1.
Den lille syditalienske Bjergby Salita strækker sig med sine lysgraa fladtagede eller lavtagede Huse i to Gader ovenover hinanden i den østlige Side af et af Egnens mange Bjerge. Foruden de to Husrækker ligger hist og her enkelte Husklynger i Gryder eller Kroge af Bjerget. Hele Egnen er et Slyng af Kløfter med Smaabyer i faa Kilometers Afstand fra hinanden, hver Skraaning har sin. Bjergene er udnyttede til Vindyrkning i opmurede Terrasser.
Kun nogle Steder, særlig i de højere Afdelinger, ligger udyrket jordfattigt Fjæld, og enkelte Strækninger ligeledes i de højere Egne dækkes af Kastanieskove.
De smaa beskedne Byer har snævre Gader, ofte saa snævre, at Vogne ikke kan køre i dem, eller de stiger op og ned som Trappegyder.
Vejene er mestendels sprængt ud i Klippesiden. Langs deres modsatte Side strækker sig i Reglen en lav Mur til Værn mod de stejle Fald og Afgrunde udenfor. Nederst i de vildsomme Kløfter bruser smalle Flodløb og omkring dem og over dem blander Vinhaver sig med graagrønne Olivenskove. Ofte stikker det nøgne Fjæld igennem med et rigt Spil af røde, blaalige og violette Farver.
Alle disse Smaabyer ligger som en større Fortids Efterladenskaber.
Deres Huse er ofte Rester af middelalderlige Paladser, der nu er i dybt Forfald og til Dels henligger i gabende Ruin, mens visse Afdelinger af dem holdes fattigt vedlige til Bolig for fattige Familier. Egnen er fuld af Saga, der især har Glorie, naar man søger tilbage til den tidlige Middelalder. Dens Befolkning bærer den Dag i Dag Mærke af de Raceblandinger, der i fordums Tid fandt Sted under Normanners, saavelsom under sydlige Folks Hærgninger og Handelsforbindelser med dens Byer. Mørkøjede Indbyggere med sort kruset Haar veksler med blaaøjede blonde Folk, der i mangt og meget kunde minde om Jyder.
Salita præges navnlig af en Domkirke, der nu er alt for stor for den Befolkning, der søger dens Gudstjenester, og af et Nonnekloster. Dette sidste ligger tillukket for Verden ved høje Mure, og dets Nonner maa aldrig sætte deres Fødder udenfor disse.
Det er mest Damer af velhavende Familie, der opnaar den Ære at lade sig levende begrave i denne Bygning; der kræves nemlig en ret stor Indbetaling til Klostret samtidig med at den fromme Kvinde indtræder blandt de hellige Søstre, hvis Celler er at betragte som Forgaarden til deres Grave. Ved Indgangsporten, som ofte staar aaben og direkte fører til Klosterkirken, hænger et stort mørkt Trækors, krydset med Spyd og Lanser, Martyriets, Forsagelsens og Dødens Tegn.
I et af de fornemste Huse i Salita boede et adeligt Ægtepar Don Alberto og Donna Beatrice. De havde en stor Børneflok, blandt hvilke den ældste Chiara allerede fra Barndommen af viste et følsomt Sind og en Naturhenrykkelse, der var stærkt religiøst præget. Den lille Chiara gik tit ensomme Ture ad Bjergvejene og passerede paa disse i Reglen Nonneklostrets Mure med det alvorsfulde Symbol ved Porten. Det gav et Gys i hende hver Gang hun kiggede ind ad denne Port, hvor de levende døde sad og mumlede deres Bønner og sang. Og naar de spinkle Klokker fra Klostertaarnet blandede deres Stemmer i det øvrige Kor af Salitas og Nabobyernes klangfulde Klokker, følte hun det som en graadkvalt Ve løsnede sig i hendes bløde Pigesind, et Skær af sugende Angst.
Hun syntes, de kaldte paa hende, disse spinkle Klange, disse Pigeklokker, der var Røster fra en indemuret Verden.
Hvorfor netop paa hende? Hvad vilde de hende? Hun var født til Sol og Glæde, til en dejlig Verden, hvor Eftersommerens Druer hang ned fra en Overdaadighed af Ranker, blaa og grønne, mellem Løv, der visnede i en Farvepragt uden Lige. Hun var født til et Liv i Rigdom og Glans. Og hun voksede op til at blive en Skønhed, som alle unge Mænd vilde kappes om at erobre. Den lille Signorina havde sort Haar og mørke, mørke Øjne, der kunde skyde Straaler, hvori der spillede Skær af mangefarvede Drømme. Hun var født til denne Verden, den lysende Himmels Verden, til Lykken, til Brudekransen og Dansen paa de røde Roser.
En Dag, da Signorina Chiara var i Sekstenaarsalderen, gik hun sig en Tur ud i det voksende Solskin. Det var i det tidlige Foraar, og blaa vilde Crocus vældede op ved Vejkanten. Bjergene laa i mørke Toner, violette i det fjerne, mørkegrønne eller graalige i Nærheden. Alting var i Færd med at gro og udfolde sig i Lyset fra denne soldrukne Himmel. Hun vilde dreje op ad Trappen ved Nonneklostrets Hjørne og gaa sig en Tur i Kastanjeskoven. Da pludselig brød de klingre Klokker løs med ivrigt manende Mæle.
Det var som om de skød mørke Straaler gennem den lyse Dag, en mørk Tindren fra en usynlig Verden, fra Dødsriget, som laa og lurede tusindaarigt, titusindaarigt under dette unge Nu, som hun gik ud for at nyde. Hun stod uvilkaarlig stille paa Trappens første Trin, gjorde Korsets Tegn for sin Pande og lod denne Toneregn strømme gennem sig med al dens Ve og hedengangne Lykke. Tonerne drog, inderligere og inderligere, borede sig som smaa Lanser ind i Sjælens, Martyriets Lykke, Døden fra Verden.
Nej. Gysende hviskede hun Nej, da Tonerne holdt op. Hun var født til Verden, til mange lyse Aar, hvor Oranger skulde gløde fuldmaaneskønne gennem det mørke Løv, hvor Agaver skulde skyde høje Frugtrafter i Luften, hvor Druerne skulde forbløde sig i Persen, hvor Kastanjerne skulde falde mørkebrune fra Træerne. Og hun skulde blotte sit bankende Hjerte for den himmelske Signores voldsomme Sol, springe ud som Træer og Blomster. Se det hvide salige Mandeltræ histhenne bag den lave Havemur eller det blomstertunge blegrøde Ferskentræ! Blomstre, bære Frugt! Aa hellige Madonna! Du foldede dine Hænder mod Solen, mod Erkeenglenes Himmel, og bar den højeste Signores eget Barn til Verden, saa Hyrder sang og Konger knælede!
Ja, saaledes vilde hun leve. Hun vilde elske Livet og Livets Sol, saa der skulde spille lyse Straaler om hendes mørke Haar. Straaler om Haaret — ja. Men det var jo kun Helgeninderne, der havde disse Straaler. Og de havde faaet dem gennem Døden fra Verden, Forsagelsen, Bodssvøben, Blodstriber langs de hvide Lemmer. Hun lukkede Øjnene et Nu, saa hun snublede i Trappen. Hun følte sig svimmel, saa hun maatte sætte sig ned. Bodssvøben, Tornekronen!
Nej. Der var nok til at lide, nok til at gaa levende i Graven. Var Verden skøn, for at hun skulde vende den Ryggen? Skinnede Solen for at hun skulde søge Mørket? Skulde hun flygte fra Varmens Ømhed for at lade sig gennemisne af Kuldens Favntag? Nej, nej!
Mere Sol. Mere Himmel. Mere Lys og Salighed over alle Sanser. Var ikke Ungdommen en Naade?
Signorina Chiara gik højere og højere. Ved nogle fattige Huse stod Pinjer med brede Kroner som store Paddehatte og skyggede paa Murenes Fod. Og Bjergets Bund i Kastanjeskoven var som en Stjernehimmel af blaa Krocus. Det var Vaaren, Primavera, Jordens søde Stjerner. Hun gik højere og højere, helt op over Bjergets Ryg. Under hende gabte de vilde Dale, somme Steder grønne, blomstrende, med Træer nedad Siderne, somme Steder grumme med mørkviolette Kæber og Knogler, gyselige Brud og brutal Haardhed.
Men ovre i Syd under Bjergene laa det vide solblinkende Middelhav.
Hun satte sig paa en Sten og sank hen i Drømme. Der laa Skyer under Solen hist og her, og Havet var som gyldne Søer mellem grønne, violette og blaalige Regioner, som salige Vande i en fortryllet Verden. Nu skar en Damper sig frem mod Vest, langt ude og langt nede, et lille tomastet rygende Skib. Aa, at være om Bord i et saadant Skib, duve hen gennem de store Farvers Riger, gennem Solsøerne, til store menneskemylrende Byer, til Dans og lyse Fester.
Det øverste af Bjerget var en stenet Ryg med lidt Grøde hist og her mellem Knortene. Allerøverst laa en gammel Borgruin, forfalden og længst forladt. Den var ligesom groet op af Klippen og havde samme Farve som denne. Mod Nord gik dens Mur i Flugt med Klippens stejle Væg og bagved ragede en anden endnu højere Klippevæg lodret op. Der laa somme Steder Smaaskyer neden for hende, og en enkelt Gang lagde der sig en Sky omkring Borgruinen og slukkede den ud af Bevidstheden. Nedenfor, saa at sige med Skyen paa Ryggen, gik fire Kreaturer og ruskede i sig af det sparsomme Græs. Da pludselig lød en ensformig enfoldig Sang i korte henkastede Toner ud fra Skyen. Simpel som Sang af en Fugl, der laa usynlig i Luften. Omsider lettede Skyen, og Signorina Chiara saa en ung Knøs sidde oppe paa Ruinmuren. Ogsaa nu klang af og til hans unge Toner ud i den høje Ensomhed.
Signorina Chiara steg op til Ruinens østre Port. Tilsidst gik hun som en Flue op ad en Stenvæg, og løse Fjældstykker skred under hendes Fødder og rullede ned i Dybderne. Glatte vævre Firben fór solbeskinnede op og ned ad Mursiden. Da hun endelig naaede ind i Borggaarden mødte hun den unge Mand, der havde sunget. Han gik i Bondedragt med en stor Krumkniv ved Lænden, saaledes som Vindyrkerne, naar de skal beskære Rankerne. Eggen var den indre Krumning ligesom paa en Segl. Denne Krumkniv lagde han af og til op om Nakken, Eggens Omfang kunde omtrent passe til at gribe om hans Hals, og det saa ud til, at han gik og tog Tilløb til at skære sit eget Hoved af.
