Langen og Horken kom slæbende med deres Aalejærn en frostglitrende Februarmorgen. De var iført deres fulde Rustning, tykke haarde Vintertrøjer, stride "Haarluffer" og Vandstøvler for alle Tilfælde.
De var i deres bedste Manddoms Aar, hverken Frost eller Hede skræmmede dem; de var gode Venner og Kammerater ved de fleste Lejligheder, og de passede for saa vidt godt sammen, som de var et Par svovlede Aander begge to, hvem intet var helligt under dagligdags Forhold.
De gik aldrig til nogen Gerning uden Brændevin i Lommen og Gejsten fugtet hjemmefra. Deres Samtale var derfor altid funklende og uforfærdet. Horkens Næse havde allerede et begyndende violet Skær, der ikke stod ilde til Blinkene i hans lyse vidtrækkende Øjne, der skelede svagt udad, saa de ligesom kunde indfange den halve Horisont i eet Blik.
Horken var en kraftig, tætbygget Mand med Bjørnekræfter. Men der skulde meget til for at faa ham til korporligt at fornærme nogen. Han havde den stærkes Ro i sin Optræden. Derimod kunde han nok lade sin Gnist spille Halløj med Omgivelserne; det var ikke særligt slemt ment, og de, det gik ud over, beherskede sig. Han var bekendt for sine Skarnsstykker allerede fra Drengeaarene, og han var aldrig vokset fra dem. Han havde arvet en Skat af Eventyr og Viser, der i Løssluppenhed, gaadefulde Udtryk og olm Mystik pegede mod Hedenskabens Dage i Norden, da Loke saaede Havre i modtagelige Sind. Konerne og Pigerne vendte Ryggen til, naar han foremessede disse Kvad, men adskillige fik Trækninger i Ryggen, der røbede, at de hørte efter.
Langen var sit Hoved højere end Horken, endda han som oftest gik med Overkroppen i en svag Bue fremefter og sank lidt i Knæene. Det var ligesom han generede sig for at vise sig for Krybet i sin fulde Højde. Man sagde, at han dukkede sig for ikke at støde mod Skyerne, som en Gase dukker sig, naar den gaar gennem en Ladeport. Det kunde ogsaa have den simple Grund, at han var nødt til at folde sig lidt sammen, naar han gik under sine egne Bjælker. Han var noget mere enkel i Aanden end Horken, men ofte kunde hans tørre Sjæl over for en eller anden Situation skride sammen i ham til en ensom Vittighed, der i faa Stavelser jævnede det hele med Jorden.
Langen var heller ikke paa langt nær i Besiddelse af Legemskræfter som Horken. Han manglede det rette Forhold mellem Længde og Bredde. Men let at slaa over Ende var han nu heller ikke. Han kunde rave længe inden han faldt. Under trygge Forhold var han lige saa harmløs ugudelig som Kammeraten, men alene og i Mørke eller Uvejr var han overtroisk.
Disse to Giganter var altsaa paa Vej til Aalestangning i en temmelig stor Indfjord, hvor Isen var af en sjælden Sikkerhed, da det havde frosset i næsten to Maaneder.
"Egentlig behøver a nu ett at staang iaar," bemærkede Horken.
"Har du arvet?" spurgte Langen.
"Forgangen Daa fand’ a en Haamær (Hajmær) ved æ Hav. Den var si’ syv Al’ laang, jen a den Slav, de kalder Menneskeæderen. A spænd’ æ gammel Øg for mi’ Sled’ og hent ’en, men det var en Døvl at færdes med."
"A tro’d, ’en var død."
"Ja saa vis var en saa, men æ Lig vild’ skrid’ ud af æ Sled’ lissaa saar’. Naa endele laa den hjemm’ for æ Dar.
A talt’ te Mett’: Nu kan du stjen’ di Knyv, for nu skal der slagtes. Guj bewaares — sikke Sul der var o’en, æ Mær. Vi fik tre Petroleumstønder fyldt af Spæk. Maag’ te Vinter har vi aldrig ha’t, saad’n har vi ædt."
"Det maa vær nøj slem Flæsk aa faa igemmel æ Hals," mente Langen.
