To Digte
Af Sapfo.
Af Sapfo.
1. [Til Atthis]
Vendte Atthis sin Kærlighed
fra mig, maatte jeg dø af Sorg,
ladt tilbage med sygt og forrevet Sind.
Sig, Veninde, de søde Ord:
"Ve mig dog for en Sorg, vi led,
Sapfo, tro mig, jeg nødig forlader dig".
Og jeg svarer: "Jeg er saa glad,
at du kom og du husked mig.
Aa, du veed, hvor vi springer i Møde dig".
Ingen Klage mere! Men sværg
ved Gudinden, at du og jeg
alt betror hinanden, alt skønt, vi fandt.
Bud du skikked om mangen Krans
af Viol og af Rosers Flor,
duftomhyllet, som pryded og fryded dig.
Mange frodige Blomsterflet
om dit yndige Skulderpar
og det yppige bølgende bløde Haar.
Og det yppige bløde Haar,
som du kongeligt salvet har
ind med duftende Salve og Myrrha-Saft.
Og med Tæpperne til min Seng
af det polstrede bløde Stof
gød din Haand for mig [Længslernes søde Vin].
2. [Til Kharaxos]
Søens Herskerinder, o Nereider,
giv mig atter Broderen frelst tilbage,
giv, at alt, hvorefter hans Hjerte higer,
for ham maa lykkes.
Fri ham fra det skæmmende onde Rygte,
saa hans Venner atter kan føle Glæde,
men hans Fjender Skade kun faar! Nej, lad kun
Fjendskab forsvinde!
Vilde han da venligt sin Søster mindes,
rejse hende op af den Sorgens Afgrund,
hvori han i Skændselens onde Dage
lod hende synke.
Ej han agted paa mig, o ve, hvor skar det
mig i Hjertet, som sig kun Døden vented,
dog i Dag ved Festens og Frydens Toner
banker det atter.
Men Gudinde, hvis mine Sange glæded
dig i Sjælen, sænk da i Nattens Mørke
Sorg og Kvide, som vi har baaret, skærm du
os mod det onde!