Den unge Mand blottede Hovedet og hilste lidt forfjamsket: "Buon giorno, Signorina." "Buon giorno," svarede hun venligt.
Hun gav sig i Snak med ham: "Hvorfor gaar du alene heroppe?" spurgte hun.
"Jeg vogter de Kreaturer, der gaar her nedenunder." "Hvad hedder du?" "Pietro." "Hvor er du fra?" "Fra Minuzia." "Hvor gammel er du?" "Sejsten Aar." "Det er jeg ogsaa," sagde den unge Signorina leende.
"Du sang før," vedblev hun. "Syng igen lidt for mig.
Han krøb op paa Muren og lod igen sin unge Stemme klinge ud over Verden dernede.
"Du synger smukt, Pietro. Syng en Salme." Pietro gjorde, som hun forlangte. Da han var færdig vilde hun give ham en Lire til Tak. Men Pietro rystede paa Hovedet. Han var en smuk Knøs, og Signorina Chiara befandt sig vel i hans Selskab.
Han var tilbageholdende, thi han forstod jo vel, at den unge Frøken, som han godt vidste, hvem var, stod langt over ham.
Men pludselig greb han hende om Armen med en fast og sikker Haand.
Hun blev rød og saa forundret paa ham. "En Slange, Signorina," sagde han og trak hende til Side, og hun saa da med Gysen en meterlang temmelig tyk Slange bugte sig foran hendes Fødder i Græsset.
"Tak, Pietro," sagde hun, mens et Gys sitrede gennem hendes unge skønne Legeme.
"Det var stygt," vedblev hun. "Jeg syntes ellers her var som i en Kirke. Friere og højere end Kirkerne nede paa Jorden. Thi her er selve Himlen Tag. Her er ikke malet Madonna og Bambino paa Væggen, men de hellige Engle færdes frit over vore Hoveder i Luften. Men Slangen er det ondes Sindbillede. Det var Slangen, som forførte Eva og Adam, da de gik alene i Paradiset, som vi nu her." Hun rødmede pludselig, og Pietro saa ned i Græsset. Men saa knuste han Slangens Hoved med Krumkniven og kastede Dyret ud af Ruinens Port.
Ogsaa mod Vest, i Ruinens modsatte Hjørne, var der en Port. "Følg med mig herud," sagde Chiara, og Pietro fulgte efter hende.
Klippen skraanede nedad, og med eet stod de foran en vild aaben Afgrund med vældige Rygge paa den modsatte Side.
Signorina Chiara stod tavs og saa ud over den sønderrevne Verden, der bredte sig gabende under hende. Den laa med et grumt Svælg der umælende kaldte paa hende. Det var som Dødens Kæber, der her uforvarende viste deres sultne Slug og blot ved Gebærden opfordrede hende til at komme, til at lukke Øjnene og falde ned.
Blot et Skridt fremad, saa var denne Verden en slukket Brand. Saa var hun der, hvor Skikkelsen er usynlig for Menneskeøjne, hvor Sjælen opsluges af den uendelige Evighed. Hvad havde hun da i Vente? Skulde hun ligge i Skærsilden og gløde og være bleg som Maanen og ikke kunne løfte en Klage over sine Læber? Pietro stod bag hende og saa paa hendes hvide Hals under Nakkens kulsorte Haarknude. Ikke en Engel kunde være skøn som denne fornemme fine Pige. Men hvor stod hun yderligt. Og var det ikke undertiden som svajede hendes Legeme, skønt ikke en Vind rørte sig. Han gik lidt frem ved hendes Side. Da lagde han Mærke til, at hendes Kinder var saa hvide, saa blodløst hvide. Der var et Søvngængerskær over hendes mørke Øjne. Han blev angst. Han saa, hun lukkede Øjnene og ligesom lyttede, skønt der ikke hørtes en Lyd til nogen Side. Nu vaklede hun som en, der er ved at blive bevidstløs. Da slog Pietro sine Arme omkring hende som efter en Befaling og bar hende bort fra Afgrunden op ad Skraaningen og satte hende først ned paa Jorden, da de atter var inden for Ruinens Port. Nu først slog hun Øjnene op, saa forvirret paa ham og spurgte: "Hvor var jeg?" "De var ved at falde ned i Afgrunden, Signorina," svarede Pietro, rød i Ansigtet og hjertebankende.
Den fornemme Pige faldt Hyrdeknøsen om Halsen, brast i Taarer og trykkede sin skønne Mund mod hans. Han stod stille og rørte sig ikke. Det var som en Indvielse, et Underværk. Skulde han gribe til, knuge hende som i et Elskertag. Nej. Hun var ikke af hans Verden, hun maatte bestemme, hvad der skulde ske. Hellige Madonna.
Hendes Arme om hans Hals, hendes Barm mod hans Bryst, hendes Mund og de søde Taarer — det var som en hellig Ild, der gennemglødede ham, bar ham bort til et Salighedens Land, man kun faar Lov at ane i Drømme.
"Pietro! Pietro! Falder jeg?" stønnede hun. "Har du reddet mig?
Kan jeg ikke nu falde ned?" "Nej, Signorina," svarede Pietro, hans Stemme lød saa sørgelig tør og dagligdags, han var kun en ussel, pjaltet Hyrdedreng, en Stolpe, som et Væsen fra den højere Verden et Øjeblik benyttede som Støtte. Han var bare skabt til at passe fire Køer oppe paa Bjerget og om Aftenen fjase med nogle barbenede Landsbytøse nede i Minuzia.
Signorina Chiara kom atter til Besindelse. Hvad var det hun gjorde? Hvad maatte Knøsen dog tro? Hun slap ham som i Angst. Men han stod stille og intet forraadte hans Følelser. Hun saa ham dybt rødmende i Øjnene, men han holdt sig fattig og ubetydelig af al sin Kraft. Han vidste nok, at det ikke i og for sig betød noget særligt, ikke noget med Elskov og Lyst. Pludselig saa hun hans lasede Klæder, lidt Smuds paa hans Ben og Hænder. Men han var nu smuk alligevel. Og han havde ikke berørt hende krænkende. Han havde baaret hende, som man bærer en Favnfuld Blomster hjem til sin Mor. Den uskyldige Dreng! Han var skøn! Og hans Øjne var som havde de set ind i en højere Verden.
"Var jeg styg, Pietro?" spurgte hun.
"Nej, nej, Signorina," stammede Pietro.
"Vil du fortælle nede i Landsbyen, at jeg klyngede mig ind til dig og kyssede dig, saa at de smaa Piger, du kender, vil le ad mig og beundre dig endnu mere end før?" "Nej, Signorina! Jeg ved godt, at De slet ikke vidste af det." "Har Pigerne nede i Minuzia sagt dig, hvor smuk du er? Du er en Signore, Pietro," udbrød hun smilende, saa han var lige ved at tumle henimod hende.
"Jeg ved godt, at jeg ikke er smuk," svarede han. "Jeg er en fattig Kvæghyrde. Og De vil ikke gøre Nar af mig." "Nej, det vil jeg ikke, kære Pietro. Hvor har du været fin og god mod mig. Jeg skal ikke glemme dig det. Men nu skal jeg sige dig, hvorledes det var med mig før. Da jeg gik op ad Bjerget hørte jeg Nonneklostrets Klokker ringe. Det var som om de kaldte paa mig.
Men jeg sagde Nej i mit Hjerte. Nej, Pietro. Verden er for skøn.
Tænk dig — midt i sin dejlige Ungdom, i sorte Klæder, være som en død, vende Solen og Træerne og Blomsterne og al Verdens Lykke Ryggen. Nej vel, Pietro?" "Nej, Signorina," sagde Pietro, slog Øjnene ned og gjorde Korsets Tegn. Han vidste ikke bedre Udtryk for sin Uvilje mod den Tanke, at den dejlige Pige skulde begrave sig selv levende.
"Nej vel, Pietro?" gentog hun. "Men da jeg saa stod ude ved Afgrunden, saa syntes jeg pludselig, det var som jeg hørte Klokkerne igen, dernede fra. Disse underlige Pigeklokker. Det var igen, som de kaldte paa mig. Det var som de vilde sige: Det er blot en Beslutning. Det er ligesom at lade sig falde ned i en Afgrund. Kun et Skridt fremad. Luk Øjnene. En — to — tre. Saa er det altsammen forbi. Saa vender du aldrig, aldrig mere tilbage til denne Verden, til Dansen paa Roserne, til Glæden, til Synden, aa, til Synden. Hvad er egentlig Synden, Pietro?" "Ja, Synden — hvad er egentlig Synden? Det gør jo ikke saa meget, at man synder, naar man skrifter og gaar til Messe." "Men, Pietro. Da Klokkerne kimede i min Sjæl allerinderligst, saa jeg var lige ved at falde, saa greb du mig og bar mig bort til Verden igen. Her, hvor der er som i en Kirke, hvor Englene danser paa Solstraalerne, herop bar du mig, Pietro. Aa, hvis du ikke havde været hos mig — hvor havde jeg saa været nu?" Hun vaklede et Skridt henimod ham igen og Taarerne blinkede i hendes sorte Øjne.
"Kunde du tænke dig at blive Præst, Pietro?" spurgte hun efter en lille Pavse. "Eller Munk? Forsage Verden?" "Nej, Signorina. Nej aldrig," svarede Pietro. "Saa hellere vogte Køer, Svin, Faar, Geder. — Hellere faa et Albergho og skænke Vin og hede Likører. Hellere hvadsomhelst. Hellere Synden, Galskaben, Pigerne. Hellere ligge og ose hundrede Aar i Skærsilden." Pietro blev helt ræd for sin egen Veltalenhed og korsede sig bagefter meget kraftigt.
Signorina Chiara blev forbavset over Pietros løsslupne Tale. Var han alligevel ikke saa fin i Sindet, som hun havde troet? Nej, hun forstod ham. Han sagde det altsammen for hendes Skyld, for at styrke hende mod Svimmelheden i Sjælen, mod Fristelsen til at forsage Verden, til at dræbe sin egen unge Livslyst.
Hun rakte den unge Knøs Haanden og sagde: "Nu maa jeg gaa. Men maaske kommer jeg herop en anden Gang. Kommer du tit herop?" "Ja, ikke saa sjældent." "Hvis jeg kommer igen, vil du saa synge for mig, naar du ser mig oppe over Bjergryggen?" "Ja," svarede han.
