Nu er det tæt mod Jul, man længes alt
mod Stunden, da det store Lys skal sejre,
man længes, klædt i Purpur eller Pjalt,
Madonnas og Bambinos Fest at fejre.
Nu kommer Vintersolhverv. Sol dog staar
som Danmarks Høstsol over Golf og Tinder,
den store Sommer aldrig helt forgaar,
hvor Solen altid varmer, naar den skinner.
Vel sandt: Tit fylder Skyen Kløft og Dal,
saa Egnen ligger slukt som under Søen,
saa Regnen strømmer ned af Himlens Sal
og alle Farver sank i Død og Døen.
Og Regnen er som Oldtidsflodens Regn,
en Regn, som lammer Dag og drukner Kloder,
og alle Stier i den hele Egn
har Brus af Fosser, Døn af vilde Floder.
Scirocco driver tit i Kløft og Slugt
og vikler Skrænt og Taarn og Træers Kroner
i hvidblaa klamme Flor af Em og Fugt,
som om i Mængde brygged Mosekoner.
Men Vinter nej. De visne Blades Død
i mange Farver straaler op af Dale,
Oranger minder blidt om Maaneglød,
om grønne Træers Drøm i Sommerdvale.
Hvor stolt de stedsegrønne Træer staar,
frimodig Pinjekronen ud sig breder,
de glemmer Vintren for den nære Vaar,
Oliven, Palmetræ, Cypres og Ceder.
Men nær er Julen. Bort med Veers Vægt,
naar Gudens Søn til Mandens Søn er Broder!
Madonna vinker hele Evas Slægt,
smaa Mødre knæler for den store Moder.
Den gamle Jul; den bringer Ro og Trøst
mod Skærsilds Rist og Underverdnens Esser,
og Præst og Munk og Menighed sin Røst
opløfter fromt i Salmesang og Messer.
Den gamle Jul, da Sol tilbage gaar,
den letter mange Landes Vintertynge,
Madonna og Bambino lover Vaar,
vil atter alt det falmede forynge.
S. Cataldo. 15. Decbr. 1925.