København —
der er Fart, der er Fest i dit Navn,
der er flyvende Flag over blaanende Strømme,
der er Nutid og Daad, der er Fortid og Drømme.
Skønt du lagdes ved Danmarks den yderste Strand,
ligger vendt mod dig hele det øvrige Land,
og skønt nogle i Krogene, sorte og sure,
vil dig ligne ved Sodom, hvor Djævlene lure,
er enhver af os gerne din Gæst,
selv den mugne har Drømme om Fest.
Axelhus —
du fik Kræfter af Bølgernes Brus,
du laa roligt og vokste ved Øresunds Stribe,
og forlokkede Flaader af Eventyr-Skibe,
du fik Vækst af den Verden, du drog i din Favn,
saa du skiftede Hamme og skiftede Navn
og i Styrke og Evne du stiger og stiger
som den stolteste Stad i de nordiske Riger,
København, alle Danskernes By,
som dig strækker med Taarne mod Sky.
København —
du er Maalet for Længsler og Savn
i saa mangen en Afkrog, hvor bankende Hjerter
ser Dagenes Graa imod Storbyens Kerter.
Ak, jeg selv er saa gerne, skønt sjældent, din Gæst,
du er yderst i Øst, jeg er yderst i Vest,
dog just derved jeg dobbelt imod dig maa hige,
thi imellem os ligger det dejligste Rige,
ligger Danmark — vær hilst i dets Navn,
alle Danskernes By, København!