"Farvel, Pietro. Og jeg vil altid takke dig." "Farvel, Signorina!" Signorina Chiara skred forsigtig ned fra den gamle Ruin. Løse Sten rullede fra hendes Fødder, og til venstre gik Muren i eet med den stejle Fjældvæg. Hun havde ikke før været oppe paa Bjerget, derfor blev hun saa let isvimmel.
Pietro kravlede op paa Borgmuren og stirrede efter den unge Pige.
Hun vendte sig og vinkede til ham, da hun var kommen ned til den lavere skovbevoksede Bjergryg. Og Pietro fulgte hende ufravendt med Øjnene, indtil hun var forsvunden i Kastanjeskoven.
Saa sad han endnu længe og grundede. Hans muntre Toner var forstummet. Han havde staaet overfor en Slags Aabenbaring, mærket en Gudbenaadethed, men ikke rigtig begrebet, hvorledes han skulde gribe den an. Og alligevel var der faldet et Slags Skæl fra hans Øjne. Han vilde næppe foreløbig have megen Tanke for de smaa lattermilde Piger i Minuzia.
2.
Signorina Chiara havde som voksen Pige sit eget Værelse. Det var hverken stort eller særlig luksuriøst, men dog adskilligt fornemmere udstyret end Værelserne i den lille Bys almindelige Huse. Over hendes Seng hang et stort Krucifiks af Træ: en forpint Kristusskikkelse med en stor Tornekrone paa Hovedet. Paa Væggene hang nogle faa religiøse Malerier. Over Sengens Fodende en gloriekranset Madonna, der havde den hellige Bambino halvmæt hængende ved sit ene Bryst. Og over Hovedenden den hellige Sebastian bagbunden, saa hans jomfruelige Former spændtes værgeløst frem mod Hedningernes Pileskud; han stirrede med halvaaben Mund og fromme Pigeøjne mod Himlen, mens han stod og døde med den blottede Krop besat af Pile som en Naalepude. Endelig saas paa den fjerde Væg en Helgeninde med blottet Barm og med et bloddrivende Saar som efter en Slagterkniv i det Bryst, der var Beskueren nærmest. Ved Siden af Sebastianbilledet stod et Spejl fra Loft til Gulv. Der var ikke mange Møbler i Stuen, et lille Bord og et Par Lænestole, men de var hvidlakerede med Guldforsiringer langs Arme og Ben og dannede besynderlige Modsætninger til Martyrierne paa Væggene. De var som Symboler paa Verdens Fristelser overfor Himlens Krav om Forsagen, Blod og Lidelse.
Signorina Chiara talte ikke til sine Forældre om Mødet med Pietro. Hun fortalte kun om, hvor skønt der var paa Bjerget og hvilke Stemninger, der fyldte hendes Sind oppe i den ensomme Ruin. Egentlig holdt Forældrene ikke af, at hun færdedes saa meget alene. Hun var jo omtrent voksen og saa smuk, at det kunde bringe hende i Fare. Men tillige vidste de, at hendes Naturglæde og Ensomhedstrang var af religiøs Art, saa de greb ikke synderlig ind i hendes Foretagender.
Ved Aftenstid gik den unge Pige ind paa sit Værelse for at hvile sig efter Bjergturen og tænke over sine Oplevelser. Det begyndte tidligt at skumre, da de vestlige Bjerge skjulte Solen adskillig Tid før dens egentlige Nedgang, mens deres Skygge skred blaalig opad den høje Bjergkæde mod Øst og tilsidst slukkede det højeste Punkt Monte Violatos Kam.
Chiara satte sig paa sin Seng og lænede Ryggen mod Bagvæggen ind under Krucifikset. Herfra kunde hun se ud gennem Vinduet til et Udsnit af det fjernere Bjerglandskab, der laa i falmende Farve drømmeagtig og næsten med et Skær som fra en mere aandelig Verden end den, hvori hendes Legeme befandt sig. Langsomt nærmede Natten sig hendes Sind og gav Erindringerne fra den solrige Dag et underligt Sagnskær. Nu var Pietro vel hjemme i Minuzia og havde sine Køer paa Stald. Hvad tog han sig nu for? Hun kunde ikke glemme hans Godhed og fine Omhu. Han havde baaret hende fra Afgrundsranden som den gode Hyrde bærer Lammet ved sit Bryst, naar det har forvildet sig. Der var næsten et helligt Skær over hans Ansigt da hun saa ham staa foran sig, efter at hun var kommen til Besindelse. Han havde baaret hende ømt og dog var det — næsten som han ikke havde berørt hende. Hendes Vindue stod aabent, og hun hørte fjern Pigelatter og Karleskæmt. Men Pietro kunde ikke være med deri. Det kunde ikke være ham, der fik Landsbypigerne til at klingre som smaa leende Klokker. Klokker — aa! Ja, men det var Livets og Glædens Klokker. De kaldte ikke mod den mørke Afgrund, mod Cellen, de levende Pigers Ligkiste. Pietro — frels mig, fo’r det gennem hende. Bær mig fra Afgrunden! Faa Livets og Glædens Klokker til at klinge i mig! Nu begynder Vaaren, Primavera! De blaa Krokus har stjernestænket alle Bjerge. De er som blaa og dybe Sjæle, der spaar om Sommer, om salige Dage, om Længsler mod den blaa Himmel. Pietro!
Pludselig stødte hun sin Nakke mod Krucifiksets ene Kristusfod.
Den stødte haardt. Det var næsten som et Spark af den kolde Træfod. Hun følte en Gysen gennemisne sig. Var det en Advarsel fra den hellige, han, som havde valgt Pinen for at frelse Menneskene fra deres Glæders Følger. Hun bøjede sig fremad, bøjede sit Hoved og kunde høre sit Hjerte pumpe haardt. Hun strakte sig tilbage og kyssede den Fod, der havde ramt hende. Den føltes kold mod hendes Læbe. Ikke saaledes med Pietros Mund, den var levende og varm, men kysk, ligesaa kysk som den kolde Fod. Ja — det var den.
Nu gled Fuldmaanen op over Monte Violato. Italiens Fuldmaane begyndte Vandringen ad sin høje Bane. Den havde lige Øjnene over Bjergryggen. Den kom ikke kobberfarvet op fra Horisonten, thi inden den naaede Ryggen af det over 1000 Meter høje Bjerg, var den jo allerede et godt Stykke oppe paa Himlen. Den kiggede vemodigmildt ind i den jordiske Tilværelse og hævede snart sit hele Ansigt med det stille brandlidte Smil, der aldrig ændrede sig uden de Gange om Maaneden, da Ansigtet fortæredes, aades op, skares over. Chiara vidste godt, hvad Maanen var. Hun havde faaet en god Undervisning, delvis i Napoli. Men Maanen var noget andet for hendes Hjerte end for hendes Hjerne. Den havde Magt over Sjælen, og denne Magt var en guddommelig Magt. Maanen var en Guddom, der gik gennem en evig Skærsild, den fortæredes, forbrændtes, døde, men genopstod, voksede og fik stadig sit fulde Ansigt, sit Martyrsmil igen. Hendes Oldfædres gamle religiøse Følelse for Maanen laa halvvaagen i hendes Natur. Den var den gamle Guddom for Fødsel, Død og Opstandelse, den dræbte og genopstandne Attis eller Bacchus, hvis Legeme og Blod blev ædt og drukket fra Himlen ligesom siden Kristi Legeme og Blod under det maanerunde Brøds og Vinens Symbol. Eller den var Bacchus’ Moder, der brændte op i Gudens Favn i sin hellige Elskov. Ja, dette Sagn havde særlig grebet Chiaras Sind, da hun læste om det. Dette at brænde op i Guds Favntag — det var den hedeste og pinefuldeste Elskovssødme i Verden. Elske med Taarer og Tænder i sit Kød og Tornekrone og Gloriekrans om sit Hoved. Pietro! Var du bange for mig?
Aa, dette Maaneansigt. Det ejede en evig Visdom, Godhed og Naade.
Herren lod lyse sit Ansigt over Jorden, som de gamle Israeliter sagde. Mon det ikke var den Gud, der havde indblæst den hellige Skrift. Hun havde set den bag mange af de hellige Fortællinger.
Hun havde set Nymaanens Krumning ligge over Bjærgene i Vest, mens den omsluttede Fuldmaanens grønligt fordunklede Ansigt som en Skaal, og hun havde tænkt paa Johannes Døberens Hoved, der bares frem paa Fadet. Hun havde set Maanens Ansigt højt paa Himlen ligge paa Siden. Da saa det ud, som var der to Menneskefigurer i den gule Skive. Hun havde tænkt paa det gamle Sagn om den store Moder Kybele og hendes Søn eller Elskede Attis, der lænede sig mod Pinjekronen. Det kunde ogsaa ligne Guds Moder, den store Moder Madonna, og Johannes, der begge stod under Korsets Tværbjælke.
Ja, hun var vel en Drømmerske, en Fantast, men hun kunde ikke gøre for det. Der steg gamle Evighedsfornemmelser op i hendes Sind ved dette manende Maaneskin. Det var ligesom denne Maane bar gamle hellige Budskaber henover Himlen. Men især greb hende den uforklarlige Stemning fra Dødsriget, som Maanen førte med sig. Mon ikke de dødes Sjæle husvalede sig ved dette Ansigts Lys, dette Ansigt, der levede og døde og smilede alkærligt og evigsaligt gennem Martergløden.
Død fra Verden! Det var ligesom disse Ord stod skrevet i Maanens Mine. Vel levede den og vandrede sin ensomme Vej gennem Himlen.
Ogsaa var den Jorden saa nogenlunde nær, men dens stumme Udtryk og Lys gav Udtryk for et Liv, der var vidt forskellig fra Dagens, fra Solens, Livets, Latterens Verden. Under disse stille Spøgelsestraaler lukkede Blomsterne sig, Dyr og Mennesker gemte sig og faldt i Dvale. Og skinnede Maanen ned paa sovende Menneskers Ansigter eller blot ind i deres Sovekamre, omtumledes deres Sind af Drømme, af et vildsomt Underverdens-Liv.
