Den sidste Straale
af Sol fra Hviledagen, som er til Ende,
falder paa Stenbroen her, hist ser den ned i
en nygravet Dobbeltgrav.
Se, nu kommer Maanen,
se i Øst den sølverne Fuldmaane,
skøn over Tag og Tind, den ængstende Spøgelsesmaane,
den vældige, tavse Maane.
Jeg ser en Sørgeskare
jeg hører tonende Horn, som nærmer sig,
Gaderne er Kanaler, hvor Lyden strømmer
som med Stemmer og Taarer.
De store Trommer drøner,
og fra de smaa lyder en stadig Summen,
og hvert et Drøn fra de store, rystende Trommer
farer mig tværs igennem.
For Sønnen med Faderen bæres
(i forreste Rækker de faldt i det vilde Stormløb,
to Krigere, Søn og Fader, forblødte sammen,
og Fællesgraven venter).
Nu Hornenes Storm sig nærmer,
og Trommeslagene stærkere ryster Luften,
og Dagens Lys over Stenbroen helt er svundet —
den Sørgemarch gør mig svimmel.
I de østlige Himmelegne
det aabne sorgfulde Aasyn stiger og lyser,
(en Moders store gennemsigtige Ansigt,
hvis Lys tog til i Himlen).
O, stærke March, du behager mig,
o, mægtige Maane, dit sølverne Skin forsøder,
o, mine tvende Soldater paa Vej til Graven,
hvad jeg har, vil jeg ogsaa give jer!
Maanen giver jer Lys
og Horn og Trommer giver Musik til jer,
og mit Hjerte, mine Soldater, ja mit Hjerte
det giver jer Kærlighed.