Vinteren sletter Livets Spor,
Sne, Sne!
Foraaret sover i sorten Jord,
Ve, Ve!
Vandene isner, Vindene tuder,
Is over Vande, Is paa Ruder!
Stjernerne straaler fra Himmelens Porte
langt langt borte
bagved Afgrundssøen den sorte.
Foraaret sover i sorten Muld,
Frø, Frø!
Solen nærmer sig frydefuld,
Tø, Tø,
kommer med Sydens Fugle i Følge,
Løser Baandet for Bæk og for Bølge,
lokker Naturens evige Længsler,
Dødsrigets Hængsler
knirker for Livets lukkede Fængsler.
Kuldskær Spiren kigger af Mark:
prøv, prøv!
Frygtsomt Knopskud bryder af Bark,
Løv, Løv!
Foraaret dæmrer og drømmer i Dvale
langs ad Grøfter og fugtige Dale
Skyerne blidt over Søerne sejler,
Farverne spejler,
Svøbte i Farver som Brud for Bejler.
Foraaret sender fra Vinterens Bo
Gys, Gys,
kræver i ulmende halvblind Tro
Lys, Lys.
Aa, nu varer det ikke saa længe,
Strømmene klukker i Grøfter og Enge,
iler med Budskabet ud mod det fjerne
glade og gerne:
Nu kommer Solen, Opstandelsens Stjerne.