Lange Aar har vi en Gysen i vort Hjerte baaret,
vi har været ved en Afgrund fra vor Ungdom skaaret.
Nye Aar, byg atter Broen
over Sjælens Brist!
Væk igen den grønne Groen
i den brudte Kvist.
Lad nu Nytaarshaabet bryde frem af Vintermørket,
saa vi føler os ved Foraarsdrømmen stille styrket,
stirrer atter længselssvimle
efter Vaar paany,
Fuglesang og lyse Himle,
bedre Tiders Gry.
Lad os ikke mer af Verdens Vunde blindt forbløde,
men med glade Hjerter møde Jordens Morgenrøde.
Vi vil række Broderhænder
ud mod Vest og Øst.
De, der saaede Dragetænder,
fik ej gylden Høst.
Nye Aar, lad alle Kræfter op mod Lykken stævne,
giv os Enhed, giv os alle Broderaand og Evne!
Og lad Sangen gennemstrømme
Sindet som en Flod,
blinkende af Sommerdrømme.
Virkelyst og Mod.
Lad ej hovne Fødder træde mer paa andres Nakke,
lad os sammen bære vore Byrder op ad Bakke.
Maa der standses, maa der stønnes
stundom paa vor Vej,
hvor vi gaar, skal Jorden grønnes,
blot vi svigter ej.
Kom da, Nytaar! Før os Solen underfuld tilbage!
Kom med Lykke, Haab og Sejer, Vaar og Sommerdage!
Giv til Marken yppig Grøde,
Hjertet Fremtids-Tro!
Lad i Drømmens Morgenrøde
Dagens Gerning gro!