Chiara var dybt hendragen af Maanen, hun elskede dens Lys, men samtidig ængstede det hende. Mon Nonnerne sov? De lod vel nu deres Klokker tie. Sad de knælende i Cellerne og mumlede uendelige Bønner, mens Maanestraaler kyssede deres Pander og tegnede Lysruder paa Væggen og Gulvet. Ogsaa de hørte til Skyggeriget, hvor Legemet visner, Sanserne lukker sig for Verdens Liv. Ogsaa deres Ansigter blev stille som Maanens med et evigt Smil, en Martyriets Mildhed, der lyste frem som det eneste lysende af de sorte Dragter.
Aa nej, Afgrunden. Sover du, Pietro?
Hvor var det godt, hun ikke var paa Bjerget nu. Hvor vilde hun hvidne af hemmelig Angst, hvis hun nu gik i den øde Ruin under de stumme straalende Stjerner. Hvor vilde Middelhavets Maaneglans ængste hende med Dødssejlere og Spøgelseskibe. Og Afgrunden!
Jordens frygtelige aabne Kæfter fulde af det usaligste Mørke. Nej.
Ikke tænke derpaa.
Hun tændte tre Vokslys, som sad i en trearmet Stage paa hendes Bord, lukkede Vinduet og trak Skodderne for. Saa bad hun sine Bønner og knælede for sit Krucifiks og sine Helgener.
Da hun havde klædt sig af, traadte hun hen foran sit store Spejl og saa sig selv staa deri, nøgen i al sin Ungdoms Pragt. Var hun mon ikke skøn? Hun syntes det selv. Hun gik hen mod sit eget Spejlbillede og nærmede sin Mund til dettes, som vilde hun kysse en kær Veninde. Hun slog sit lange sorte Haar ned fra Nakken og trak det frem over Skuldrene, saa hendes Bryster hævede sig ud igennem det ligesom paa Tizians Maleri af Maddalene. Jo, Signore og Madonna være lovet! Hun var skøn! Skøn over hele Legemet, det lyse, slanke Legeme mod det natsorte Haar.
Men ved et Tilfælde faldt hendes Blik hen paa Billedet af San Sebastian ved Siden af. Ogsaa han var nøgen, men Marterens Pile strittede ud fra hans Krop. Hendes fine Hud var hel og uden en Smerte, men hans var gennemhullet og spiddet, og dog lyste hans Øjne af en Glæde; der skød enhver Kval fra sig. Hun saa sig igen i Spejlet. Ikke saa meget som en Stoppenaal i al denne glatte buede Skønhed. Ikke en af de helliges Lidelser i denne livstørstige Krop.
Hun vendte sig skamfuld fra Spejlet. Hendes Blik faldt nu paa Helgeninden med det blodige Bryst. Denne fromme Kvinde havde kun et eneste Saar, men det gabte som en brutal Mund, der aabnede sig til en Forbandelse over Verden, mens Blodet vældede vellystig rødt og kildrende ned imod Bugen. Eller lignede Saaret ikke mere en Mund, der aabnede sig til et raat og afsindigt Kys. Det var næsten ublufærdigt og ligesom gjorde Brystets Nøgenhed mere udfordrende.
Martyrium til alle Sider, Lemlæstelser, Menneskeslagtning for Syndens Skyld — ikke en usaaret Krop uden hendes. Hun alene gik der med denne daarende helskindede Vellystkrop, som ømmede sig for Pine, men længtes efter følsomme Haandflader, Tryk af Læber, Rosenbilleder af Kys over hele Hvidheden. For saaledes var det jo.
Selv om hun maaske var angst, naar Øjeblikket kom, saa stod hun dog her og beskuede sig selv og længtes efter en Skylregn af Kælenhed ned over sig, saa Hjertet laa i Glorie og alle Lemmer lo.
Noget saadant var ikke tidligere bleven Chiara fuldt bevidst, men nu her overfor Martyrernes Vunder gik det op for hende. Fy. Havde hun bare en Svøbe, saa skulde hun piske sig og sin ugudelige Hvidhed og Rundhed. Det vilde ligefrem gøre godt i Sjælen som et koldt Styrtebads Rislen. En Tjørnegren, som kunde faa de røde Draaber til at stænke fra Lemmerne!
Men nu faldt hendes Blik paa den fjerde Væg. Der hang Billedet af den blide Madonna med Straaler om Hovedet af Moderfryd, med Brysterne spændte af Mælk for Munden af det diende Barn, som sugede sig tykt og rundt og sorgløst. Dette var et Billede fra Livets Verden, fra Solens og Frugtbarhedens Egne. Dette hellige bestraalede og straalende Nu, der lod sine Kilder springe i Fremtidens Mund. Aa — gloria in excelsis! Hun kastede sig ned, saa de nøgne runde Knæ slog mod Gulvets Stenfliser. Over hendes Læber strømmede et henrykt Ave Maria. Denne skønne Moder var det helligste i hele Religionen. Hende vilde hun ligne. Ogsaa fødslen var jo et Martyrium, men Veskriget var samtidig et Frydeskrig; Fødslen maatte være et Lykkens Martyrium, en Fanfare for det evige Liv paa Jorden. Krævede det ikke Mod, Kræfter i Sjælen og Legemet ligesaavel som Hengivelsen til Bodssvøben.
Hun rejste sig og gik atter hen for Spejlet. Hun bredte Armene ud og brystede sig frimodigt. Hun vilde være Livets, Lysets, Livsglædens Præstinde. Hun vilde bringe dette herlige Legeme som et Offer til det evige Liv paa Jorden, saa nye Tunger i Tusindvis skulde prise Signore deroppe og alle de hellige Engle for Solens Lys og Jordens Lykke. Men med eet blegnede hun. Hun saa sit Billede i Spejlet som en Karikatur af den korsfæstede. Saaledes hang han med udbredte Arme, men med Pinen i hver Muskel, den Ve, der sonede hele Verdens lystne Latter. Hun lignede ham — ja, men skamløst, gudsbespotteligt, med frække Bryster og Forførelse i hver Muskel, hver udspændt Runding. Bort! Hun iførte sig hastigt sin Natdragt, der faldt som en Lyseslukker over denne formastelige Skønhed.
Ja — der over Sengen hang han jo, fastspigret til Korset og med Tornekronen paa. Han, der som Barn hang sorgløst ved Madonnas Bryst. Dette Løfte om Lykken paa Jorden, Livsglæden — der hang det til Bod for Glæden. Og hvad var det for en Lykke alle de smaa Madonnaer derude i Landsbyen fødte deres Bambinoer til? Slid, Foragt, Had, Taarer, Syndefald.
Nej. Det var nok alligevel ikke uden Grund, de sorte Nonner lod deres Bønner lyde og deres Klokker ringe. Denne skønne Verden var jo en falden, fortabt Verden, hvor hvert nok saa straalende Liv endte i Angst, Pine og Død. Denne skønne Verden havde de vendt sig fra. Det var svært. Det var som et Spring med lukkede Øjne i Afgrunden, men hvem ved, om de ikke vandt mere end de tabte. De klyngede sig til Korset, Marterpælen, men Verdens Sorger og Skuffelser ramte dem ikke. Verdens, Lysternes Martyrium kendte de ikke. De gik den lige Vej til Himlen straks. De levede i Gravens Forgaard fra deres Ungdom af. Pietro! Skal jeg lukke Øjnene? Skal jeg lade mig falde?
3.
Under Bønner og Knæfald gik Signorina Chiara til Hvile. De tre Lys var slukkede, Stuen var mørk, Krucifikset og Malerierne paa Væggene var gaaet til Bunds i Mulmet. Den unge Pige var nu træt, baade paa Legemet og Sjælen. Hun sov snart ind. Det var jo ogsaa paa en Maade at dø fra Verden. Men Verden fulgte med i Søvnen. Den slap hende ikke, selv om det kun var en Slags Spøgelser fra Dagen og Livet, der trak gennem hendes Bevidsthed.
Det forekom hende, hun gik oppe paa Bjerget sammen med Pietro.
Nedenfor gik de fire Køer, de havde Klokker under Halsen, og det klingrede og ringede spinkelt hver Gang de flyttede en Klov. Det var egentlig saadan en lattermild og sød Musik, ligesom et Akkompagnement til den Smule Samtale, hun og Pietro førte.
De fulgtes ad Haand i Haand op til Ruinen. Der knælede de sammen og sang "Ave Maria" og messede "Ora pro nobis" til det hellige Barn, Apostlene og alle Helgene. Saa gik de ogsaa ud og saa hen over Afgrunden. Verden laa i frygtelige Folder foran dem, som om den engang var stivnet i en forfærdelig Krampetrækning. Klipperne havde vredet sig som Uhyrer i en ulidelig Pine. Dalene havde aabnet deres Kæber til djævelske Skrig. Men nu tav de i en Dødsform, hvis Stumhed var som et Ekko af den ældgamle Verdenskval. Chiara saa pludselig en af Køerne kigge frem gennem Ruinens Port, den rokkede med Hovedet og lod sin Klokke ringe.
Lidt efter kom en anden Ko lidt nærmere, nikkede og ringede. Og en tredje stod lige ved hendes Side, strakte Halsen frem for at kløs under Hagen, mens dens Klokke ustanselig ringede og ringede, klingert og fint. Pludselig saa Chiara en Halvkreds af Nonner nede i Afgrunden. Tre af dem ringede paa smaa klare Malmklokker, mens de andre sang og bad. Chiara saa sig om, men Køerne var borte. Det var altsaa Nonnernes Klokker, hun havde hørt. De kaldte højere og højere, om end stadig fint og sprødt, Mellemtoner mellem Hulken og halvkvalt Pigelatter. Se, nu rakte Nonnerne Armene i Vejret, hævede sig gennem Luften op imod hende. De greb efter hende, og hun var lige ved at falde. Lige ved at styrte sig mellem Armene paa dem. Da pludselig følte hun et Par stærke Arme om sig. Det var Pietro. Hun vendte sig mod ham og saa, at han løftede hende op med brede Vingeslag som en Engel. Han saa sorgfuld ud, men hans Øjne var stærke som en Ørns. Lidt efter syntes hun, de sank begge to, skønt Pietros Svingfjer suste. Der var noget, der tyngede og trak i hendes Klæder. Men nu — hvad nu? Hun følte Klæderne glide ned fra hende, revet nedad i vrede Ryk. Hun laa nøgen i Pietros Arm.