"Det skal dippes i Brændvin, men saa kan du Dæleme osse ed’ a’ed, te du blywer lissaa tyk som du er laang." Han tog Øjemaal af Langen fra Isse til Saal. "Skal a send’ dæ en Skæpp’ a ’ed med Spøl til?"
"Nej helsen Tak! Hwa — æ Spøl ku En jo nok brug’, men mi Haamær æder ett den Slags Hvilling."
"Jaja, din Slamper! Bi til du blywer sulten."
Under lignede ram Samtale nærmede Kæmperne sig Stedet, hvor de skulde hente deres Aal. De gik med deres "Vækkeøkser" som Stokke, idet det lange tynde Økseblad tjente som Haandtag. Der var mange andre paa Søen i samme Ærinde, og idet Langen og Horken nærmede sig en af Smaaklyngerne, raabte Langen:
"Jeg udkaared mig en Mø,
nok saa vakker en Pige,
næppe paa den hele Ø
fandt jeg hendes Lige.
Hun gav mig altid hendes lillebitte Arm,
dér maatte jeg ligge, til jeg blev varm.
Hun sejer Saa — saa — saa,
hun sejer Naa — naa — naa,
hun sejer Saa,
hun sejer Naa,
hun sejer Nejda.
Haa — haa — haa og Hejda."
Der var begyndt at komme lidt aandelig Rørelse og Dannelse til Egnen; man var begyndt hist og her at stræbe mod det grundtvigske Niveau, og Følgen var, at man ikke gerne tilstod, man morede sig over Horkens drastiske Sjælefryd, der havde Rødder i hedenske Orgier og Mysterier. Alligevel lo man i Forbigaaende, naar Tilfældet havde ført En i Horkens Nærhed, men de fleste slog en Smule Kors for sig bagefter og fornægtede ham i ordentligt Selskab. Sin største Bevaagenhed nød han hos et Par ældre udensogns Præster, der havde gennemgaaet den sorte Skole og der faaet lidt Sod paa Sjælen. De slagtede Høns for Horken og tyllede Brændevin i ham som Olje i en Lampe for at faa ham tændt i den Glød, hvor alle Sjælens Haner galer. Det mislykkedes aldrig. Og han veg aldrig fra dem før de selv sad næsten døddrukne i deres Lænestole og smaalo i Søvne. Selv kunde han altid gaa temmelig lige ud ad Landevejen.
Han var ogsaa enkelte andre Steder i de højere Lag bleven opdaget og erkendt som en værdifuld Sjældenhed. Samlere af Folkesagn besøgte ham og hørte ham i hans hede Lektier, ja var saa gridske, at han stundom, hvis det var muligt, forværrede Beretningernes skummelt flammende Kulører. Fra hans violblaa Læber bragtes Klenodier paa Tryk, der sved Papiret, og som, hvis de havde skyldtes en moderne Aand, straks vilde have nedkaldt Dommen og Brændemærket over den.
Denne Forbindelse med de olympiske Kredse gjorde Horken end sikrere i Anslaget overfor saadanne Menigmænd som disse Aalestangere. Han slog aldrig af paa Luen, naar han havde intoneret en af sine Afsvidere. Saa fik man mene om ham, hvad man fandt for godt.
Horken og Langen var nu i Færd med at "vække" sig et Stanghul og havde dermed flyttet sig over i Livets alvorlige Side. Det var ikke ligetil, for Isen var saa tyk, at den kunde bære baade Heste og Vogn og et tungt Læs i Tilgift. Det var nok bedst at hugge et rigelig stort Hul. De gik rundt i en Ring, saaledes at de altid havde Diameteren imellem sig og hug skiftevis. Det var haarde Slag. Isstumper sprang til alle Sider som Gnister fra en Smedeambolt, men stadig kom de ikke igennem.
"Skal vi hjælp’ jer?" raabte en ovre fra et andet Stanghul.
"Tak. Pas jer eget Kram. Vi haagger sjelv vor Hwol og tar sjelv vor Fangst," forkyndte Horken.
"Jaja da."
