Maria!
De korte Kjoler, jeg ser dig bære,
er uden Blusel og Tugt og Ære,
for Dyden yder de daarligt Læ,
du gaar i Synden til dine Knæ.
Maria!
Og Haaret har du fra Nakken skaaret,
imod Naturen er Drengehaaret,
tænk dig Madonna i Jomfruvaar
med Straalekrans om et Drengehaar!
Maria!
Ja tænk dig Eva i Paradiset
med Drengenakke — hun fik af Riset
og joges ud med et vældigt Knald,
før hun fik Tid til sit Syndefald.
Maria!
Det vækker ogsaa min fromme Harme
at se de buttede bare Arme,
du skulde været et Himlens Aks,
men er en Djævelens Rævesaks.
O Padre!
Hvad skal jeg svare? Du ser saa nøje,
jeg frygter Skæven, du har i Øje,
og naar jeg kommer til Skriftestol,
da trækker jeg i min lange Kjol.
Maria!
Det nytter ikke ved Bod og Skrifte
at spille dydig og Hammen skifte,
og hvis du føler et Himlens Kald,
kom som du var i dit Syndefald.
O Padre!
Jeg er et Fejltrin vist af Vorherre,
thi hvad jeg skjuler er meget værre,
og saa du mere end Ben og Arm,
jeg tror, du knuste mig i din Harm.
Maria!
Du taler blidt, men du er forhærdet,
du er et Lam, som brød ud af Gærdet,
men glem dog ikke din Skriftestol,
om saa du glemmer din hele Kjol.