaar — og Rosers Væld,
og alle Sorgens Pjalter sank til Jord.
60.
Ak ve, at Vaaren skulde visne bort,
at Ungdoms søde Digt var altfor kort!
Den Nattergal, som nys i Grenen sang —
hvor kom den fra, til hvad mon den fløj bort?
61.
Aa kære! Fik vi Fatums Vingefang,
greb vi i Farten Verdens usle Gang,
slog alt itu og skabte alt paany —
paany, men mere efter Hjertets Trang.
* * *
62 (A 74, B 100).
Se Himlens Maane over Havens Træ!
Hvor ofte vil den skifte Ny og Næ?
Hvor ofte vil herefter Maanens Blik
forgæves søge mig i Havens Læ?
63 (B 101).
Og gaar lig Maanen du i det Palads,
hvor Vaarens Gæster tog som Stjerner Plads
rundt mellem Græs — og, Saki, staar du mild,
hvor jeg skød Blomst — vend ned det tømte Glas!
Tamàm.