Der laa længe et Tæppe af Taagelag
over Nat og Dag,
et Svøb af Taage og Slud og Regn
om den hele Egn.
Og Gaarde og Hytter, Hegn og Krat
og Bakker og Søer laa Dag og Nat
saa dybt forladt.
Men jeg vaagned en Morgen med søvnig Sans
til Sol og Glans,
og Himlen hvælved sin Kuppelsal
over Hanegal.
Til hele vor Verden høj og bred
der strømmed med Solens Straaler ned
en Salighed.
Jeg gik ud og fyldte hvert Aandedrag
med den unge Dag.
Og falmede Glæder var født paa ny
i et Morgengry.
Musviterne hoppede ned og op
i Hyldetræet, som helt til sin Top
havde Knop ved Knop.
Men da hørte mit Øre saa fin en Klang
som en Englesang,
det var højt, højt oppe i Himlens Blaa,
hvor kun Lys jeg saa.
Det var højt i et straalende Ingenting,
at Tonerne bredte sig vidt omkring
fra et Kildespring.
Det var Lærken igen, den Foraarsfugl,
i et Straaleskjul.
Mon den laa paa Rede af Drøm og Duft
i den klare Luft?
Da følte jeg stille mit Hjerte le:
Du kære Fugl, som jeg ej kan se,
er det Vaar kanske?
Da klang det baade fra Syd og Nord
som et Gudekor,
det glitrede frem fra fjern og nær:
Jeg er her og her.
Og over mig syngende Verdner hang,
jeg tror, de usynlige Stjerner sang
om Solens Gang.