Vækkeøkserne masede atter ned i den dybere og dybere Ringfure. Horken og Langen begyndte at blive utaalmodige. De tærskede løs krumryggede. Det gik som Plejle paa en Lo. De svedte, trods den skarpe Frost. De saa af og til paa hinanden, som vilde de advare hinanden mod optrækkende Berserkergang. Pludselig fløj Langens Økseblad igennem som et langt Søm. Det skete med saadan Kraft, at han selv fik Overbalance og tumlede ned paa Isen. Horken kunde ikke standse sit næste galoperende Slag, der faldt en Tomme fra Langens Træskostøvlesnude.
"Saml di Stager a æ Vej," stammede han rød i Hovedet af Anspændelse og Chok paa Grund af sit farlige Hug.
Langen var snart oppe igen. De tørrede Sveden af sig med de stride Stangluffer. Saa saa Horken paa Langen med et Smil, fyldt af glade Minder og blanke Anelsers Sødme, og han messede:
"Er du tar i æ Kværk’,
ta æ Patt ved æ Lærk."
Disse Ord overhørte Langen ikke. De famlede Klukkerne frem fra indvendige Reder i Haartrøjerne. Langen jog straks Krukkens Hals i Munden og sugede løs. Men Horken var en mere raffineret Levemand. Han legede med sin "Lærke" graciøst som Katten med en Mus. Han greb forelsket Krukken om Livet med Stangluffen og kvad over den, mens han lod den kredse i smaa Buer foran sin Mund:
"Ja, te dæ vil a ty,
sæt di Røw ad æ Sky,
læg di Patt’ ved mi Tænd’,
lad mæ gled’ mæ ved den!
Ka’ du’ blink’ te mi Yww,
ka du lær’ mæ aa flyww?
Gi’ dæ Staaend (Stund), gi’ dæ Staaend,
lad mæ ryg’ (lugte) te di Aaend (Aande)!"
Han drejede langsomt Proppen af Krukkens Hals, saa Korken kviddrede mod Glasset. Horken fortsatte:
"Det var Ret, du er sleg,
du vil sjøng’ ved mi Skjæg,
du vil kurr’ som en Du’,
vær nu still’ — lad mæ su’(suge)!"
Nu endelig diede han Brændevinen i sig, langsomt og længe med en kyssende Lyd. Krukkens Bund hævede sig mere og mere "ad æ Sky".
Langen stod tavs og fulgte med i Andagten. Endelig udbrød han:
"Ja atter (efter) saad’n en Bordbøn vil der sgu Unden til. Løser (læser) du ett fræ æ Brændvin?"
Disse Ord kaldte Horken tilbage til Virkeligheden. Han firede Lærken ned, proppede den til og lagde den varsomt i Reden igen.
"Det er bedre end Mjælk," ytrede han.
"Ja for det mjest," indrømmede Langen, "og du har wal faaet Spæk til di Daawer (Davre)?"
De satte paany Økserne i Gang. Nu svuppede disse af og til igennem. Somme Tider gav Kæmperne et Spark paa Isklumpen, men den gav sig stadig ikke. Omsider maatte de puste igen. Da sagde Langen højtideligt:
"A tror, æ Døwl sætter hans Ryg imod ’en."
Da slog Luen op i Horken.
"Saa skal han den Uhn forstærk’ mæ faa hans Rad brækket."
Med disse formastelige Ord sprang han i Vejret som en Kænguru og ned paa Isblokken. Det hjalp. Nu gik den løs og gav Plads, saa Horken fôr levende til Helvede, mens Hullet rakte en vældig Vandtunge op i Retning af Himmerig. Derefter gled Blokken i Hullet igen.
Nogle af de andre Stangere havde set Horkens Nedfart og løb straks til:
"Hvord’n er ’ed, I staanger?"
Langen, som nu havde overskuet Situationen, mumlede:
"Ja, hva’ der gik han — og lukt’ æ Dar atter (efter) sæ."
De fik nu i Fællesskab trukket Islaaget op af det skæbnesvangre Stanghul. De lejrede sig da paa Knæ rundt om dette og kiggede ned i det mørke kolde Vand. Da saa de den runde Skaldeplet paa Horkens Isse lyse mat i Underverdenens Mørke, ikke langt under Overfladen.
