Bøgernes Verden er som stille Gemmer,
rummer tit Undre, Øjeblikket glemmer;
mangen en Skat, maaske fra Dragen vunden,
ligger paa Bunden.
O — der er gamle Bind med blanke Spænder,
fra deres Blade gamle Luer brænder,
Hænder, som skrev dem og blev Støv i Graven,
rækker dig Gaven.
Blomster fra Tider, langvejs ladt tilbage,
dufter endnu af døde Sommerdage.
Al deres Sødme, hvis du Seglet bryder,
løfter og fryder.
Nutidens Duft af Glæden og af Sorgen
ligger og bier til en Fremtids Morgen,
altid i Stand at slynge af sin Dvale
Toner og Tale.
Mangen en Evne, mangen kostbar Viden
bæres af Bogens Tavshed ud i Tiden,
maaske din Søn, din Sønnesøn den bringer
løftende Vinger.
Lad os da vogte Skatte, vi har arvet,
vogte paa andre, af vor Samtid farvet,
Aandslivets Høst paa Bøgers fulde Blade
sanke i Lade.