Og nu gik det opad. Svingfjerene sang i Luften. Hun laa knuget ind til hans Bryst. Hans Muskler sitrede mod hendes Sider, og hans Kløer borede sig ind ved hendes Hofter. Det blødte vistnok. Hun syntes, hun kunde mærke Blodet dryppe som en mild Regn, men det var egentlig ingen Smerte. Nej, det blev mere og mere en Fryd, en tornekronet Salighed gennem hele Sjælen. De var allerede højt oppe i Luften, troede hun. Men hun lukkede Øjnene under et Kys, der brændte, bed til Blods. Engelen Pietros Vinger skulde nok bære. Det gik vildere og vildere mod Himlens Porte. Da hørte hun nedenfra en høj Kvinderøst: "Vi faar dig nok! Vi faar dig nok!
Vejen opad gaar først nedad! Først Tornekronen, saa Glorien!" Og nu syntes hun, hun faldt haardt ned paa en solvarm Højslette med Pietro død og tung og med udslagne Vinger over sit Bryst.
Hun vaagnede med et Skrig. Hvad var det, der laa paa hendes Bryst, dødt og tungt. Hun greb for sig og følte en Skikkelse af koldt, haardt Træ. Aa, Gesu, Maria! det var den korsfæstede, der var faldet fra Væggen ned over hende. Hvad betød det? Hun brast i en heftig Hulken, mens hun knugede Krucifikset voldsomt i sin Favn.
Næste Morgen kom Donna Beatrice ind i Chiaras Kammer. Hun slog Skodderne op for den straalende Morgensol. Men da hun vendte sig saa hun sin Datter ligge sovende med ligblegt Ansigt og med det udskaarne Billede omslynget af sin venstre Arm. Hun raabte forfærdet: "Men Chiara! Chiara! Hvad gør du?" Den unge Pige vaagnede. "Moder," sagde hun og saa forvildet frem for sig. "Ja mit Barn! Hvad er det? Hvorfor ligger du saaledes?" Signorina Chiara fortalte nu sin besynderlige Drøm, men nævnede ikke Pietros Navn. Donna Beatrice sad stille og alvorlig og hørte paa hendes Beretning. Hendes Øjne duggedes, og hun sagde: "Bliv ikke bange, min lille Pige! Jeg ser nok, hvad det betyder. Du er udvalgt. Jeg har længe anet, at Himlen vilde kræve et af mine mange Børn. Nu er Kaldet kommet. Du maa modtage Indbydelsen. Mit kære Barn, hvilken Naade, om du forstaar det ret. Du skal være hans Brud og bære hans Byrde." Moder og Datter faldt hinanden om Halsen og græd begge heftigt.
Lidt efter lidt løsnede Chiara sin Arm fra Krucifikset, steg ud af Sengen og begyndte at klæde sig paa. Den blændende Morgensol skød leende Straaler mod hendes forgrædte Øjne. Derovre bag Kløften laa Nabobyen med lysende Mure, med Paladshavens store ensomme Pinje mørk mod det solblændende Middelhav. Og den Verden skulde hun vende Ryggen. Alt det glade leende Liv, som hun stod i Udspringet til at gribe, til at fylde sig med, det skulde visne foran hendes gribende Haand. Skulde hun endda dø. Det var næsten bedre. Slukkes ud med eet. Aa — var hun endda faldet i Afgrunden i Gaar, da Pietro greb hende. Hun brast i en afsindig Graad, som huggede i alle hendes Lemmer. Moderen sad mørk og bøjet og saa paa hende. Hun vidste, det blev en tung Gang for hendes lille Pige at gaa. Men hun kunde jo ikke redde hende. Det var en utvetydig Kaldelse fra Himlen. Og hun havde forlængst anet, at det religiøse Barn næppe vilde faa Ro i det verdslige Liv. Hun havde i sin Opvækst røbet mange Tegn paa, at noget usædvanligt slumrede i hende.
4.
Det kan synes en sølle tarvelig Tilfældighed, men nu begyndte Signorina Chiaras Død fra Verden. Den foregik naturligvis ikke paa een Gang; Livsviljen, Livslængslen i den smukke unge Pige havde svært ved at lade sig knække, men hendes religiøse og af denne Verden ret ubeskrevne Sind havde kun svag Modstandskraft mod de tilsyneladende Tegn og kraftige Paavirkninger. Thi nu var det saa temmelig forbi med den unge Piges Friluftsliv. Skulde hun færdes ude fik hun saa godt som aldrig Lov til at gaa alene. Derimod rendte hun overalt, hvorhen hun vendte sig, i Armene paa Præster og Munke, der altid forstod at henlede hendes Opmærksomhed paa de højere Magters tydelige Fingerpeg. Signorina Chiara var en Sjæl i Havsnød. Hun vaklede mellem et elendigt Haab om at naa i Land til en øde gudforladt Kyst eller overgive sig til Druknedøden for saa snart som muligt at kunne overgive sig til den endeløse Glæde i de saliges Skarer.
Don Alberto følte undertiden et Stik i Hjertet ved at se sin Datters sunde Kinder blive blegere Dag for Dag og Sjælen ligesom langsomt brænde Legemet op. Ogsaa Donna Beatrice nagedes, men hun var stærkt religiøs Og stærkt paavirket af Præsterne, saa hun følte det som et Guds Kald at styrke sin Datter til det store Offer, der endelig tilsidst bar den rige Løn i sig. Hun talte mange kærlige, men livsdræbende Ord til Chiara: "Ja du synes vel, min Datter, at det er en Haardhed af de højere Magter at udvælge dig.
Du har Ret i at du er skøn. Det forkrænkelige Billede, du bærer, er meget skønt. Vilde du vælge Verden, Livet i Kødet og Synderne — ligesom vi andre —, da kunde du maaske naa højt efter menneskeligt Begreb. Du kunde maaske blive en anset Mands Hustru, du kunde maaske gaa til Alteret med en Barone, en Conte, en Duca.
Men mangen Hustru dør, naar hun skal føde sit Barn, mangen ser sin Ægtefælle drages mod andre eller dø tidligt, mangen ser sine Børn vanarte, blive Forbrydere, gifte sig med simple Folk, blive Drankere, ende i Usselhed og bringe Skam over deres Forældre. Den Brudgom, der bejler til dig, kan du stole paa. Han lader ingen Sorg, Nød eller Skam komme over dig eller ved dig over dem, der har sat dig i Verden. Han tilbyder dig den hvide Brudedragt med røde Roser om dit Haar, og selv om du saa her i Livet maa dele Tornekronen og Dødsrigets Skygge med ham, saa lønner han dig tilsidst med den evige Glorie, den Straalekrans om dit Haar, der aldrig mister sine Straaler." Signorina Chiara sad med sænket Blik, som hun af og til næsten stjaalent lod se ud gennem Vinduet. Hun vidste, hendes Moder mente det godt; hun følte, det var Sandhed, hun sagde. Men dog skar det hende i Hjertet med en ny Braad, da Moderen talte om den jordiske Lykke med en Mand af høj Stand og saa det som en Vanære, hvis hun valgte sig en Mand som Pietro. Thi Pietro vilde nu ikke let komme ud af hendes Tanker. Og naar hun skulde sidde og henleve sit lange Liv i Cellen, hendes Brudekammer og Grav, da vilde hun bede de hedeste Bønner for Pietro. En Barone, en Conte, en Duca tilsammen kunde ikke opveje ham.
Pietro kom Gang efter Gang med sine Køer paa Bjerget. Solen gik for hver Dag højere og højere i sin Bane. Der faldt hedere og hedere Lys over den vide vilde Egn. Men Dag efter Dag spejdede han forgæves efter den skønne fornemme Pige, der havde sagt, hun vilde komme igen og bedt ham synge fra Murtinden, naar han saa hende komme. Hvorfor var hun kommen og havde været saa god imod ham, naar hun aldrig vilde komme mer? Naturligvis var det taabeligt at tænke paa hende. Hun var en rig og fornem Mands Datter og modnedes paa alt for høj en Gren til at blive en Frugt, han kunde naa at plukke. Kanske var det godt, hun ikke kom. Det vilde jo bare blive dobbelt Pine hver Gang hun var gaaet igen.
Men Pietro kunde ikke faa Signorina Chiara ud af sit Hoved. Hun havde forhekset ham med sin Skønhed, sin fornemme Varme. Han havde set ind i en Sjæl, der straalede som ingen anden Pigesjæl.
Hans Barndomsveninder, de smaa glade Landsbypiger, begyndte at drille ham. De spurgte ham, om han holdt Stævnemøder deroppe i Bjærget, om han vilde være Munk eller Præst og lignende drilagtige Ting. Aa Chiara havde jo ogsaa spurgt ham derom. Hun havde talt om Nonnernes Klokkers Klang. Nej, det var da alt for forfærdelig en Tanke. Der var da Piger nok med skæve Rygge, grimme Fjæs og andre Skavanker, de kunde gaa i Kloster uden at hverken de selv eller Verden vilde tabe meget derved. Men Signorina Chiara. Det var en Haan mod den heldige Skaberhaand. Hun var jo netop en særlig udvalgt for Lykken paa Jorden.
Da kom Pietro i Tanker om, hvorledes Livet vilde forme sig for en Pige som Chiara. Hun vilde blive gift med en fornem Signore, rejse til Napoli eller Rom og leve i Lyksalighed og Glans, faa Børn med ham, elske ham, glemme, ganske glemme den usle Kvæghyrde, som hun en Gang tilfældig havde berust med et Kys.
Nej, det var for ham endnu forfærdeligere. Men hvad og hvorledes end Pietro tænkte, saa kom Chiara ikke ud af hans Tanker.
En Aften lige ved Solnedgang luntede Pietro langomt og ligesom uden Ærinde ned ad Salita til. Hans Hjerte bankede og han følte en Drift i sig til at løbe af alle Kræfter. Men ingen maatte mærke noget. Det var som om Signorina Chiara havde kaldt paa ham. Lige da han vaagnede om Morgenen havde han tydelig hørt hendes Stemme.
Der maatte være sket et eller andet, siden han aldrig saa hende.
Han turde ingen spørge; det vilde jo vække Mistanke og give Anledning til Snak. Maaske var hun bleven syg og laa lænket til sit Leje. Maaske var det i hendes Dødsstund hun havde kaldt saa han hørte det, trods Afstanden. Han havde ingen Ro. Noget trak ham som en Magnet, han maatte adlyde. Han maatte gaa med langsomme forsigtige Skridt, som en, der intet Ærinde har, for maaske at se et Glimt af hende.
