Naar Blomsterne vaagner med Farver og Duft
er Viber paa Rede og Lærker i Luft,
bør Frøerne kvaggre,
det grønnes paa Agre;
se Bølgerne gaa
som Drømmenes Skær over Øjne blaa.
Og Rugen er reddet fra Sne og fra Slud,
den sejred, fordi den holdt Pinen ud.
Man pløjer og harver,
og Jord skifter Farver.
Se Skyerne gaa
som Drømme i Dagenes Himmelblaa.
Og Søndenvinden, den vaarlige Vind,
med Pigehænder berører vor Kind.
Usynlig hun kommer
og hvisker om Sommer
og daarer vor Sans
saa Øjnene straaler af Drømmeglans.
Snart ligger Alverden af Vaar besat.
Saa kommer letsindig den lyse Nat
med Søvngængerstjerner
som sølverne Kerner.
Ved Ungdommens Seng
staar Vinduet aabent mod Mark og Eng.
Og Høvderne trækkes ved Gry paa Græs;
Insekterne svirrer fra Aas til Næs
blandt Blomsternes Kroner,
saa Vingerne toner,
som blandt os sig svang
smaa Himle med hyllet, men salig Sang.
Helt op til sin nordligste Himmelegn
gaar Solen og standser ved Krebsens Tegn.
Og Natten betagen
og svimmel af Dagen
hun læner i Fryd
halvvaagen og kælen sin Ryg mod Syd.
Saa kommer da Slet over Ager og Eng.
Paa Marken er Husbond og Karl og Dreng.
Med Lyst og med Latter,
mens Riverne kratter,
gaar Pigerne frem.
Det dufter af Høet fra Hegn til Hjem.
Og Tordenskyen slaar Kuplerne ud,
som Buler i Panden paa Tordenens Gud,
bespændte af Lynet,
saa under dem Brynet
er truende vredt,
mens Køerne brøler og Vejret er hedt.
Men Solen maa dale fra Dag til Dag,
og Blomst blir til Frugt og Føl til Plag.
I Vesten og Østen
det modnes til Høsten.
Før Sommeren veg
Stod Ager ved Ager med gyldne Neg.
Naar Korn er i Lade og Korn i Stak,
saa stiger mod Himlen Hjerters Tak
for Negenes Traver,
for Sommerens Gaver.
Den hvisker blid:
"Farvel, det er atter Jævndøgnstid."