"Der skjenner hans Maan’," oplyste Langen. De kunde naa at gribe fat i hans Haartrøje over Skuldrene, men han var svær at trække helt op, tung som han var, baade af egen Vægt og af de vaade Tøjmasser. Langen stak da Vækkeøksen ned, saa Horken kom til at ride paa det lange Økseblad som paa en Kæphest. Saa hev de alle ordentlig til, og nu fulgte endelig Horken med i sin Helhed.
Til at begynde med lagde de ham paa Isen og raadslog om, hvorledes de skulde faa Vandet hældt ud af ham.
"Lad ’ed blyw’ i ham," foreslog Langen, "ellers hælder I æ Brændvin med, og saa dør han." Ud af denne Forlegenhed hjalp Horken dem selv, idet han ravende rejste sig, spyede vildt og saa med en nyfødts Undren fra den ene til den anden og endelig ned i Stanghullet.
Omsider fandt han det forløsende Ord. Han stirrede med tvedelt Blik paa Langen og sagde: "Dæleme!"
"Ja saamæn," sagde Langen tankefuldt og spyttede langt til Siden. Det ramte en af de andre bag Øret. Denne vendte sig om, men da Langen saa tryg og intetanende ud, opfattede den trufne Begivenheden som et Tilfælde, tørrede sig og gik til sit eget Stanghul igen. De andre fra samme Hul fulgte efter.
Det bemærkedes imidlertid af Horken. Humøret begyndte at vende tilbage i ham. Han saa med en Slags Beundring paa Langen. Øjnene tindrede som Stjerner toet i Spiritus. Saa sagde han inderligt:
"Kære Ven og Broder! Usigtet og wal ramt! Tak."
"Fordi a spytt’ o ham?" spurgte Langen.
"Mjest fordi du hjalp mig oven ud af æ Hwol."
Han famlede under den vaade Haartrøje:
"Mon mi Lærk skuld’ vær’ drown’t?"
"Saa smager æ Wand bedre for den næst der plumper i," mente Langen.
"Haahaa Farlil! Her sidder æ Sangfugl!"
Han trak Krukken frem og tømte den uden Fremsigelser.
"Føj hvor det var kold’ der neden æ Is," tilføjede han.
"Ja," sagde Langen, "det er ett stegt’ Aal En staanger."
Horken tampede sig med Næverne mod Ribbenene, saa det strittede med Brakvand fra de vaade Luffer og det vaade Tøj ud til alle Sider.
"Det var slem’ te a glemt’ mi Paraply," irettesatte Langen.
"Den Æl gaar snaar øwer," trøstede Horken. "Forresten vil a ett slæb’ al’ de’ Wand med mæ hjem." Han trak den ene Træskostøvle af og hældte en Spandfuld Vand ud af den.
"Den ajn ka’ du godt behold’ o," sagde Langen, "den er drajnt (drænet)."
Han pegte mod Horkens Hæl, hvor Støvlens Træsko under det vældige Nedspring var revnet og Vandet piblede ud.
"Saa møj nemmer," erkendte Horken og trak den tømte Støvle paa igen. "Nu har a vakt æ Hwol, nu maa du faa all’ æ Aal. A ska’ hjem og te Taar (Tørring)."
"Du har sgu javed æ Aal te den ajn End aa æ Sø." Under kaade Gestikulationer endte nu Horken det lille Drama med Fremsigelse af et Slutvers, en Variation, han digtede paa Stedet:
"Jeg gaar hjem til den lille Mø,
som jeg har taget mig til Kone,
hun blywer bange, at jeg skal dø,
og for mi Lyw at skone
lægger hun mig i sin lillebitte Arm,
og naar jeg saa er bleven rigtig varm,
sejer hun Hwa — hwa — hwa,
sejer hun Ha — ha — ha,
sejer hun Hwa,
sejer hun Ha,
sejer hun Nejda!
Sikken en Gjedd’ te Mejda (Middag)!"
"Du faar Haag (Hug), faar du," formodede Langen.
Horken samlede sit Aalejærn op, tog Vækkeøksen som Kæp i Haanden, løftede en Luffe til Huen og sagde:
"Guj i Wold Pekresten."
"Guj vær’ me’ dæ," svarede Langen.
Og mens Horken svuppede af Sted gav Langen sig flirende i Kast med det ventende Stanghul.