Det lykkedes Pietro uset at komme ind i Don Albertos Have. Han stod skjult bag en stor Busk og stirrede op mod Husets Vinduer, hvor man begyndte at lukke Skodderne for. Da fik han Øje paa et Vindue, som endnu stod vidaabent. Og lidt efter kom Signorina Chiara frem og lænede sig med Armene mod Karmen. Hun saa over mod Nabobyen med et Blik, hvis Mørke ligesom indsugede Jordens sidste Belysning. Men hvor havde hun blege Kinder. Hun saa ud som om en uhjælpelig Sorg allerede længe havde gnavet paa hendes Hjerterod.
Pietro listede sig forsigtig ud fra Busken, saa Signorina Chiara maaske kunde faa Øje paa ham. Det skete. Uvilkaarlig fór en Skræk igennem hende ved Synet af en fremmed ung Mand i Haven. Men pludselig genkendte hun Pietro. Hendes mørke Tungsindsøjne skød med eet Glædeskær, saa det var som Ansigtet straalede. Pietro saa det, og ogsaa han følte sit Sind springe ud som en forpjusket Blomst, der overraskende rammes af Solen.
Signorina Chiara hviskede ned til ham: "Aa Pietro. Jeg kan aldrig komme mer. Afgrunden sluger mig. Jeg kan aldrig, aldrig glemme dig. Men skynd dig bort, list dig bort, bliv borte. Ser nogen dig her eller i Samtale med mig, sker der noget forfærdeligt." Hun ligefrem gennede ham bort med de fine tynde Hænder. Pietro fjernede sig paa Taaspidserne, mens han fornam det som Firben løb ham op og ned ad Ryggen, indtil han lykkelig og vel var udenfor Don Albertos Have.
5.
Pietro listede hjem. Mørket var faldet paa. Der var ingen paa Vejen. Han gik langsomt langs den mørke Bjergvæg hjemad. Over Bjergene og Havet skinnede Sydens store glade Stjerner paa en natblaa glat Ædelstenshimmel. Det var som Tusinder af Engle, der laa saligt og drømte med aabne Øjne i en stor Gudesals Skumring.
Ja, der var megen Salighed i Himmeriges Sal og for den Sags Skyld ogsaa paa Jorden, men for Pietro var der kun en mørk, øde Bjergvej opad Trapper og nedad Trapper med en brøstfældig Mur mod halsbrækkende Skrænter. Der var ingen Dans paa Roser beredt ham i noget som helst Verdenshjørne. Hvad havde de gjort med Signorina Chiara? Hun saa jo ud som havde hun staaet ved Marterpælen og smagt Svøben over hele sit unge Legeme.
Ogsaa Pietro havde stærke Drømme. Og denne Nat, da han kom hjem i sit tarvelige Kammer, hvor der hverken var Krucifikser eller Helgenbilleder, drømte han, at han sneg sig ind i Don Albertos Have, krøb ad en Stige op til Signorina Chiaras Vindue, lokkede hende ud og bortførte hende. Han bar hende op til den øde Borgruin og favnede og kyssede og knugede hende, til hun laa som et Lam, der var halvt hugget til Døde under Ørnens Næb og Klo.
Men der stod alligevel afsindige Frydestraaler ud af hendes kulsorte Blik, som fra en Sjælens Ildfluedans.
"Tak, elskede Pietro," hviskede hun. "Løft mig nu op i dine stærke Arme, bær mig hen til Afgrunden og kast mig ud, langt, langt ud. Saa svæver jeg lige ind i Himlen." Dagene gik, og Pietro forstod, at for ham var der ingen Lykke i Vente, hvis han ikke kunde feje Chiara ud af sit Sind. Det var næsten ikke til at tænke paa, men andet var der ikke tilbage. Han søgte nu at bedøve sig, dels ved Vin, dels ved Leg og Fjas med de unge Piger. Han blev overstadig, næsten en Fabel for den lille Landsby. Han forsømte Messe og Skrifte og stod ilde anskreven blandt Gejstlighedens talrige Repræsentanter, fra Præster til Tiggermunke.
En tidlig Eftermiddag i Oktober var Chiara ude at spasere med et Par af sine Søstre. Det var en skøn Dag med Vemod i Solskinnet og falmet Vinløv, saa alle Kløfter og Skrænter laa i en drømmende Forbløden. De tre Søstre gik til Minuzia for at nyde den frie Udsigt fra dens lille Piazza udover Golfen. Chiara maatte mindes den Dag, da hun saa udover den sammen med Pietro oppe fra Bjerget.
Nu var den anderledes, ligesom hun selv. Aa, men hvilke Farver.
Grønne, blaa, violette, gyldne, men med en Inderlighed i Udtrykket, som om de var en guddommelig Sjæls sidste Hilsen til en sød verdslig Lykke. Og dernede i Kløfterne laa de smaa Byer under Solens Ømhed, Solen, der sank lavere Dag for Dag. Det var som om Verden selv var mødt for at tage Afsked med Chiara, som om den selv var greben af Tanken om Døden fra Verden.
Paa Tilbagevejen var de to yngre Søstre faldet i Betragtning over nogle Svin, der gik og gryntede lystigt paa Gaden. Chiara hørte en kaad dæmpet Sang i et Hus, der laa højere oppe ved en Trappesmøge.
Hun gik lidt opad Smøgen for bedre at høre. Da saa hun en Dør paa Klem, og inde i Halvmørket, men med en Solstribe gennem Vinduesaabningen, stod en nøgen ung Mand i et stort Kar og persede Druer med Fødderne. Han havde smykket sig med Vinløv om Haaret, stampede og sang og lo. Var det den unge Vingud selv, den unge Bacchus, der var genopstanden? Chiara vidste, hun skulde slaa Øjnene ned, rødme og skynde sig bort, men hun kunde ikke. Hun havde set paa nøgne og halvnøgne Martyrer med Spid i alle Lemmer saalænge, at hun ikke kunde rive sine Øjne fra det herlige Syn af denne sunde, glade, livskaade Yngling. Hun stjal sig til at se ham fra en mørk skjult Krog. Hvor var han skøn! Ja — som en Gud, en Engel! Men det vilde koste Rosenkranse, Bod og Bønner blot at tænke paa ham, endsige at se ham.
Da paa een Gang faldt der som Skæl fra hendes Øjne. Det var jo Pietro. Ja, kunde Synet af nogen Mand have voldt hende saadan pludselig Fryd, hvis det ikke var Pietro. Hun burde have følt det straks. Aa — det var Djævelens mest udspekulerede Værk at lade hende se hendes elskede Ven saaledes nu, da hun stod paa Nippet til at springe ud i den evige Forsagelse. Og Pietro lo og sang, var kaad som en salig. Han havde allerede slaaet hende ud af Tankerne, glemt hende, ladet hende falde og dø i Mørket. Saa snart, saa fuldkomment var man begravet og borte, selv for sin bedste Ven, naar man havde valgt Forsagelsen, den evige Verden for den timelige. Havde Pietro dog bare haft en Dolk i Haanden, saa vilde hun gaa ind til ham og bede ham støde hende rigtig dybt og godt ind i Hjertet med den.
Chiara listede stille ned i Vejgyden igen. "Hvor blev du af?" spurgte de yngre Søstre. Hun rødmede og svarede: "Jeg lyttede til en, som sang deroppe." Saa blev der ikke mere Tale om den Ting.
Men da Signorina Chiara kom hjem gik hun ind paa sit Kammer. Hun kastede sig ned paa sin Seng og hulkede sønderknust. At Pietro var saa skøn — det kunde hun vel have troet, men burde ikke have set.
Men at han saa ganske havde glemt hende! Det var ikke til at udholde. Aa, hvis Pietro elskede hende, kunde hun flygte med ham til Verdens Ende, til en fjern Sydhavsø, hvor der hverken var Klostre eller Kirker, hvor der intet skulde forsages, hvor Folk endnu gik nøgne under Solens Straaler. Nej, nej, nej! Det var jo Djævelens Stemme, hun lod lyde i sit Hjette, hans Musik, hendes Tanker dansede efter. Og det var vel netop Himlen, der havde ført hendes Fod til det Sted, hvor hun saa Pietro stampe Druerne. Det var vel de højere Magter, der vilde lade hende se, at Pietro havde lukket hende ud af sit Hjerte og ingen Skade vilde tage, om hun fulgte det Kald, hun havde faaet. Men Fristelsen, Kødets Fristelse fulgte altid Side om Side med Himlens Fingerpeg.
Nej hun vilde sige Ja til den store Bejler, den martrede Gud, hvad det saa skulde koste. Hun vilde løfte sig ud over sig selv, og intet i Kødets Verden skulde faa Magten over hendes Vilje.
Hendes Moder tilskyndede hende, Præsterne tilskyndede hende, alt opfordrede hende til at lukke Øjnene for at tage den store Beslutning. Naa ja ja da. Farvel Verden! Jeg slukker dit Lys i mit Sind. Solskin for de andre, Jord, Bær Blomster og Frugt for de andre. Jeg vælger den trange stenede tornestrøede Vej. Jeg kaster min kødelige Skønhed i Støvet, saa den aandelige kan skinne desto renere. Jeg skal, saa vil jeg da.
Da hendes Sind var kommet lidt til Ro, satte hun sig ved sit Bord og skrev til Pietro: "Carissimo Pietro!
Du vil maaske undres over at faa Brev fra mig. Men det er blot et Farvel. Jeg ved, du husker mig endnu, Pietro, thi du kom en Aften i vor Have under mit Vindue. Jeg ved ogsaa, at du har lukket mig ud af dit Sind, thi jeg kom en Dag forbi din Dør, og du sang og lo og var glad. Derfor kan jeg nu skrive til dig, thi saaledes maa det være. Du maa være glad, synge og le uden nogen Sinde mere at mødes med mig. Jeg ved, jeg lovede senere at møde dig paa Bjerget.
Jeg kunde ikke faa Lov dertil. Selv om jeg gav mit Liv hen til denne Verden, vilde ingen tillade, at jeg blev din. Men nu forsager jeg denne Verden. Jeg bliver ingens paa Jorden. Du bryder dig maaske ikke om mig mer. Det var det bedste, om saa var, og saaledes saa det ud sidst jeg saa dig. Jeg ønsker, du maa blive saa lykkelig, som man kan blive det i Verden, og jeg vil bede hver Dag for din Sjæl og slaa mig selv med Svøber for at sone, hvad du synder, naar du skinner mest af Fryd. Det svier, Pietro, men det er ogsaa en Lykke, en sort bitter Lykke, der gør Sjælen stærk. Jeg elskede dig, Pietro, ja til Afsind min Ven, men de jordiske Magter nægter mig dig, og de himmelske Magter nægter mig dig. Jeg ved ikke, hvor højt du elskede mig, men du brød dig vist en Gang om mig. Jeg kan ikke undvære at tro det. Det er alt, hvad jeg nu forlanger af denne Syndens Verden, at jeg maa beholde den Tro.
