Som Ørnereden paa Klippens Tind
ligger Mola,
og stille Skyerne glider ind
over Mola,
I Byen de snævreste Gyder sig vride,
to Høns kan lige gaa Side om Side
paa Gaden i Mola.
Dens Huse trykker sig op og ned
mod hinanden,
en By, der ser i en Afgrund ned
over Randen,
men Middelhavet i Dybderne blaaner,
og Ryggen af Ætna mod Himmelen skraaner
med Sneen og Branden.
En lille By, som den lave Sky
gæster gerne,
og ej et Hus i den hele By
er moderne.
Men Verden er vid om den trange Bolig,
og Blikket er frit og Sjælen fortrolig
med alt i det Fjerne.
Og Barnet kvidrer fra Døren frem:
"Buon giorno!"
Og hvert et Hus har sin Dør paa Klem:
"Buon giorno!"
Den fattige By er en Bjergtinds Krone,
og Klokkernes Malme i Morg’nerne tone
vidt ud: "Buon giorno!"
Taormina, Jan. 1926.