Bløde Taager hviler stille
over Vierwaldstätter-Søen.
Under Slør af bløde Taager
skimtes Alperne som Skygger.
Stanzerhorn sin stejle Pande
spejler dunkelt ned i Dybet.
Som i Drøm Pilatusbjerget
staar med Tinden skjult i Skyer.
Rigi rejser sine Skrænter
nær mig, dog i dugget Fjernhed,
som et dæmpet Flor af Farver,
som en stor og halvglemt Saga.
Op ad Bjergets bratte Sider
skimtes Ensomhedens Hytter,
Køer og Geder græsser roligt
over Dalens dybe Afgrund.
Skyer glider som i Søvne
under Kulmens fjerne Højder,
under Ørnens Himmelrede,
under Svimmelhedens Verden.
Ind jeg stiger i Kupéen,
opad stiger Tandhjulstoget,
som en graa og leddet Larve
sagte kravler op ad Grenen.
Opad over Skrænt og Skraaning,
opad under stejle Stenvæg,
opad over Bro og Afgrund,
opad over grønne Vidder.
Langsomt opad, langsomt opad
bider Jernkolossens Tænder
sig mod Rigis bratte Tinder,
sig mod Himlens lukte Løndom.
Evigt opad, evigt opad,
ind i Skyens døde Glemsel,
opad over Afgrundsranden,
over Ensomhedens Hytter.
Skyen lukker, Skyen kvæler,
sluger Røgen fra Maskinen,
opad, opad, bort fra Jorden,
op til Solens tavse Riger.
Jernkolossens haarde Tænder
bider sig mod Højden stedse,
Jernkolossen gennem Skyen
stiger stønnende mod Solen.
Solen, Solen. Saligt breder
sig de tavse Vidders Verden.
Endnu opad gaar Maskinen,
stemmer i med Stempelstøden.
Rigi Kulm. Jeg ser fra Toget
som en Fugl, hvis Bur sig hæver,
ud mod Alpers vilde Rygge,
ud mod hvide Gletscherlagen.
Nær mig stanger stolte Tinder
gennem Skyerne lig øde
Klippeøer stejlt af Havet,
af et Hav med døde Bølger.
Rigi Kulm. Nu standser Toget.
Ud jeg gaar paa Solskinsmarken,
paa en skraa og snæver Vidde,
en af Salighedens Øer.
Om mig Alpekædens Halvring
blaaner i den vide Himmel,
Tind og Gletscher, Tind og Gletscher,
Ryggen af en anden Verden.
Skilt fra mig ved Hav af Skyer,
døde Bølger, matte Bølger,
ligger Jordens Himmelkyster
taarnet over Taagehavet.
Ud i Verdnen over Skyen,
over Himlens Hav jeg skimter
fjernt, men klart de stolte Tinder,
Matterhorn og Finster-Aarhorn.
Over Himlens Hav jeg skimter
Tinder, fra hvis blege Gletscher
unge Strømme evigt springer,
Kilder for Evropas Floder.
Rigi Kulm, en Ø i Himlen,
dukket op af Taagehavet,
salig Solskins-Ø, hvorfra jeg
ser det øverste Evropa!
Det er nær ved Solnedgangen,
over Alperne violblaa
ligger Luften, og det rødmer
over Evighedens Snemark.
Atter bider Tandhjulstoget
sig fra Tinden ned mod Dybet,
ned, hvor Menneskene bygger
som paa Bund af Verdenshavet.
Ned mod Skyerne vi skrider,
Solskinsryg paa Skyggebølger,
ned fra Øen, hvor jeg saa mod
evig Sne og evig Klarhed.
Oktbr. 1925.