Og saa, min kæreste Ven, det sødeste Minde i min Sjæl! Gid vi, naar Skærsilden om vore Sjæle er slukket, maa mødes igen, paa et Bjerg, hvor Templerne ikke ligger i Ruin, hvor der ingen Slanger bugter sig i Græsset, hvor der ingen Afgrund gaber ved vor Fod. Lev vel, carissimo Pietro! tænk paa mig det Øjeblik, du læser dette Brev, og brænd saa Brevet og tænk aldrig paa mig mer. Du maa for alt i Verden ikke sende mig noget Svar.
Din Chiara."
6.
Aaret hældede stærkt, og paa sin 17-Aars Fødselsdag i Begyndelsen af Oktober gav Signorina Chiara sin Moder Haanden paa, at hun vilde vie sit Liv til Forsagelsen, blive Monaca, Nonne, Kristi Brud.
Hun tænkte først paa at indtræde i en Orden, hvor hun kunde faa Lov af og til at færdes ude sammen med andre Søstre. Men efterhaanden traf hun den Bestemmelse, at havde hun valgt at forsage Verden, saa skulde det ikke være halvt, saa vilde hun indtræde i Salitas Nonnekloster, hvor hun efter sin endelige Indvielse aldrig mere vilde faa Lov til at sætte sin Fod udenfor Klostermuren, aldrig mere vilde faa Lov at betræde den besmittede Verden, der bestraalede hendes Sjæl med tusind søde Forførelser, som kun voldte hende dobbelt Pine, naar de skulde forsages. Hendes Moder kyssede hende inderligt og ønskede hende til Lykke. Hun vilde kunne naa at leve et usædvanligt helligt Liv, hun, som gav sit Liv hen til Gud og Evigheden før Verden endnu havde naaet at sætte nogen Plet paa hendes Sjæl. Chiara rødmede let under Taarerne. Hun havde en lille Hemmelighed, som hun aldrig havde skriftet, men som dog havde brændt hende et stort Ar i Sindet.
Dagene gled ensformigt hen. Vinen var høstet, og Bladene visnede i Kastanieskoven. Verden var i sin Løvfaldstid, sin Henfamlen og fristede ikke saa heftigt som i sin straalevoksende Vaar. Det nye Liv i Chiaras Hjerte begyndte at tage Vækst. Hun tilbragte nu meget af sin Tid paa sit Værelse med Bønner og Bodsøvelser og satte alle Kræfter ind paa at takke for sin Udvælgelse, Kødets Sønderknuselse, Sjælens herlige Liv, der hos hende allerede fra Ungpigedagene skulde begynde saaledes, som de verdslige unge Piger først skulde opleve det, naar deres Legemer laa i Gravene.
Den 2. November var det alle Sjæles Dag. Aftenen forinden er en stor og fin Højtidsaften, hvor Kirkegaardene illumineres, dels med lange tændte Vokslys paa Gravene, dels ved Buer over Gangene med Acetylengasblus. Don Alberto og Donna Beatrice gik ved Mørkets Frembrud med alle deres Børn til Salitas campo santo, der ligger omgiven af høje Mure under Ruinerne af et gammelt Kloster. Rundt omkring fra strømmede Beboerne fra Salita og de smaa omliggende Landsbyer til. Alle hilste ærbødigt paa Don Alberto og hans Familie, men især paa Signorina Chiara, thi det var allerede rygtedes vidt, at hun vilde vie sit Liv til Kirken. Derinde paa Kirkegaarden herskede en underlig Julestemning paa Grund af de mange Lys, der i den blikstille Aften stod med smaa lodrette Flammer over de dødes Hvilesteder. Paa de fattigstes Grave brændte kun et Par, et ved Hovedgærdet og et ved Fodgærdet, men paa de mere velhavendes brændte halve eller hele Snese af Lys. Og rundt ved deres Families Gravsteder færdedes Mænd, Kvinder og Børn stille og andægtige omkring i Skinnet fra de utallige Lys, der stod med svage Glorier om deres Blus, som bar de lysende Løvetandshoveder. Det var som en Andagt ved Indgangen til Dødsriget, og højt oppe, hvor de Sjæle boede, der var gaaet rensede ud af Skærsilden, brænte de rolige klare Stjerner.
Efter at Don Alberto, hans Hustru og Børn havde dvælet ved deres egen Families Gravsteder, gik de lidt rundt og saa paa de øvrige Grave og lod sig gennemtrænge af Aftenens hellige Stemning. Da faldt Signorina Chiaras blik paa en ung Mand, der knælede ved en fattig Grav med to halvt nedbrændte Lys. Hun stansede med et Ryk og saa, at det var Pietro. I det samme kom han til at se op som om en havde rørt ved hans Skulder. Han fór i Vejret og var lige ved at tumle hen mod den unge smukke blege Pige, som han straks havde genkendt. Han vilde sige noget, men Tungen laa lammet i hans Mund.
Signorina Chiara stod et Øjeblik stille foran ham, glemmende sig selv og sin Familie, der forbavset saa til. Saa fattede hun sig og hviskede roligt: "Farvel, Pietro." Derpaa fulgtes hun med Forældrene og sine Søskende ud gennem Kirkegaardens Port.
Fuldmaanen havde netop lige løftet sig over Monte Violato, ligesom om Aftenen, der fulgte paa den Dag, da Chiara havde mødt Pietro paa Bjerget. Den var nu tændt som et stort Allesjæleslys over alle Slægters Grav, den mørke Jord. Den samme Maane, men en anden Stemning. Det var en anden Aarstid, og Chiara havde faaet et andet Sind. Hun saa udover Vejmuren, ud over Golfen, og højt over dens Kyst blafrede tusinde smaa Glimt, Illuminationen paa Maggiores Kirkegaard.
Da Don Alberto og hans Familie var hjemme bag deres egne Skodder fulgte Donna Beatrice sin Datter ind paa hendes Værelse og tændte Lysene i den trearmede Stage. De satte sig hver i sin Stol, og Donna Beatrice saa Datteren skarpt i Øjnene og sagde efter en lille Pavse:
"Sig mig, Chiara, har du været paa Vej til at bringe Skam over din Far og Mor?"
Chiaras blege Ansigt blev rødt som et Purpur. Hun kom til at ryste, rejste sig og svarede, mens hun saa Moderen stift i Øjnene:
"Hvis du vidste, hvem Pietro er, saa vilde du ikke sige Skam, men Ære."
Donna Beatrice blev forundret over Datterens Sindsoprør, men gik forsigtig til Værks.
"Ære, siger du. Hvad mener du, lille Chiara? En simpel Landsbydreng. Hvorledes er du kommen til at kende ham?"
Den unge Pige var øjensynlig vred, men saa pludselig over mod Krucifikset, nejede for det, korsede sig og satte sig atter ned i Stolen.
"Du skal vide, Moder, at Pietro har frelst mit Liv. Han vogtede Køer oppe paa Bjerget. Jeg kom derop og var nær faldet i en dyb Afgrund. Da greb han mig og bar mig bort."
"Og hvad saa?" spurgte Donna Beatrice.
"Hvad mener du?" udbrød Chiara og saa ned i Stengulvet.
"Jeg mener: hvad saa?"
"Saa ikke mere. Jeg har aldrig talt med Pietro siden," svarede den unge Pige, men brast pludselig i en voldsom Graad, en Hulken, der huggede sig gennem hendes Legeme. Hun kastede sig forover paa Sengen under Krucifikset.
Donna Beatrice blev forfærdet. Hvad mon der kunde være sket. Da Datterens Hulken begyndte at stilne, nærmede hun sig hende, lagde sin Haand paa hendes Haar og spurgte: "Hvad er der dog, Barn? Hvad har han gjort dig? Hvorfor græder du saaledes?"
"Han har frelst mig fra Afgrunden," hulkede Chiara. "Blot han havde ladet mig falde."
"Fortæl mig alt," sagde Donna Beatrice og satte sig paa Sengekanten hos Datteren.
Nu lagde Chiara sit Hoved i Moderens Skød og fortalte sin eneste fattige Oplevelse i alle Detailler saa nøjagtig hun kunde huske den, fortalte ogsaa om Drømmen og om, hvorledes hun var vaagnet med Krucifikset i Armene, da hun endnu troede, hun havde dem omkring den døde Pietros Hals.
"Herre, min Gud, hellige Madonna," udbrød Donna Beatrice.
"Forstaar du ikke, det var ham, hvis Billede hænger over din Seng, der reddede dig fra Afgrunden? Hvilken Synd og hvilken Skam for os, om du havde fortsat dit Bekendtskab med denne Knøs!"
Men atter rejste Signorina Chiara sig i Vrede: "Vov ikke at sige det, Mor. Han er ligesaa god, ligesaa fin en Signore som Far."
Nu blev Donna Beatrice vred: "Er du fra Forstanden, Barn? Du ved jo ikke, hvad du siger. Har du aldrig truffet denne Knøs siden?"
"Hvis du vedbliver at tale med Foragt om ham, vil jeg ikke svare dig."
Donna Beatrice forstod, at hun maatte fare med Lempe. Hun trak Datteren ned til sig, lagde Armen omkring hendes Liv og sagde:
"Saa saa, kære Barn. Fortæl din Mor alt. Har du aldrig truffet Pietro siden?"
"Jeg har set ham, men det skal ikke være til Skam for ham, kun for mig," hulkede Chiara. Hun fortalte nu, stødvis og med Afbrydelser, om, hvorledes hun havde set den unge Mand, da han persede Vin og at hun havde sendt ham sit Afskedsbrev.
"Aa, mit Barn, mit Barn! Du borer en Dolk i mit Bryst! Du er jo slet ikke værdig til at bære Frelserens Brudedragt og hans Tornekrone. Saa ung, og jeg troede saa ren. Og saa er du jo allerede mærket af Synden i hele din Sjæl."
Chiara sprang op: "End du da, Mor. Hvad mon du da er mærket af?"
Donna Beatrice slap Datteren og fo’r forskrækket i Vejret: "Hvad siger du? Mig? Og saa har du ovenikøbet skrevet til ham, denne skidne Knægt. Han gaar maaske rundt og viser dit Brev til Tøsene i Minuzia. Ja sandelig, det bliver en Ære for os."
