Sommeren brænder, Sommeren kvæger,
vælder af Himmelens nedadhvælvede Bæger,
Hovene fæste
højest i Syd for Solgudens Vogn de skinnende Heste,
daglig Elias de himmelske Haller vil gæste.
Solen har vækket Sindet
af Søvnens Kammer
op for at stirre blindet
i Blaa, der flammer.
Sjælen, der laa i den lyse Nat i Dvale,
raver nu drukken i Dagens straalende Sale.
Duerne kurre, Fluerne surre,
Biernes Vinger omkring mellem Tuerne snurre.
Slørede Sanser
rundt i Ring om Skaberen dæmrende, døende danser,
Grene i slumrende Groen sig selv bekranser.
Vandet blinker fortroligt
om Blomsterøen,
medens den nyder roligt
sin Søvn i Søen.
Blomsternes solhengivne døsige Gule
kan ej de disede Salighedsdrømme skjule.
Sommeren brænder, Sommeren sender
Rigdom til Jorden af gyldne og gavmilde Hænder,
Himmelens Buer
smelter i svimlende Blaanen bort i de svømmende Luer,
Varmen sig vugger i Bølger om Banker og Tuer.
Gamle, som sad i Krogen
i Lænestolen,
lukkede Bønnebogen,
gik ud i Solen.
Alt, som endnu har holdt sig ovenfor Graven,
føler Verdens Barndom i Paradishaven.