Signorina Chiara stod foran sin Moder med knyttede Hænder: "Naar jeg har bedt Pietro brænde Brevet, saa har han brændt det. Det kan du stole paa."
"Aa," svarede Moderen. "Du kender slet ikke den Slags Folk."
"Jeg har føjet dig i alt, Mor! Jeg har fulgt dine Raad, selv om det var som der randt Blod fra mit Hjerte. Men tal ikke ondt om Pietro. Det taaler jeg ikke. Det ene forbyder jeg dig. Tilføjer du eller Far Pietro noget ondt, det vil jeg hævne, om saa det skal koste Knive i hele min Krop."
Donna Beatrice forlod Datteren i Graad og Vrede og gik ind for at betro sin Mand, hvad hun havde faaet at vide.
7.
Faa Dage senere var Signorina Chiara anbragt i Salitas Nonnekloster. De første Par Aar paa Prøve. Desuden var hun der godt beskyttet mod Oplevelser paa egen Haand. Og hun blev en god Novice, til voksende Tilfredshed og Glæde for de Nonner, som allerede var indespærrede for Livstid. Chiara følte Verden svinde ud af Sindet Dag for Dag og Himlen lægge sit Skær over det mere og mere uforanderligt for hver Dag. Efterhaanden følte hun det som en lønlig Angst, at der endnu var en Mulighed for, at hun kunde ændre sin Beslutning, slippe ud og vende tilbage til Verden. Men hver Gang den gryede i hendes Bevidsthed, klyngede hun sig til Bod og Bøn, saa hendes Øjne skinnede som i Feber. Hun ligefrem glædede sig til, at det sidste Punktum var sat, at ingen mere kunde redde hende ud af hendes Død fra Verden.
Alle, som fik Lov at se hende iklædt den hvide Brudedragt med de røde Roser om Haaret, sagde, at yndigere Brud mindedes de aldrig at have set. Hendes Ansigt var blegt, men de mørke Øjne udstraalede en Lykke, der havde indsuget Legemets ydre Glød og Farve. Paa hendes Hjerte brændte en Alterild, der aldrig skulde slukkes, end ikke af Døden. Og alle, hun kendte, gik som paa Gløder af Ærbødighed for Kristi unge rene Brud, i jordisk Henseende vistnok den skønneste, han havde hjemført. Hendes Moder og nogle Veninder kyssede hende under Taarer, men hun smilede i sin salige Sejr og trøstede dem. De skulde ikke græde for hende.
De skulde misunde hende, der af Himlen selv var indbudt og udvalgt til en Lykke, hvis Mage de ikke ville faa at kende i dette Liv, hvormeget de saa end færdedes mellem Verdens Blomster i Solens Straaler.
Et Aar endnu færdedes hun mellem de mørkklædte Søstre som Bruden.
Saa endelig oprandt den sidste Indvielse, Iklædningen som Nonne, og dermed var alle Broer til Verden afbrudt.
Denne Højtidelighed fandt Sted en Efteraarsdag i den smukke lille Klosterkirke. Før den skulde begynde ringede Klostrets Klokker med hurtige, mørke Klange, mens Bjergvejene myldrede med Folk, der vilde overvære den hellige Handling. Chiara sad i Cellen i sin skønne Brudedragt og lyttede. Aa, de Klokker! Saa havde de da endelig sejret over alle hendes Ængstelser og Dragelser mod Verden. Selv Pietro tænkte hun kun paa som en god Ven, hun engang havde mødt. Nu skulde hun ikke møde ham mere i dette Liv, men det var ikke længer nogen Smerte. Hendes Bønner skulde mildne Skærsildens Pine for ham, og naar de engang mødtes over deres Grave, skulde de ikke ængstes for, at Synden kunde fange dem, Lysterne hilde dem. Nu var der ikke mere nogen Afgrund, hun kunde svimle over eller falde i.
Højtideligheden lededes af Ærkebiskoppen af Caverna, bistaaet af tre Præster fra hendes egen By og en Del Ynglinge i gejstlig Dragt, vordende Præster. Paa Alteret brændte en Mængde lange Lys, til hvilke var fæstet røde Roser. Til Venstre for Alteret, nærmere Menighedens Stole, saas et undergørende Madonnabillede, der i fordums Dage havde hørt hjemme paa det ældre Kloster, der nu laa i Ruin, og foran dette Billede brændte ligeledes Lys med Roser.
Kirken var næsten fyldt med Tilhørere og Tilskuere. Blandt disse var Pietro. Han havde jo forlængst opgivet hver Tanke angaaende den skønne sejstenaars Pige, der engang havde kysset ham og fyldt ham med umulige Længsler oppe paa den øde Bjergryg. Mange Piger havde kysset ham siden, og selv om Chiara havde været fri og ikke over hans Stand, var han forlængst uværdig til at hjemføre hende og søge den utænkelige Lykke som hendes Brudgom. Han havde ogsaa tænkt sig, at han vilde blive borte fra denne Højtidelighed. Men han kunde ikke. Hver Tone fra Nonneklostrets Klokker havde været som Naalestik, som smaa Dolkestik i hans Hjerte. Han gik til Kirken, som skulde han overvære Fuldbyrdelsen af en Dødsdom over en fordums kær Veninde, en Dødsdom, hun selv havde krævet og hvori ingen Skyld var Aarsagen. Han syntes aldrig, han havde gaaet saa tung en Gang, men det var som en usynlig Magt drev ham af Sted; det var en Bodsgang, en Vandring til Afgrundens Rand, hvortil han var tvungen, skønt han vidste, at den Afgrund, hvori den unge Chiara nu var falden, kunde han ikke redde hende fra. Aa — om hun vidste, hvad hun slap. Pietro kunde ikke forstaa det, selv om han vel nok troede paa alt, hvad han skulde tro paa.
I nogen Tid fremsagde Ærkebiskoppen og Præsterne Bønner og Ritualer, afbrudt af Korsang. Derefter aabnedes en Gitterlem i Rummets højre Side; de gejstlige Herrer samledes foran Lemmen, og Menigheden rykkede sammen i en Klump omkring dem. Der blev næsten Kamp for at komme til at se, hvad der foregik. Unge Piger og Børn kravlede op paa Stolene, og den hellige Handling havde i Periferien næsten Karakteren af en Folkefestlighed. Paa de unge sorgløse Ansigter saas kun Nysgerrighed og maabende Smil. Men i Brændpunktet var det den rammeste Alvor. Først lød der Sang inde fra Kirken, fra Præsterne og Koret. Derefter svaredes der med en spinkel overjordisk Kvindesang inde fra Nonnernes mørke Gang bag Gitterlemmen. Da denne verdensfjerne Sang døde hen, rejste Pietro sig af al sin Magt, saa Piger og Børn tumlede ned over hans Skuldre. Et Glimt af Signorina Chiara vilde han se endnu en Gang i dette Liv. Han fik et Glimt at se, men ganske kort. Hun var i sin hvide Silke-Brudedragt med de røde Roser om det sorte Haar.
Hun gled frem med lette Skridt og et forklaret Smil paa sit fine, skønne Ansigt. Det var hendes sidste og største Højtidsdag her i Livet. Pietro saa stift hen mod Lemmen for om muligt at fange hendes Blik derinde i Halvmørket. En eneste Gang syntes han, hun saa paa ham, et Par Sekunder kun, men hendes Mine forandredes ikke.
Han kunde ikke en Gang blive klog paa, om hun kendte ham. Tænk, at hun var glad, ja ligefrem straalede! Hendes smukke Haarfylde blev nu afklippet. Derefter iførtes hun sin Ordens Dragt som Nonne, og over hendes Slør pressedes Tornekronen ned om hendes Hoved.
Gitterlemmen blev lukket paany, Ærkebiskoppen og Præsterne vendte tilbage til Alteret og Menigheden til Kirkestolene. Ærkebiskoppen var en noget ældre Mand med et fint og klogt Ansigt. Iført den pragtfulde episcopale Dragt, staaende foran Alteret, vendt mod Menigheden, talte han med en smuk Stemme om Forsagelsen og dens Løn.
Efter at endelig Nadversakramentet var uddelt fik enhver, som havde overværet den hellige Handling, af Donna Beatrice overrakt et Mindekort med et religiøst Billede paa den ene Side, mens Bagsiden fortalte, at dette Blad var trykt "til Minde om Chiara Angelicas religiøse Iklædning som Nonne" tilligemed Klostrets Navn og Datoen.
I Talestuen ved Udgangen af Kirken samledes de, der var indbudte til at overvære Højtideligheden og trakteredes med Likør og Kager. Den unge Nonnes Forældre og Søskende var Værter. Pietro var naturligvis ikke indbudt, men idet han gik forbi Døren til dette Rum, kiggede han ind og saa for sidste Gang Chiaras Ansigt bag et dobbelt Jerngitter. Det var omhyllet af den sorte Dragt og saas i et livsfjendtligt Halvmørke. Flere af hendes Veninder stod foran Gitteret og hviskede grædende nogle Afskedsord til hende, som selv havde valgt at være en glemt og udslettet Fange fra sin gryende Ungdom til sin sidste Dag.
Pietro søgte Lykken paa denne Jord, men jo ældre han blev, des tydeligere følte han, at der maatte være beredt ham en langvarig Skærsild. Han opnaaede mange Glæder af kortere Varighed, men hans Anseelse, som jo i Forvejen ikke var stor paa Grund af hans ringe Stand, vandt ikke derved, og bagefter forekom hans Glæder og Nydelser ham som søde Frugter i en meget pigget Skal.
Men aldrig forvandt han helt Mindet om Chiara, den fineste og skønneste Pige, han nogen Sinde havde mødt. Aldrig gik han forbi Klostrets Port, uden han følte et Stik i Hjertet hver Gang han saa Marterredskaberne og det sorte Kors. Heller aldrig hørte han Klosterklokkerne ringe, uden han følte en svimmel Gysen igennem sig. At hun virkelig gjorde det. Mon hun ikke noget Øjeblik fortrød det? Og mon hun huskede, hvad hun en Gang skrev til ham: "Jeg vil bede hver Dag for din Sjæl og slaa mig selv med Svøber for at sone, hvad du synder, naar du skinner mest af Fryd." Han havde brændt Brevet, som han skulde, men han glemte ingen Sinde disse Ord. Mon Chiara stadig huskede dem? Det kunde behøves.